By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

I fem årtier splittede Thomas B. Thriges Gade såvel det centrale Odense som tusinder af odenseanere.
Det tog syv år at planlægge gennembrudsgaden og 11 år at bygge den. Det var kun et år mere end Lillebæltsbroen.

Trafiktragedien “Vi bygger en vej” om Thomas B. Thriges Gade opføres nu på Odense Teater (premiere torsdag 5.  maj). Teatret præsenterer forestillingen som “en underholdende komedie om byen Odense og en vej, som nu er lukket. En dejlig historie om, hvordan vi mennesker gang på gang forsøger at kigge ind i fremtiden og forudsige, hvad der vil ske. Med større eller mindre held. Vi bygger en vej er en ny komedie skrevet af dramatiker Heinrich Christensen frit efter den virkelige historie om Thomas B. Thriges Gade.

Et af de sidste billeder af gennembrudsgaden og Lotzes Have – begge er nu nedlagt. Gaden var opkaldt efter  fabrikant og mæcen Thomas B. Thrige, som anlagde Fyns største fabrik på den del af gaden, som stadig eksisterer. Også haven t.h “var engang” og også Lotze var stor mæcén – bl.a. for H.C. Andersen. Fotograf: Ukendt

Den fejlslagne prognose 
For præcist 70 år siden besluttede et enigt byråd med borgmester Ignatius Vilhelm Werner (S) i spidsen, at anlægge en firesporet gade fluks gennem Odenses centrale bykerne.
Men arbejdet med det landskendte gadegennembrud blev ikke sat igang med det samme. Der blev snakket meget og lagt planer i rådhusets korridorer.

En fejlslagen prognose fra 1950’erne om stigende tung trafik mod havnen, var tilsyneladende årsag til, at politikere, topembedsmænd og byplanrådgivere, blev enige om at anlægge gaden, ifølge notater fra dengang, var det for at skåne midtbyens historiske gader og stræder for at blive ramponeret af store lastvognstog.
Efter beregningerne skulle den tunge transport udvikle sig mod virksomheder omkring havnen, som Thrige-Titan og Odense Stålskibsværft og flere mindre arbejdspladser.

Forskernes spådom kiksede
Allerede da gaden i to tempi i starten af 70’erne stod klar til tage imod store og små lastvogntog, viste det sig relativt hurtigt, at trafikken slet ikke kom op på det niveau, som det forskerne spåede – og som var sagen til at hele bydele blev nedlagt og gaden anlagt

Havnen fik aldrig den betydning for transport, import og erhvervslivet som spået i forudsigelserne.
Det politiske grundlag vaklede ret hurtigt efter åbningen den gade, som i godt et halvt hundrede år adskilte byens historiske H.C. Andersen-kvarter fra resten af den centrale bykernen med Rådhuset, Fisketorvet, Vestergade og Nørregade. I årtier forsøgte skiftende politikere, især op mod valgene at fortie virkeligheden.

To kilometer gadegennembrud
Flere boligejendomme og virksomheder bag Nørregade måtte lade livet og det historiske Nørrebro-kvarter – byens pulserende havnekvarter – på den anden side af jernbanen, blev stort set udslettet – ene og alene for at give plads til det knap to kilometer gadegennembrud.
– fra Benedikts Plads og Albanigade, forbi Overgade og Nørregade til Buchwaldsgade og det dengang pulserende havneområde. I dag er der fire matrikler tilbage af det maltrakterede Nørrebro.

Sådan tager den centrale del af den “gamle” Thomas B. Thriges Gade sig ud i fugleperspektiv – t.v. H.C. Andersen Haven. Græs-  plænen i midten er lagt på letbanen og er rekreativt område. 

I årevis vendte politikerne det døve øre og blinde øje til kritikerne og i maj 1959 satte de projekteringen igang. I juni 1963 blev første etape under festivitas åbnet for trafik – bl.a. med en tunnel under jernbanen og gadeudfletning til Østre Stationsvej.

