By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

“Hold nu op. Det er jo vanvittigt. Jeg er nomineret til en Reumert og så for en rigtig teaterrolle. Jeg havde virkelig aldrig troet, jeg ville komme i betragtning. Jeg er vildt glad og meget stolt…

Sådan lød det spontant og nærmest ydmygt, da Lone Rødbroe i en kort pause under de afsluttende prøver til Odense Sommerrevy tjekkede Facebook. Det var her, hun så nyheden om sin egen Reumert-nominering. Hun måtte eftertjekke opslaget – og jo, nyheden var god nok.

Resten af prøvedagen svævede Lone Rødbroe nærmest som en Mary Poppins let og yndefuldt hen over landets bredeste revyscene – i teltet på Engen.

“Der er altså nogen, der ser mig som “rigtig skuespiller” i en såkaldt seriøs teaterrolle, det er da fantastisk”, lyder det en smule overrasket. “Nu ved jeg altså, jeg kan andet end at spille revy, som jeg elsker – det er dejligt at vide. Og hvem ved iøvrigt om nomineringen kan kaste en såkaldt seriøs rolle af sig. Ikke fordi jeg mangler noget at lave, det gør jeg nemlig ikke, men mere fordi det vil være spændende… men nu handler det altså 100 procent om revyen i Odense “, fortæller Lone Rødbroe, som er nomineret i kategorien “Årets Kvindelige Ensemblerolle” for rollen som amme i Shakespeares ”Romeo og Julie”, det evigaktuelle kærlighedsdrama fra 1595.

“Det som at være medlem af én stor revy-familie”, fortæller Lone Rødbroe, sommer-revyens nye navn. Foto: John Borgkilde.

Hun fik flere anmelderroser efter premieren på klassikeren, som blev opført på Vendsyssel Teater i september 2021. “Lone Rødbroe er heller ikke til at stå for” skrev Børsens anmelder Lars Wallenberg bl.a. om hendes spil. Og på www.kulturen.nu fremhævede anmelder Bent Stenbakken hendes spil for sin djærve facon.
Det var samtidigt med, at sommerrevyen for en stund var eksporteret til Ålborg, hvor gik så godt, at revyen vender tilbage i september.

Smuk buket roser fra chefen
“Og jo, som skuespiller fascinerer det mig at spille både Shakespeare og den gode revy – bare ikke samtidigt”, lyder det fra den lattermilde nordjyde, som langt væk fra Shakespeare, nu får latteren til at gjalde i sin 32. revy-forestilling – sommerrevyen i Fruens Bøge, som er hendes første øst for Lillebælt.

Lone Rødbroes kollega og chef Lars Arvad er ikke sen med at slå fast, at “Reumert-nomineringen er en fortjent anerkendelse af hendes seriøse og knaldhårde arbejde med sine opgaver. Selv om der kunstnerisk synes langt fra Shakespeare til vores muntre udspil i teltet, så handler begge dele om, at forstå genren og beherske sit talent på en intelligent måde. Det gør Lone, som tilmed fremstår som et klogt menneske, der som skuespiller kender sine virkemidler på en scene og bruger dem til perfektion. Samtidigt er hun et fint og sart menneske, der udviser empati for sine kolleger – som den skide gode kammerat, hun er”.

Lone Rødbroe kender revyens sjæl

2022-holdet med glade sommersmil – og den nye høne i kurven.

Lars Arvad tilføjer, at han både han se, mærke og høre, at Lone kender genrens sjæl og univers. Det kan lyde som en billig kliché, men jeg har haft et god øje til Lone i flere år, sådan rent revymæssigt. Jeg ville have Lone ind i folden. Og det er hun heldigvis kommet nu”.
“Uanset, hvad Lone arbejder med, så giver hun sig fuldt ud med energi og et imponerende engagement og smittende livsglæde”.
“Hun har den dér fanden-i-voldske tilgang, som gør, at hun bevæger sig den ekstra meter helt ud til teltdugen, som hun aften efter aften får til at blafre. Hun klær’ allerede sommerrevyen”.

