By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Der er datoer, som står stærkere i erindringen end andre. Onsdag den 29. september 1994 er en af dem, som står allerstærkest – en dato som aldrig vil slippe mig.

Jeg stod op en meget tidlig morgenstund, mig sendte blikket på morgen-nyhederne – mens jeg pakkede tøj og kuffert til en reportagerejse til den estiske hovedstad Tallinn. Da var det der dukkede et kort indslag op. Uden billeder – kun et kort over havet mellem Estland og Sverige.
Helt surrealistisk.
Det var i morgen-nyhedernes barndom på tv. Der var kun kommet få enkeltheder om “en skibsulykke på den nordlige del af Østersøen”. Uden at vide, at der var tale om en skibskatastrofe med mange druknede. 

Ifølge en kortfattet meddelelse fra det svenske nyhedsbureau TT, var den estiske bilfærge “M/F Estonia” forlist i hårdt vejr. Den nye færge tog vand ind og var begyndt at synke.
Radioavisen nævnte derimod intet om dramaet.

Hjemme i Pederstrupvænget i Søhus, var jeg ved at være klar til rejsen. Billetten lå i inderlommen sammen med materialet om luksusfærgens moderne interiør, super service, høje gastronomiske niveau og imponerende design. Alt sammen serveret informativt og inspirerende med et væld af farvebilleder. Materiale som jeg havde modtaget et par dage forinden.

Taxaen til Beldringe var lige bestilt, da den chokerende nyhed dukkede op på tv. Først da nyhedsoplæseren fortalte, at  “den nye store luksusfærge var ved at synke og at i hundredevis af redningsfolk i både i fly kæmpede for at redde ombordværende menneskeliv”, først da, gik det op for mig, at den var helt gal – og at det lige så godt kunne have været mig og mine kolleger, der i isnende kulde, nu lå i redningsbådene og råbte på hjælp. Hvis jeg da var kommet så langt.

Vi skal ikke sejle nogen steder!
Husker, at jeg igen og igen kikkede på billetten og rejsematerialet, bare for at konstatere, at det var “vores færge”. Nærmest i affekt ringede jeg til kollega Anders W. Berthelsen, som jeg iskoldt og nærmest tragikomisk fortalte, at vi alligevel ikke skal ud og sejle nogen steder.
“Hvorfor ikke det”, spurgte Anders overrasket. “Fordi Estonia som vi skulle have sejret med, lige nu er på vej mod havets bund. Færgen var på vej fra Stockholm til det sted på havet, hvor Østersøen bliver til Den Botniske Bugt”.

Så blev stille i den anden ende af linjen.”Forklar mig lige en gang til, hvad foregår…”.  Jeg forsøgte at fortælle det jeg ved og sluttede med at sige; “Taxaen står derude. Vi ses i Beldringe – og så tager vi til Kastrup. Helt efter planen”.

Efter et par dage i sorgens Tallinn, mente et østeuropæisk turistbureau, at vi skulle møde en “typisk estisk kunstner”. Det gjorde vi så. Men hvorfor vi skulle op på et tag, som her, aner jeg ikke. Måske for at tage opbygningen af det nye land i øjesyn . Foto: Anders W. Berthelsen

Det lille lands maritime stolhed
Estlands maritime stolthed, bilfærgen M/F Estonia var på vej fra Estlands hovedstad Tallinn til Stockholm, og katastrofen indtraf i voldsomt uvejr ved 23-tiden, otte timer før nyheden nåede ud i medierne, da en snes meter høj bølge ramte superfærgens bovport, hvilket – ifølge senere rekonstruktioner – resulterede i, at ikke alene bovporten, men også den bagvedliggende bilrampe, blev revet af skibet – hvorefter vandmasserne fossede ind på bildækket. Det viste sig senere, at færgen havde fået slagside, og at de første redningshelikoptere var på vej fra Sverige og Finland.

Drømmerejsen blev gjort til et hjerteskærende mareridt for godt 1100 ombordværende i det oprørte hav.
Et par uger senere, da eftersøgningen blev indstillet, viste det sig, at 989 druknede – bare 138 passagere overlevede.

Symbol på uafhængighed
Færgen Estonia var helt ny Bygget i Niedersachsen.
Da færgen blev sat i drift den 1. februar 1993, var det Estlands største skib. Et stolt symbol på det nye lands uafhængighed efter Sovjetunionens fald.