Hele gaden fra havnen til Albanigade er opkaldt efter en af byens mest fremsynede iværksættere og erhvervsfolk, Thomas B. Thrige. Gade stod klar til at modtage den bilende trafik i 1970. Først og fremmet privatbilismen, men slet ikke den lastbiltrafik – i det omfang  som var forudset i 1950’ernes prognoser.

Fra stor dansk by til dansk storby
Allerede dengang lancerede ambitiøse politikere storby-begrebet og mange år senere forsøgte smarte reklame-folk at iscenesætte slogans som “fra stor dansk by til dansk storby” på bestilling af kommunen. Uanset byens ringe størrelse, set med europæiske briller, så gør en motorgade det ikke alene. Måske derfor det forfejlede slogan aldrig er slået igennem.

Allerede midt i 1970’erne, efterhånden som de lokale nyhedsmedier udviklede sig, blev kritikerne af “motorgaden” mere og mere aktive. Især en gruppe indflydelsesrige borgere var på barrikaderne, for at få lukket gaden efterhånden som det blev slået fast, at tung-trafik-prognosen fra 50’erne var ramt helt ved siden af virkeligheden. Gruppen som ikke fik deres seriøse argumenter igennem hos de ansvarlige politikere, dannede grundlaget til Byforening Odense, som den dag idag lever i bedste velgående – med indretningsarkitekt Sharon Fisher som formand.

Op gennem 1990’erne og i starten af nullerne blev presset på politikerne så stærkt, at byrådet i 2008 vedtog at lukke gaden fra Østre Stationsvej til Albanigade og i stedet rejse en bilfri bydel og dertil hørende underjordisk parkering til over tusinde biler.

Fem eller seks gange er letbanens åbning udsat, så derfor bruger såvel gående som cyklister letbane-arealet som populære smutveje. Dog ikke når de forstyrres af testkørsel. Foto: John Borgkilde

Lukning faldt sammen med letbanen
Den historiske byforvandling faldt tilfældigvis sammen med anlæggelsen af landets anden letbane-strækning. I 2008, samme år som byrådet vedtog at lukke Thomas B. Thriges Gade, lancerede nu afdøde borgmester Jan Boye (K) idéen om bygge en letbane. Kort tid efter begyndte kommunen og Region Syddanmark at arbejde med projektet og fik byrådets opbakning. I 2017, begyndte etableringen af letbanebyggeriets 14,5 kilometer sporareal – fra Tarup Center via Rosengårdcenter til Syddansk Universitet og det nye supersygehus. Nu fem år efter første spadestik kører arbejdet ikke efter køreplanen. Sporarealerne beplantes, togsættene testes og den officielle åbning er udsat flere gange.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget – heller ikke, hvad angår letbanen. Det har vist sig så heldigt, at det færdige sporareal er en populær vandre- og cykelsti. Den fynske jernbanehistorie fortæller typisk, at fodgængere og cyklister først tager et baneanlæg i brug, når det sidste tog er kørt i remise og sporene taget af. Her er det lige omvendt – sporene skræmmer ikke.

Der er sikkert læsere som vil spørge, hvorfor i alverden bloggen er begyndt at bladre i de historiske kapitler om Thomas B. Thriges Gade.

Farce eller tragedie – ren teater
I de forgangne 70 år har gaden og letbanen, hver for sig skabt furore blandt såvel byens borgerne som i medierne og hos meningsdannerne. Mellem år og dag har såvel den offentlige som i den politiske debat kaldt processen alt fra en farce til en tragedie – og ren teater.

Her kommer vi så til selve meningen med årsagen til at bloggen helt ekstraordinært bringer denne artikel. Et emne bloggen normalt ikke kunne finde på at beskæftige sig med. Vel er artiklens historiske tilbageblik en reminder til de læsere som vil have opdateret deres viden om den uskønne gade, som rent mentalt delte bymidten. Hvad vigtigere er, så er forfatterens mening med artiklen også ment som appetitvækker til komedien “Vi bygger en vej…” som fra 5. til 28. maj spilles på Odense Teater. En med spænding imødeset forestilling, som runder teaterdirektør Jacob Schjødts første sæson af.

