By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Odensebogen 2023 er ved denne tid, traditionen tro, klar til at blive præsenteret for abonnenenter og andre interesserede ved en festlighed, som foregår i Odense Koncerthus på søndag 27. november klokken 14.
Også traditionen tro, suppleres præsentationen af flere former for underholdning, bl.a. af sangeren og komponisten Jørgen Olsen som er den ene halvdel af Brd. Olsen, der vandt Det Internationale Melodi Grand Prix i 2000 med “Fly on tre Wings of Love” (Smuk som et stjerneskud). En vinder som første år solgte tre en halv million albums og halvanden million singler.

Eventyret om Brd. Olsen begyndte i en lejlighed på Stadionvej 44 i Bolbro, over for stadion, og siden på Hjallesevej. I bogen fortæller Jørgen Olsen muntert sin erindringer fra 1950’ernes i Odense. “Jeg kom til verden på fødeklinikken i Albanigade, og det kan sagtens være årsag til at, når det er muligt, så nyder jeg en Odense Pilsner”.
Det var i Odense kimen til brødrenes musikalske talent og globale ry blev lagt. Det gælder også Jørgen Olsens passion for smukke biler, som er en lidenskab han arvede fra sin far, som blev chef for importen af Austin-biler i Danmark. Defor flyttede familien til København. Jørgen Olsen fortæller åbenhjertig om, hvordan broderen Noller (Niels Olsen) var moderens kæledægge og at Jørgen kunne føle sig overset i familien”.

Barndoms- og ungdomserindringer
Odensebogen kommer sædvanligvis vidt omkring i de 11 artikler. Redaktør Johnny Wøllekær fortæller, at den bl.a. byder på helt andre, men ikke mindre spændende barndoms- og ungdomserindringer – helt tilbage fra omkring år 1900. Beskrevet af Johanne Duch, som er forfatteren Mich Vraa’s mormor. Vrå bruger hendes erindringer som baggrundsmateriale til slægtsromanen Vaniljehuset, der udspiller sig i hjembyen Odense.

Det er historien om ambitioner om svigt og den svære kunst at stræbe efter de rigtige mål i livet. Apropos fortællende billeder, så prydes forsiden af bogen Vaniljehuset af et farvebelagt billede fra Nørregade med Oluf Bagers Mødrene Gård i baggrunden.

Journalisten Mich Vraa, uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1979, arbejdede i flere år på Ekstra Bladets Odense-redaktion i Vestergade. Allerede i 1982 debuterede han som forfatter med spændingsromanen Papegøjejagt. Han valgte efter 16 år at indstille sin journalist-karrieren for at hellige sig arbejdet som forfatter og oversætter på fuld tid. Han har siden oversat over 1.000 bøger, bl.a. af Jonathan Franzen, John Williams, Anthony Doerr, Don Delillo og Nick Cave. I 2014 modtog han Dansk Oversætterforbunds Ærespris.
Han har også selv skrevet over 25 bøger, f.eks,. Vaniliehuset, hvor virkelighedens Dusinius hed Lauritz Dusinius Duch og havde Lauritz Duchs Kemiske Fabrik i Odense, hvor han ud over import af krydderier, også producerede og solgte rengøringsartikler.

————————————————————————————————————————————————————————-

MORGENPOSTENs forside, hvor stjernebrødrene er ved at klæde glad fynsk sommerpige af eller på. En kiosk-basker er hjemme.

Carsten Reenbergs fotocollage fra MORGENPOSTEN/Fyens Stiftstidende, søndag 24. juni 1973. Billeder fortæller historie.

Den glade sommerglæde lyste op på MORGENPOSTEN /Fyens Stiftstidendes forside t.v. og på side 12 i søndagsudgaven 24. juni 1973. Denne høj-sommerdag blev avisen bogstaveligt talt solgt på det enkelte slogan “Glad sommer” og billeder med friske fynske sommer-smil og seje reklame t-shirts blev rundhåndet uddelt i bymidten af stjernerne Jørgen og Noller Olsen alias Brd. Olsen, som det år havde kæmpe salgssucces med de to studiealbums “For What We Are” og “For the Children of the World”. Som de kan ses, så gik brødrene minsandten gik ind for en glad sommer.