Senere på dagen oplevede vi et ambivalent, tankevækkende og mentalt turbulent møde med Tallinn. Den smukke Middelalderby og den lille baltiske stat, var i fuld gang med at banke rusten fra Sovjet-tiden af sit image. Det var en omfattende proces. Efter opløsningen af Sovjetunionen og jerntæppets fald, var det blevet lettere at rejse til de baltiske lande – og blandt andet besøge Estland med de historiske danske relationer.

Reportagerejsen skulle bane vejen for turist-boom
Jeg sad i bestyrelsen i foreningen Danske Trafikjournalister, og var med til at arrangere reportage-relevante rejser for pressen til en række lande – bl.a. Finland, Belgien, Holland, Frankrig, Spanien, Ungarn, Østrig, Tyskland og USA.

Efter et par dage i sorgens by, Tallinn, blev reportageholdet enige om at mødes på havnen, hv or vi så det tomme færgeleje, hvor skrigende måger brød stilheden.

På baggrund af den positive politiske udvikling i Estland, mente jeg, det var oplagt, at arrangere en reportagerejse til Baltikum.

Jeg havde hørt at DSB’s Rejsebureau var ved at lancere Estland som nyt turist-rejsemål – med fly eller tog til Stockholm og derfra med færge til Tallinn.

Derfor lagde jeg op til, at “sende et hold mediefolk til Estland for at vejre stemningen” og at se på de historiske steder, som DSB’s gæster skulle besøge. Og tale med nogler af de indbyggere, som korte tid forinden havde levet under Sovjets krampagtige styre.

Bureauet sagde okay. Seriøse artikler fra Tallinn kunne være inspirerende for læserne.

Først tog… så færge, men den lå på havets bund
DSBs Rejsebureau og journalisterne fik arrangeret rejsen. Jeg husker mødet, hvor vi talte om afrejsen skulle være den ene eller den anden dag. Der var argumenter for og imod.

Hvorfor vi valgte den ene dag, fremfor den anden, husker jeg  ikke…. sikkert er det dog, at havde vi valgt den anden anden dato som også var på bordet, så er der ikke sikkert, vi havde været her i dag. Sådan er livet fyldt med mærkelige tilfældigheder.
Heller ikke her , var der langt fra lykke til ulykke.

Meningen var, at DSB ville sende os med tog til Stockholm og videre derfra med “den nye moderne superfærge” til “danskerbyen” Tallinn, som DSB ville gøre til en populær og relativ billig destination. En spændende by fyldt med danske-historie.
Færgen havde afgang hver anden dag fra de to hovedstæder, og synes oplagt som mini-krydstogt.

Her 27 år senere, sender jeg ofte tanker tilbage til det dramatiske forlis, som vi kolleger kunne have været en del af.

Mindes ofte mødet med den smukke tavse, nærmest lammede hovedstad og dens chokerede indbyggere. En middelalderby, som var i færd med at finde sig selv efter mange års undertrykkelse og sovjettisk besættelse. Og jo, det var dér dannebrog ifølge sagnet dalede ned  fra himlen i 1219 … men det er en halv anden historie.

Denne lille bog, fyldt med information om M/F Estonia, fik vi tilsendt som inspiration før rejsen. Lige siden har den mindet mig om, hvor heldig man kan være og hvor let man kan blive en del af tilfældigheders underlige spil.

Vi ville vide mere om den genvundne frihed
Fyns Amts Avis’ Peter Faber, Anders W. Berthelsen, der dengang var på Berlingske samt Stiftstidendes fotograf John Fredy og jeg selv, var blandt de mediefolk, som dagen efter forliset skulle have været ombord på luksusfærgen, som var på vej tilbage til Stockholm for bl.a. at hente os, da katastrofen skete.

Meningen var at vi skulle ta’ pulsen på det lille land, som få år forinden havde genvundet friheden. Vi fløj fra Stockholm til Tallinn i et udrangeret Aeroflot-fly og vi var i byen i fem dage.

Mødet med en by i sorg og fortvivelse
Som vi så det, så havde rejsebureauet sammen med en lokal samarbejdspartner, svært ved at se alvoren i forliset. Ganske enkelt ud fra tesen om, at vi var kommet til Tallinn for skrive om byens herligheder og ikke for at berette om en by i sorg.
Især optrådte en lokal medarrangør, som stod i spidsen for et østeuropæisk bureau, stærkt manipulerende. Det var rystende.

Selvfølgelig fik opholdet et andet forløb end det program, vi have lag. Vi gennemførte dog alle planlagte interviews og reportager – og flere til. Takket være  en samarbejdsvenlig dansktalende estisk guide, fik vi arrangeret et møde med Estlands-redaktøren af det kommunistiske russiske dagblad Pravda (Sandheden).