Mødet med dramatiker og scenograf
Skribentens kroniske nysgerrighed, som ikke er kureret med alderen, er en væsentlig årsag til et inspirerende møde og interview  med såvel scenograf og kostumier Lisbeth Burian og forfatteren, instruktøren og dramatikeren Heinrich Christensen. Selvfølgelig spurgte blog-skribenten, hvad de ville med denne utraditionelle forestilling – og hvad, vi odenseanere kan forvente os af  “Vi bygger en vej…”.

“I kan forvente en handlingsmættet forestilling med visuelle overraskelser”, siger scenografen Lisbeth Burian, der de seneste par år har gennemtrawlet det meste af bymidten, for at fordybe sig i de fysiske og historiske detaljer.

Foto fra den indledende fase med gadens udslettelse til opbyg-ning af letbanen. T.v. Lotzes Have med eventyrslot, som den var engang. Foto: Costom.

Henrich Christensen tilføjer, at idéen til forestillingen “Vi bygger en vej…” er Jacob Schjødts. Han vil lægge ud med en komedie som bemærker sig med genkendelige lokale elementer. Og jo mere jeg satte mig ind i gadens fantastiske historie, des mere blev jeg overvist om, at idéen er genial, historien uden sidestykke – og så skrev jeg manuskriptet”, fortæller Heinerich Christensen til bloggen..

Nye måder at skabe teater på
Inden den corona-ramte sæson 2021-2022 fortalte Jacob Schjødt til Fyens.dk, at han var svært tilfreds med at lægge ud med en sæson, som rammer bredt med helt klare bud på andre måder at lave teater på – både når det gælder indhold og form.

Jacob Schjødt har haft sin gang på Odense Teater, hvor han siden 2001 instruerede otte forestillinger og hvor han siden 2012 var en del af det faste dramaturgiat, som bl.a. rådgiver direktøren om udvælgelse af repertoire.
Så det var en relativt hjemmevant direktør, som fra dag ét gik rundt i kringelkrogene på sin nye arbejdsplads. Et historisk og magisk skuespilhus som åbnede tilbage i 1913.

Han kaldte det en satsning at præsentere to nyskrevne skuespil på Store Scene, for, som han tilføjede, så anede han selvfølgelig ikke, om publikum vil bakke op om dem.
“Jeg vælger dog at være tro mod min første indskydelse, for vil man lave forandringer, så skal man turde blæse tiltagene stort op i stedet for at smugle dem ind – og så stole på publikums nysgerrighed”, sagde han i et interview med fyens.dk

Lokalområdet sættes under mikroskop 
Med det tungt vejende ord satsning, hentydede Jacob Schjødt til  “Terror/is/me”, som med stor skuespilkunst, stærke effekter og fornem scenografi, markerede 20-året for terrorangrebet i New York og omvæltningerne angrebet førte med sig – og så med komedien “Vi bygger en vej”, der som nævnt er direktørens egen idé. “Her er der tale om noget så sjældent som borgernært teater, der sætter lokalområdet under mikroskop”, påpeger han.

“Selv om jeg altså har haft min gang i Odense i en snes tyve år, så er der meget af byens forhistorie jeg kender ret meget til, til gengæld har jeg ofte hørt sætningen, at “nu går der vist Odense i den igen” – og det har tit undret mig. Med tilflytterens nysgerrige blik, fortæller vi en af de historier, der indrammer byen og dens selvopfattelse – historien om Thomas B. Thriges Gades drastiske gadegennembrud, som i virkeligheden var en hyldest til 60’ernes privatbilisme – og vi spoler fast forward frem til 2022, hvor målet er “mennesker tilbage til byen” – og midlet er bl.a. letbanen”.

