By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Så længe jeg lever, så længe mit hjerte slårSå længe vil jeg elske dig…

Brian Arnold, forsanger i hyldestorkestret ”John Mogensen Tribute” arrangerer sammen med resten af bandet samt party-duoen ”To kolde fra kassen” og Musikhuset Posten en støttekoncert, hvor entréindtægten ubeskåret tilfalder kræftambulatoriet på H.C. Andersen Børne- og ungehospital – på Odense Universitets Hospital.

“Vi har haft en travl sommer med mange koncerter rundt i landet”, fortæller Brian Arnold og retter lidt på skægget, der til forveksling ligner det som var en del af John Mogensens image frem til sangerens død i 1977 – på grund af hjertestop. Men hans fantastiske bagkatalog lever i bedste velgående.

“John Mogensen Tribute” fra venstre Hjalte Meier Bové, Frank ”Bas” Petersen, Brian Arnold og Jannik Vibæk. Privatfoto.

“Vi har haft så mange dejlige oplevelser på spillesteder og forsamlingshuse rundt i landet og vi har fået så meget kærlighed og positiv respons fra vores publikum, at vi mener, denne koncert er vores måde at give tilbage på – måske til vore gamle fans eller til et helt nyt publikum”, påpeger Brian Arnold og minder om, at når vi er på landevejen, så spiller, synger, griner og skåler vi og har det rart. Især når vi kan se og høre, at publikum har haft en god oplevelse.”

Ikke sjov og ballede det hele
“Vores mission, at ta’ ud og gøre publikum glade, så de måske glemmer hverdagens problemer – som der er nok af. Ganske som Kim Larsen sang; “Det er en kold tid, vi lever i…”. Også dengang. Kim var genial. Nu er det så, at vi forsøger, at få publikum til at genopfriske en række, at de gode gamle danske popsange”.

“Det er dog ikke sjov og ballade og dans på bordene det hele. For selvfølgelig dukker der også noget alvorssnak op på sådan en tur, om stort og småt i dagligdagen. Gjorde vi ikke det, så ville landevejen ikke være til at holde ud”, forklarer Brian Arnold bakket op af pianisten Jannik Vibæk, bassisten Frank “Bas” Petersen og trommeslageren Hjalte Meier Bové.
De fortæller om den sene aftenstund, hvor de efter en fed koncert i det mørke Jylland, pludselig begyndte at tale om børn og unge med cancer, og om deres familie som føler sig magtesløse i en forfærdelig tid fyldt med uvished.

Vi må kunne gøre noget
Da var det, at de fire fynske musikere spurgte hinanden, om de kunne gøre en forskel i kampen mod den barske sygdom, og efter et par natbajere blev de enige om, at “gøre noget”, og da var det tanken om en støttekoncert blev født – ud fra mange bække små-mottoet.

Kort tid efter kontaktede de “Kræftambulatoriet på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital” og derefter ledelsen på Musikhuset Posten og derpå deres musikalske venner “To Kolde fra Kassen”, Morten Larsen og Jan Gedde Sejdelin. Svarene fra OUH og Posten var positive og de så frem til et seriøst samarbejde i den gode sags tjeneste.

Vi har alt klappet og klart. Støttekoncerten foregår på Musikhuset Posten, tirsdag 25. oktober.
Klokken kl. 19 lægger party-duoen “To kolde fra kassen” ud med glad, gedigen og gang i den musik – så der bliver få fut i fejemøget fra starten.

“Vi fik et generøst tilbud og meget kort betænkningstid, så vi sagde ja på stedet”, fortæller Morten Larsen, som er stolt over, at være en del af  et så vigtigt projekt. “Vi håber, at rigtigt mange dukker op og får nogle hyggelig timer sammen med os”

Efter de to kolde fra kassen, overtager Brian Arnold og hans tribute-band scenen, for at levere en festlig hyldest til John Mogensen, der i 60’erne og 70’erne skænkede os ørehængere som: Så længe jeg lever, Der er noget galt i Danmark, Karl-Herman og jeg, To men’sker på en strand, Nina kære Nina, Sidder på et værtshus, Nede i møget, Erik Oluf Andersen, Karl & Ann-Cathrin’, Livet er kort, Ensomhedens Gade nr. 9 og alle de andre, som det meste af familien Danmark stadig kan synge med på.

Svært ved at løsrive sig fra rollen
For to-tre år siden fik Brian Arnold en voldsom mental nedtur, da det bogstaveligt talt var umuligt for ham, at løsrive sig fra sin John Mogensen-rolle, der forfulgte ham såvel på scenen som i orkestret “Danmarks John”, på arbejdet, i fritiden og privat. Han var nærmest besat af John Mogensen-figuren. Det blev en barsk kamp om, at frigøre sig – og han fik stor hjælp udefra for at slippe tøjlerne.

Helt sige farvel til John Mogensen kunne han ikke. Nu optræder Brian Arnold på et helt andet niveau, hvor det stadig handler om “Lørdag, søndag ska’ de ud og træde op”, som John sang.

“Jeg har fundet en fin balance med musikken og optræden – og så lader jeg figuren John Mogensen forblive en armslængde fra kroppen. Nærmere må han ikke komme og det gør han heller ikke”, forklarer en afklaret Brian Arnold og tilføjer, at han er den yngste i bandet.
“Derfor er der er en helt anden slags hygge og ro på, som jeg savnede i de første tre udgaver og så bliver det jo ikke ringere af, at musikerne ikke alene er dejlige mennesker som har det godt med hinanden – og som er særdeles godt samspillet fra andre musikalske sammenhænge. Det er mit held, der er så dygtige”.

Brian Arnold overvandt sit livs krise og er tilbage i det miljø, han elsker så højt. Foto: John Borgkilde.

Alle kender nogle som kender nogle som kæmper med sygdommen
Nu gælder det så støttekoncerten, som vi alle ser frem til.
“Alle kender jo nogle, som kender nogle, som kæmper med sygdommen – og som har oplevet lynet slå ned fra en klar himmel. Vi har valgt at arrangere denne støttekoncert i stedet for bare at tale om det og kikke på – udefra. Med mange gode menneskers hjælp, gør vi alt der står i vores magt, for at indsamle midler til Kræftambulatoriet på H.C. Andersen Børne- og ungehospital, hvor der gøres en kæmpe indsats”.

“Vi håber og tror, at de penge vi forhåbentligt indsamler, kan gøre livet bare en smule lysere for de ramte børn, de unge og deres familier. Det er meget vigtigt for os”, fortæller Brian Arnold, der siden 2014 har optrådt med sit forbillede John Mogensen “som hovedperson”. Først nogle år som forsanger i “Danmarks John”, inden han måtte holde en pause.

Publikum får mulighed  for at synge med på de kendte hits, men kommer også til at lytte til anekdoter om John Mogensens alt for korte, men turbulente liv, op og nedture og ikke mindst om de udødelige sange.

“Trods triste undertoner, vil vi skabe en festlig aften med stemning og livsglæde, hvor publikum både får serveret to kolde fra kassen og fut i fejemøget. For hver billet vi sælger, stiger beløbet, som doneres til børne- og ungehospitalet. Vi i al sin enkelthed, nogle musikglade venner, som sammen med Posten er stolte over, at vi kan gennemføre dette arrangement”.

Related Posts

Selv om det efterhånden er 76 år siden, at 2. verdenskrig sluttede, så er der ingen ende på...

Da Anders W. Berthelsen for nylig kom på kaffe-visit her i privaten, havde han taget en lille koket...

Leave a Reply