Det var et underlugt møde. Da vi spurgte ind til katastrofen og forsøgte at få en seriøs vurdering af hændelsesforløbet, forsøgte den kvindelige redaktør, gang på gang at overbevise os om, at hvis færgen ikke haft “det dårlige og uerfarne estiske mandskab, så var katastrofen aldrig sket”. Hun tilføjede iskoldt, at hvis havde færgen derimod haft dygtigt, veluddannet russisk personale ombord, så ville katastrofen aldrig være sket. Så let kan det være at manipulere med virkeligheden.

Fra starten kom følelserne på hård prøve
Vi skulle jo hjem på et tidspunkt og som hurtig erstatning for den forliste færg, blev der ekstraordinært indsat en nedslidt maskine fra 1950’erne, som burde være udrangeret forlængst. Vi  fik at vide, at der var tale om det ene af en snes fly som Estland angiveligt havde fået forærede af den store russiske flyselskab Aeroflot – i stedet for at sende dem til skrot,

Estlands nye nationale flyselskab Estonian Air havde på det tidspunkt ikke råd til de store transport- investeringer. Slet ikke i fly, som skulle stå standby.
Husker at vi efter en halv times flyvning hen over stedet katastrofestedet, der hvor Østersøen mødet Den Bosniske Bugt, kunne vi nede på det oprørte hav se nogle gyngende små pletter under svævende helikoptere. Pletterne var redningsbåde som stadig arbejdede. Et chokerende syn fra det bumlende fly.

Efter at være landet i god behold i en mindre lufthavn, ventede vi på udkald i Arlanda-lufthavnen – det var dér jeg øje på en farverig delikat plakat, som i charmerende vendinger fortalte om glæden ved at sejle med det moderne M/S Estonia. Samt et billede af en bugnende buffet med overskriften: Alt godt fra havet.
Dét syn og den tekst glemmer jeg aldrig.

Nogle jubilæer er mere festlige end andre. For godt 25 år siden fik jeg en lille bog som fortalte om enhver detalje ombord på superfærgen Estonia, det lille genfundne lands maritime stolthed, som skulle have bragt mig og nogle kolleger til Estland, hvor en række estere skulle fortælle os om deres nye lysere og optimistiske hverdag.

Alle flag var på halv stang
Tilbage til Tallin også kaldet “dannebrogs-byen”, som var præget af estiske blå-sorte-hvide flag som alle var på halv.

Tallinn var lammet, stemningen afdæmpet.

Nogle borgere fortalte, at alle. byen kendte nogle som havde været ombord. Men de kendte ikke deres skæbne. Stort set hele færgens mandskab var fra Tallinn. Mange estiske passagerer som var ombord, havde været på mini-ferie i Stockholm.

Det blev et underligt møde med en by og et land, som netop i dén periode forsøgte at finde lykken over, at være sluppet fri for den sovjettiske svøbe.
Mange estere fortalte, at de var i tvivl om, hvad den såkaldte frihed ville føre til i dagligdagen.

Det sker jeg skimmer Tallinn-reportagen, som jeg skrev til Stiftstidende. Hver gang funderer jeg i mit stille sind, over, “hvor uheldig man kan være og hvor tilfældigt det er, at jeg er her endnu”. Verden er underfundig. 

Årsagen til forliset er stadig en gåde
Trods adskillige videnskabelige undersøgelser, er årsagen til det tragiske forlis for over 25 år siden, stadig ikke fundet.

Når man (eller værftet) udlukker “tekniske årsager”, så har mange ubesvarede spørgsmål gennem årene givet grobund for konspirationsteorier – blandt andet, at der skulle være udløst en sprængning ombord.
Der dukker stadig konspirationsteorier om årsagen op.

Havari-kommissionens rapport fokuserer ikke alene på spørgsmålet om, hvorfor færgen sank- men også sank så hurtigt.
Flere teorier munder ud ubekræftede rygter om, at færgen var lastet med narkotika eller beriget uran, som så har forårsaget et attentat.

“Jeg føler mig overbevist om, at årsagen til alle tider, vil stå hen i det uvisse”.

John Borgkilde

Related Posts

  Den surrealistiske historie udspillede sig den 9. november 1989 i Berlin: Det havde ulmet længe...

Mandag den 2. januar 1967 var en underlig dag. Den meget tidlige morgenstund, tog jeg søvndrukken...

Allerede tidligt 1960’erne ville jeg umoden og jubel-optimist som jeg var, prøve meget og vove det...