Vælg en side

DENNE ARTIKEL ER STÆRKT REDIGERET I FORHOLD TIL BLOGGENS FØRSTE OM OTTO .

”Vi er dybt fascineret af historien om musikeren, sangeren og skuespilleren Otto Brandenburg (1934-2007), som vi portrætterer i cabaret-forestillingen “Baggårdspumaens liv og sange”, siger Odense-skuespillerne Rudy Tom Due, 47 og Kim Leprévost, 56. Akkompagneret af pianisten Ulf Starup har de 16 forestillinger klar til en turné “fra Morsø til Høje Tåstrup”. Takket være ukueligt arbejde af Teatret Gyda. Flere kan komme til.


————————————————————————————————————————————

Det var ikke meget jeg vidste om Otto Brandenburg – lige bortset fra, at jeg husker ham som fandenivoldsk og charmerende – og for sine smukke fortolkninger af Halfdan Rasmussens viser og ørehængere “Søren Banjomus”, “To lys på et bord”, den om “Susanne, Birgitte og Hanne…”, To kammerater”, “Når en sailor går i land” og så videre og så videre. Han kunne andet og mere end de folkekære klassikere, vi husker fra Giro 413. Det var derfor, jeg valgte at holde fast ved ønsket, om at skrive den musikalske livshistorie om baggårdspumaen, fortæller Rudy Tom Due som har, hvad man kan kalde hovedrollen.

Rudy Tom Due har tidligere skrevet musicalen om Elvis Presley, som blev opført i Den Fynske Landsby tilbage i 2004. Med historien om Otto Brandenburg son cabaret, vil jeg skabe en intim nær forestilling, jeg synes passer til hans liv og væsen. I et rum, hvor vi som skuespillere er tæt på publikum og kan se hinanden i øjnene, forklarer den 47 årige skuespiller, manuskriptforfatter, idéudvikler og meget andet.

“Efterhånden son jeg læste artikler, biografier og bøger om enspænderen, blev jeg mere og mere begejstret for Otto Brandenburg. Han var ikke alene en stor kunstner, men også, hvad jeg vil kalde et ganske almindeligt menneske som ikke havde brug for glamour. Det var derfor jeg skrev historien om knægten, der voksede op under beskedne kår med sin mor, som ejede et ismejeri på det ydre Nørrebro. Han blev rockstjerne, entertainer, filmskuespiller og enhver svigermors drøm. Det er ikke et klassisk portræt af en kunstner og en drømmer, der blev landets første rockstjerne og solgte stakkevis af plader i Danmark, Sverige og Tyskland, hvor han blev lanceret som Ole Brandenburg. De ku’ ikke li’ Otto syd for grænsen.Nu tager vi den musikalske fortælling om Otto med på turné”

Odense-trioen, musikere Ulf Starup og skuespillerne Kim Leprévost og Tom Due, som  har skrevet manuskriptet tll cabareten – her foran porten til baggården. Foto: Anja Littau Due.

Lånte bog og cd’ere af svigerfar
Husker den aften jeg første gange satte mig ved PC’en. “Jeg skulle jo igang- og så lånte jeg en bog og nogle cd’ere af min svigerfar, Jørgen. Og så var jeg leveret. Især da jeg nåede til det punkt, hvor det ikoniske naturtalentet foldede sig ud. Den dag for otte år siden begyndte jeg at skrive. Dog nåede jeg bare tre sider intro og åbning. Jeg gik i stå. Indtil det lykkedes mig at knække koden på selve formen. Men de tre sider røg i kommode-skuffen. Dér lå de tre ensomme sider i godt og vel otte år”.

“Alligevel skulle det lykkedes, at den planlagte cabaret om baggårdspumaen skulle komme til ære og værdighed. Hurtigere end planlagt”.

“Årsagen hedder skuespiller Kim Hammelsvang. På grund af teaterarbejde måtte melde han afbud til sæsonen 2023 på Bogense Sommercabaret. Han kunne ikke sige nej til en stor opgave på Det Ny Teater, hvor han i mange år har været fast engageret. Derfor var gode råd dyre. Cabaret-teatrets gode ven og kapelmester, Ulf Starup, ville løse problemet og kontaktede derfor Tom Due, som tidligere havde luftet tanken om et muligt Otto Brandenburg-projekt”

Bogense stod og manglede en cabaret
“Ulf Starup fortalte mig, at Bogense helt akut stod og manglede en forestilling og spurgte så om “den med Otto”. Kan du hjælpe os? Det endte med, at jeg sagde ja til at skrive materialet færdigt. Dog skulle Ulf først præsentere oplægget for Torben Juul, som i tre årtier var manden bag Bogense Sommercabaret.
Torben var meget tilfreds. Otto-historien er jo helt perfekt til vores scene,
så lad os bare komme igang, sagde han.