Skatterne bliver ved at stige, priserne fortsætter himmelflugten, politikerne kan være nok så umulige – men vi har heldigvis ikke glemt at smile….  (velvalgte ord som kunne være skrevet i år men de er kreeret i 1973)  proklamerede avisens unge journalist Torben Andersen i sin tekst til fotograf Carsten Reenbergs fotomontage med hippie-kendisserne, som et halvt års tid  forinden havde haft hovedrollerne i musical-succesen Hair, der spillede seks gange for fulde huse i Fyens Forum – med halv- og helnøgne unge kvinder på rollelisten – blandt andre sangerinden Anette Klingenberg. De unge talenter Jørgen Olsen og Sanne Salomonsen havde de dominerende roller i den ikoniske musical om den langhårede ungdomskultur. Carsten Reenberg fortæller, at han i mange år derefter havde opgaver over hele landet, hvor han fotograferede Brd. Olsen ved adskillige begivenheder. De var sympatiske, de sang godt, var enhver svigermors drøm og altid en god historie.
Jovist, billeder er gode historiefortællere. 

————————————————————————————————————————————————————————

Carsten Reenbergs pletskud
Også en anden af bogens forfattere har arbejdet i den lokale medieverden, nemlig den odenseanske Carsten Reenberg, som i juli 1970 begyndte som elev hos Fyns Presse Foto, som arbejdede for Fyns Tidende og Fyens Stiftstidende. Senere skiftede han til Berlingske og siden som markant nyheds-tv-fotograf på Kvægtorvet. Han fortæller bl.a. om dengang 1971, da han for egne penge fløj fra Billund til Mallorca, hvor han gjorde sit livs scoop.
Carsten Reenberg er stadig en fremragende pressefotograf, hvilket har kastet flere hæderbevisinger af sig som bl.a. Årets Pressefotograf. Han blev hædret hele fire gange og var på reportagerejse til over 50 lande. Han har en sjælden evne til selv at beskrive sine fotografiske oplevelser og altid med særlig sans for den gode “menneskelige historie”. Hans levende sprog supplerer perlerækken af pletskud.
Da han længe nok havde undret sig over at pressefotografer ikke havde deres egen uddannelse, stod han i spidsen for etableringen af en uddannelse på journalisthøjskolen, hvis første leder og landets første lektor i billedjournalistik, han blev.
I bogen fortæller Reenberg bl.a. en kuriøs historie om, hvordan et eksklusivt interview med selveste Mogens Amdi Petersen blev skrevet til sit skoleblad. Det fik spidserne i byens store bladhus til at åbne øjenene for hans talent. Han kom på Stiftstidende og dér begyndte han et lang liv i medieverdenen som pressefotograf, billedsjournalist og TV2-fotograf – og lektor.

Et skæbne ved Østfronten
Redaktør Johnny Wøllekær fremhæver også en tankevækkende artikel om en nazistisk families skæbne på Østfronten og om besættelsestidens Odense, der er et uudtømmeligt emne. Ligesom en odenseansk koncentrationslejrfange fortæller om sin arrestation og om livet i nazisternes lejre.

“Bogen fortæller også historien om cykelbyen Odense og om de første tyrkiske gæstearbejderes ankomst til Odense i 1970’erne”.

“Mindre munter er Torben Langers fortælling om at vokse med et alvorligt synshandicap i 1950’erne og 1960’erne. Ingen ville sidde ved siden af ham i skolen. Når han blev spurgt om, hvad der stod på tavlen, kunne han intet se. Derfor blev han beordret til at komme op til tavlen. Men han kunne stadig intet se. Han måtte stikke næsen helt ind i tavlen for at se, hvad der stod og så fik han kridt på næsetippen. Det gjorde ikke drillerierne mindre. Og læreren kom aldrig til hjælp”.

Torvet fra en ny side – med billedhuggeren Niels Guttormsens markante omvendte snurretop.

Fra det ultimative synshandicap er der et stykke vej til fortællingen om oliekrisen i 1973, der fik store konsekvenser for odenseanernes dagligdag. Og apropos den tid vi oplever lige nu, så er der også en koldkrigshistorie om kampen imod opstillingen af Hawk-raketter på det militære øvelsesterræn ved Højstrup i 1980’erne. Og videre til det lidt mere byhistoriske, kommer læserne ”på hat med Odense” – det sker i en artikel om det for længst forsvundne hattemagerfag i byen.

Stadsarkivet, som nu hedder Historiens Hus, udsendte den første byhistoriske årbog tilbage i 1991. Fra en beskeden begyndelse, som nærmest lignede et forsøg, udviklede Odensebogen sig til at være en af landets bedst sælgende lokalhistoriske årbøger. Typisk har abonnenterne været meget trofaste. Det er nærmest blevet en bog for samlere.