———————————————————————————————————————————

Lone Rødbroe, 53, uddannet i dramaturgi ved Aarhus Universitet i 1993. Hun, som stammer fra Ålborg og Vendsyssel, har omfattende revyerfaring fra Ganløse Revyen, Hjørring-Revyen, Randers Sommer Revy, Vejle Revyen, Århus Revyen og Aalborg Vinterrevy – og Odense Sommerrevy. I Sønderborg er det blevet til 14 somre. I 2014 blev hun kåret som “Årets Kvindelige Revykunstner”. Hun har teater- og tv-erfaring fra bl.a. tv-serien ‘Norskov’ og spillefilmen ‘Klumpfisken’. Efter sin personlige succes i “Romeo og Julie” i efteråret 2021 medvirkede spillede hun Elin i ”Motionisterne”. Hun har også gjort sig bemærket i ”Ain’t Misbehavin” og ”I fornuftens land” og Vendsyssel Teater røber, at hun vender tilbage i 2023 – så er hun hjemme igen. I 2019 blev hun nomineret til en Reumert for sin indsats i julekomedien “Turisterne” – og for et par år siden dukkede den rødblonde nordjyde op i spillefilmen “Klumpfisken”. Desuden har hun medvirket i de tre tv-serier “Norskov”, “Fred til lands” og især i “Ulven kommer” fra 2020. Hun er en velkendt profil i flere opsætninger på Randers Egnsteater, hvor hun bl.a. nød anmeldersucces som Janni Knudsen i “Bryllupsfesten”.
Lone Rødbroe, som har tre voksne børn, bor i  Åbyhøj ved Aarhus med sin med musiker og skuespiller Bjørn Bønne Christensen. Hendes bror, Lars Rødbroe, har i nogle år været teknisk chef i Sønderborg Sommer Revy.

——————————————————————————————————————————–

Revyen fortæller, hvor vi er lige nu
“Hvad angår den umiddelbare forskel på teatret og revyen er helt sikkert tempoet, ligesom jeg mener, at revyen gennem sine tekster er god til fortælle, hvor vi er lige nu”, funderer Lone Rødbroe. “Det fascinerende ved at spille revy er, at den kræver masser af energi. Jeg er begyndt at spille helt igennem, den får ikke for lidt… og du kan tro, jeg kan mærke det efter tæppefald og det er faktisk en rar fornemmelse”.

Hun lægger ikke skjul på, hvor lykkelig hun er, over, at få lov til at prøve hele skuespiller-paletten – film, teater og revyen. Og at hun, som hun udtrykker det, nu er havnet i Odenses sommerrevy, hvor dagens ret er den pikante sketch og dertil en god portion grimasser, komik, satire og skønne sange.

Lone Rødbroe er begavet med mange smukke buketter anmelder-roser.

Her er ingen sure pedeller
“Sikke’ foretagende den revy er. Et fantastisk telt, setup og et dejligt hold – både på og bag scenen. Her er der ingen sure pedeller, men vi er som en stor revyfamilie. Det gælder også ildsjælene, mange af dem frivillige, der dukker op overalt med hver sine opgaver. Alle hilser, ligegyldigt hvor og hvornår, vi mødes – så føler man sig velkommen i de for mig nye omgivelser. Her er det svært ikke at være glad”.
“Odense er en dejlig by, som for en jyde som mig, kan være lidt svær at rode rundt. Men jeg er da kommet herud hver dag”, fortæller Lone Rødbroe, som revyen har indlogeret på Hotel Odeon, hvorfra hun kan kaste et forventningsfuldt blik hen til naboen, koncert- og teaterhuset Odeon, hvor hun er med i den prestigefyldte  “Årets Reumert”-ceremoni, søndag den 12. juni.

 

Related Posts

Nede bag disken, der bugner af alting, sidder Lars Peder Marcussen og nyder en stille kop nymalet...

Da singer-songwriter Jan Olsen for et par år siden, efter en længere pause ovenpå en svær...

INSTRUKTØREN OPTRÆDER PÅ SCENEN Odense Sommerrevys fyrige energibundt Vicki Berlin skal i dagene...

Leave a Reply