By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

H.C. Andersen Festspillenes formand Rune Kallager fortæller tit og ofte, at uden sponsorer, velgørere og gode venners loyale støtte, så vil det være umuligt at drive en kultur-institution som festspillene, der hver sommer siden 1965 har opført eventyrteater på Den Fynske Landsbys smukke amfiscene, som samler omkring 20.000 tilskuere per sæson. Og det sker igen denne sommer med premiere på “Hyrdinden og Skorstensfejeren” onsdag den 13. juli.

En af sponsorerne som formanden hentyder til, er Fynske Bank, eller rettere ”Fonden for Fynske Bank”.

“Enhver forening eller institution inden for idræt og kultur, kan komme i betragtning til en uddeling”, fortæller filialdirektør i Odense, Michael Sabro-Lippert.

Da han som ansvarlig for uddelingerne kikkede 2022-ansøgningerne igennem, stoppede han op ved ansøgningen fra H.C. Andersen Festspillene. Her hæftede han sig ikke ved det ønskede beløb, for det var til at overse, men derimod ved ”formålet”. Altså hvad foreningen ønskede at bruge en donation til. ”Sko til skuespillerne” stod der kort og godt i ansøgningen.

Aldrig støttet køb af fodtøj
”Vi har støttet mange foreninger, men vi har såvidt vides aldrig sponseret indkøb af sko. Men efter en opklarende samtale med Rune (Kallager, red), blev jeg klogere på de ønskede fodtøj”, forklarer Michael Sabro-Lippert med et smil.

“At der så i virkeligheden er tale om små støvler eller støvletter om man vil, betyder ikke så meget. Bare de skaber lykke – og det har donationen gjort, fortæller formanden Rune Kallager, der på vegne af foreningen modtog den store check på 16.000 kroner, så de 48 medvirkende børn og unge bogstaveligt talt kan blive solidt gående i ”Hyrdinden og skorstensfejeren”, der har premiere den 13. juli.

Gamle H.C. Andersen havde sikkert kaldt det pågældende fodtøj for galocher, som han selv yndede at gå med.
”Uanset hvor jeg er på mine rejser, så går jeg meget og langt, og galochen er som født fodtøj på mine fødder”, skal digteren have sagt – og skrevet. Vel vidende, at Andersen var ganske langbenet, og derfor tog lange skridt og havde store fødder, faktisk så store, at han brugte skostørrelse 47, hvilket var flere numre over den gennemsnitlige mands størrelse. Derfor fik han dem specialfremstillet.

Lykkens galocher
Så begejstret var digteren for sine galocher, at de inspirerede ham til at skrive det skønne eventyr ”Lykkens galocher”, som i virkeligheden er en række fortællinger om menneskets jagt på lykken.

Festspillenes formand Rune Kallager bedst t.h. med den fine check som filialdirektør Michael Sabro-Lippert kom med. Her er d’herrer omringet af charmerende HCA-spillere. Foto: Anders Geertsen Wiuff

I eventyret lader fantasifulde Andersen lykkens fe bringe et par galocher til menneskenes verden.
Tager man galocherne på kan man ønske sig til ethvert sted og enhver tid. Lykkens fe siger, at de vil bringe mere lykke til verden. Sorgens fe betvivler dog dette.

Gennem eventyret følger man flere identiteter, der prøver nye galocher udelukkende for at finde lykken. Imidlertid viser det sig, at ingen af dem finder den lykke de søger og vælger derfor, at stille dem væk igen.

Som knægt havde Hans Christian set sin far, der var såkaldt friskomager, reparere hundredvis af sko, støvler og galocher. Hans far, som havde værksted i et hjørne af deres lille lejlighed, døde allerede, da sønnen var elleve.

Vi finder fin symbolik i festspillene, som søgte lykken i Fonden for Fynske Bank, primært for at få støtte til indkøb af 6o par sko, som der stod skrevet i ansøgningen. Årsagen til den særlige ansøgning, var i nal sin enkelthed ønsket om. at de små skuespillere bruger autentisk fodtøj, som en del af deres originale kostymer, som systueholdet igen i år kreerer under kyndig ledelse af kostumier Vibeke Valeur.

Kulturhistorisk begivenhed
“Det er vigtigt for os som fond, at vi med små eller større donationer, kan være med til at gøre en forskel i kulturlivet, og det gør vi i høj grad i dette traditionsrige HCA-festspil. Så sent som i sommeren 2020 overrakte jeg den store ”Fondens Pris” på 100.000 kroner til H.C. Andersen Festspillene, personificeret Rune Kallager, som i 13 år har været en initiativrig   formand for foreningen bag festspillene. Helt efter bogen overdrog han derefter donationen til HCA-festspillenes drift”, fortæller Michael Sabro-Lippert.

“Derved er vi med til at bevare en kultur- og turistattraktion, som hver år i flere måneder beskæftiger meget aktive frivillige i alle aldre. Et teamwork som kulminerer med en teater-forestilling, hvor et halvt hundrede medvirkende børn og unge bobler af talent og spillelyst”.

Nykomponeret musik
 H.C. Andersen Festspillene opfører fra 13. juli til 3. august “Hyrdinden og skorstensfejeren”. Orkesterleder Julie Strange har komponeret helt ny musik, som igen i år spilles live af et børne- og ungdomsorkester. Derfor ligner årets forestilling ikke helt de foregående udgaver af  “Hyrdinden og skorstensfejeren”.
Carsten Friis har endnu en gang, og nærmest som en selvfølge, taget sig af instruktionen, hvilket med 48 dybt engagerede børn og unge kræver en solid gang Friis-pædagogik, et imponerende overblik – og en sublim indlevelse i det H.C. Andersenske univers.

 

 

 

 

 

Related Posts

50 år er uden sidestykke i den benhårde branche. Men hvordan var det nu, historien om revy-legenden...

Det lille gårdrum bag det originale gule hjørnehus, også kaldet fødehjemmet og H.C. Andersens Hus...

Samtidigt med, at Lise Haavik så Melodi Grand Prix i fjernsynet, dukkede der et væld af festlige og...

Leave a Reply