Apropos historiske billeder, så fortæller bogens redaktør, stadsarkivar Johnny Wøllekær, at forsidebilledet ingen relation har til indholdet, men at det udelukkende er valgt, fordi “det er et fremragende billede, som tidsmæssigt passer godt til flere af bogens artikler”.
Læseren skal altså ikke ledes forgæves efter en artikel om Sortebrødre Torv – og om torvehandlen.

Bogen er typisk på cirka 200 sider fyldt med historier om by og mennesker. Det er borgernes egne historier, som redaktionen modtager, vurderer og fordeler. Typisk erindringer og historiske artikler og et rigt billedmateriale.

Billedet som historiefortæller
Tilbage til “det tavse billede, som uden tilhørende tekst, er en fremragende historiefortæller, som skaber associationer og indre billeder – og vække minder, følelser og overraskelser”. Hvis bare hukommelsen er intakt.

Straks jeg så det prægtige farvebillede af Sortebrødre Torv, som illustrerer forsiden af den nye bog, gik jeg på opdagelse i billedets detaljer og spurgte mig selv; “hvornår det er fotograferet og til hvilket formål”. Politigården bagerst stod klar i 1952. Hvorfor er de større byers politigårde bygget efter samme triste skabelon. En arkitektur som burde meldes til politiet.

Jørgen Thomsen med hele vejen
Siden var Jørgen Thomsen Odensebogens primus motor både i produktionen og redigeringen. I de senere mange år suppleret af sin efterfølger, Johnny Wøllekær. Parret har optrådt som muntre værter ved de traditionsrige shows, hvor der altid har været underholdning af kendte kunstnere som oftes har været nævnt i bogen.

Ovenstående foto emmer af afslappet handel i en svunden tid, hvor miljøbestemmelser og EU’s diktater var fremmedord. Det grå guld trasker rundt mellem staderne for at finde “noget til aftensmaden” – mens stadeholderne, som er “inde på torvet” med nyplukkede grøntsager, urter, æg, rygeost og blomster, ser frem til en kort stund, hvor de i ro og mag tog sig tid til en dram eller to – på Lørup’s eller Hyldemor.

I gamle dage var torvehandlen iøvrigt fordelt over Albani Torv, Flakhaven og Klingenberg, men i 1952 blev handlen, på grund af den stigende trafik i bymidten, flyttet permanent til Sortebrødre Torv. Desværre er antallet af stadeholdere underligt nok i stærk tilbagegang.

Det skønne farvebillede af torvehandlen, som pryder Odensebogens forsidem satte gang i tanker og tilbageblik. Og mon ikke, bogen ligesom Brd. Olsens ikoniske vindersang fra 2000 bliver “Smuk som et stjerneskud”.

—————————————————————————————————————————————————————–

Barfoeds svendestykke
Den røde ejendom på billedet t.h., med den nymalede facade, fik skribentens øjne til at spærre op. Med “Restaurant Hyldemor” (Grøntorvet) og porten ind til gården, hvor der akkurat kunne køre en hestevogn gennem. Da restauranten blev udvidet for 40 år siden, blev porten inddraget.

Læg mærke til skråtaget med de miserable tagsten. Ejendommen trængte allerede i 50’erne til renovering. Med iværksætter-næse for ældre ejendomme, købte Rolf Barfoed i 1990 Sortebrødre Torv 7 – som er fra 1905. Han lod den straks renovere fra kælder til kvist med otte moderne lejligheder, blandt dem to taglejligheder. Efter 24 år i udkant-Odense søgte skribenten og fru Susanne mod byen og vi slog os ned i den ene lejlighed på taget, som takket være Barfoeds idéer og knofedt forvandlede et mørkt ildelugtende tørreloft til lyse lejligheder.

Vi fik lejligheden præsenteret af unge Frederik Barfoed, som var hans første udeopgave i firmaet. Efter rundvisningen proklamerede vi, at “den snupper vi” og tilføjede, at det højest bliver et par år – så vil vi videre. Troede vi.
Det blev nemlig til 18 forrygende år med skrå vægge, hems, franske altaner, smuk udsigt og tæt ved 72 trætte trappetrin. Da vi for ni år siden valgte en lejlighed med altan, nøjedes vi med at flytte cirka 250 meter. Det er vist en helt anden buldrende historie.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Related Posts

I et par mørke vintermåneder summede det af aktivitet i Den Fynske Landsby, hvor et par gårde og et...

Billeder fortæller sin helt egen historie. Også uden tilhørende tekst. Som Odensebogens...

Der var engang, da enhver købstad, forstad eller bydel med respekt for sig selv, havde hver sin...

Leave a Reply