Wøllekærs betragtninger
Som et apropos til Thomas B. Thrige Gade, det kontroversielle kapitel af Odenses bys historie, som Odense Teater tager på plakaten, skriver stadsarkivar Johnny Wøllekær bl.a.: (uddrag af større artikel) “En bys vigtigste rolle er, at forny sig. Byen er ikke et museum, men et sted, som skal tilpasse sig den måde, vi tilen hver tid bor og lever på. (…) Hvis man kikke på Odenses historie, vil man opdage at byen hele tiden forandrer sig og skifter karakter. Det er derfor, at man kan finde på at indføre sporvogne før 1. verdenskrig – og så nedlægge sporvejsnettet 40 år senere, da det blev umoderne for den tid…”

Inspiration i fortiden 
Johnny Wøllekær forsætter sine byhistoriske betragtninger : “Det er også derfor, byen finder på at rive et gammelt kvarter i centrum ned – og anlægge en fire-sporet vej gennem kvarteret, fordi bilen på det tidspunkt, er symbolet på den moderne by. Og vigtigste er det,m at lære af sin fejl”.
Ifølge stadsarkivaren er den nuværende byomdannelse, med nye centrale boligkvarterer og letbane-strækninger,  et udtryk for en søgen efter inspiration i fortiden. Byrummene bliver fortættet med flere bygninger, (omkring Fisketorvet og Albani Torv, red.)  og de gamle pladser og roede genskabes (forlængelsen af Overgade, red.). Men det handler dog ikke om at genopfinde den gamle, historie by. Slet ikke…”.

“Letbanen er ikke kommet, fordi vi vil genskabe sporvognene . Vi har fået andre behov og nye måder at leve på, når det gælder transport rundt i byen. Med i processen hører også spørgsmålet om, hvordan byen kan undgå, at bilerne fylder så meget i byen”, slutter Wøllekær dette uddrag – han udtrykker store forventninger, til letbanens muligheder. Han tror, at letbanen vil være med til at binde byen sammen på en måde, byen har manglet i mange år”.

Sådan tog Thomas B. Thriges Gade sig ud kort tid efter åbningen i 1970. I midten nedkørslen under jernbane-viadukten – og til højre HCA- og Nørregade-kvarterets nye parkeringsanlæg langs gaden. Foto: Lånt af Stadsarkivet.

Historien ultra kort
ODENSES mest befærdede færdselsåre frem til 2014 var den firesporede vej Thomas B. Thriges Gade, som forbandt mídtbyens sydlige og nordlige del – en såkaldt “motorgade” som nærmest borede sig tværs gennem den centrale bykerne, som ikke særligt visionært blev delt i to. Nu er Fyns mest forhadte gade omdannet til en ny bydel med store ejendomme, som skaber et nyt byrum med underjordisk p-anlæg – i gadens længde.

DEN centrale del af gaden blev lukket i tre etaper, hvilket gik hårdt ud over handlen i Overgade-kvarteret. Den første del af gaden lukkede den 28. juni 2014, hvilket var en markant dag i Odenses historie. Til og med den dag kørte dagligt cirka 25.000 biler gennem gaden – fra Buchwaldsgade og Østre Stationsvej i nord og via Fisketorvet og Albani Torv til Albangade og Benediks Plads i syd.

ALBANIGADE er i dag identisk med byens nye letbane, med dobbeltspor lagt på midten af gaden. Ved Sct. Albani Kirke og Albani Kloster er der bygget en uskøn nedkørsel til p-kælderen som har plads til 1000 biler. Byens mest omtalte gade er iøvrigt opkaldt efter en af byens store mæcener, fabrikanten Thomas B. Thrige, som byggede Odenses største og mest produktive fabrik, som i starten af 1900-tallet var byens største arbejdsplads.

 

 

Related Posts

Da Lars Arvad for godt en halv snes år siden stod og manglede et topnavn til en af sine første...

For et par år siden overtog Rasmus Ullehus driften af legendariske Lørup’s Vinstue på Sortebrødre...

Jeg husker den så tydelig, den stille middagsstund i starten af november 2006, da jeg kom gående på...

Leave a Reply