“Det blev så startskuddet til en intensiv skriveproces”, fortæller Rudy Tom Due – og tilføjer; “Først ville jeg på scenen alene, men min hustru Anja kom mig til undsætning. Selvfølgelig skal der to skuespillere på scenen. De vil give forestillingen mere dynamik, lød de kloge ord og Anja havde naturligvis ret. Dagen efter kontaktede jeg min gode ven Kim Leprévost som er uddannet fra Aarhus Teater. Vi havde lavet meget teater, men aldrig sammen. Vi havde ofte talt om det. Jeg skulle kun spørge én gang, hvorefter Kim svarede; ja tak, hvornår går vi i gang.

Manuskriptet skåret til 
Rudy Tom Due fik halvanden måned til at skrive forestillingen, der blev skåret til, så den passede til den intime scene. Teksten blev rettet til og indtalt i et lydstudie. Men første udkast ville vare knap et par timer – uden sange. Det var al for lang tid. Så jeg måtte i klipperummet, hvor forestillingen blev sakset ned til de obligatoriske to gange 50 minutter – inklusive sangene.

“Jeg ville vide mere og dykkede endnu dybere ned i råstoffet og jo dybere jeg kom, des bedre blev den musikalske livshistorie om Otto Herman Max Brandenburg, der varm, flosset og elsket, som han var, fortjente at blive fortalt på en cabaret-scene.

“Så jeg skrev, læste og afprøvede idéer, skrev endnu mere, læste endnu mere og afprøvede endnu flere idéer. Det blev til mange sene aften- og nattetimer hjemme ved computeren indtil forestillingen tog form. På papiret.

Færdig til tiden
Akkurat tids nok til prøver, presse, pr og premiere blev “Baggårdspumaens liv og sange – en cabaret om Otto Brandenburg” præsenteret som sommerens forestilling 2023. Med Tom Due og Kim Leprévost på scenen, Ulf Starup ved klaveret – og med Ole Møllegård som instruktør.

Det blev Torben Juuls sidste cabaret. Med sjælden entusiasme stod han bag en række fine cabareter i sit lille baggårdsteater med kendte kunstnere på den intime scene. Han blev pludseligt alvorligt syg og døde midt i marts. Nordfyn blev en kulturpersonlighed færre.
Men cabaret-traditionen lever videre i købstaden, i sommer med loyale Kim Hammelsvang tilbage i Adelgade med sin gode kollega Betty Glosted.

Det er ikke “To lys på et bord” det hele, men også 50’er rock’ roll. Foto. Anja Littau Due.

Prøver at få det hele med
“Jeg vil fortælle om de fleste sider bag Otto Brandenburg, som var meget andet end twistkonge, teenageridol og rock’n roller. Han var også en fremragende skuespiller, som fik sit gennembrud i filmen “Man sku’ være noget ved musikken”, hvor han ydede en sublim præstation som den
drømmende barpianist, ligesom han i 1973 høstede anmelder-roser i Ole Roos’ tv-film “Tilløkke Herbert”. Han markerede sig også i film som “Strømer og “Thorvald og Linda” inden han fik sin første Bodil i 1978 for sin indsats i “Hør, var der ikke en, som lo”. Sin anden Bodil fik han for sin hovedrolle som kranføreren Ole i Søren Kragh Jacobsens børneklassiker “Gummi Tarzan”.

Som sanger debuterede Otto Brandenburg i kvartetten Four Jacks i 1955 – og som tiljublet rocksanger på Enghave Plads. Han valgte dog hurtigt at ta’ hul på en solokarriere. Succesen havde også en bagsiden. I flere perioder braste hans til tider turbulente liv sammen og efter nogle år som svagelig og syg, hvor han ikke viste sig offentligt, døde han 72 år gammel den 1. marts 2007 af lungekræft.

Fortællingen om legenden lever videre i bedste velgående.

Baggårdspumaen slippes løs
Rudy Tom Due og Kim Leprévost er langt fra færdige med fortællingen, som dybest set handler om en kunstnerisk splittet personlighed, som uanset hvor sort livet så ud, var tændt af medfødt optimisme. Han kæmpede og gav sjældent op. Han gik den vej, der var sjovest og mest interessant. Derfor kunne den charmerende éner med den let hæse crooner-stemme og den evige smøg i mundvigen, ikke undgå forsædet i livets rutchebane og et image som hærget baggårdspuma med barsk livsstil, som for altid blev forbundet med den københavnske stenbro, hvor han i årevis var et kendt ansigt i minefeltet. Når der skulle festes, eller bristede drømme og illusioner, skulle drikkes væk. Otto var på fornavn med danskeren, på hat med rygklapperne, på bajer med bumsen i baggården og på smalltalk med værtshusets sidste gæst.

Snart tager odenseanerne Tom Due og Kim Leprévost deres cabaret om baggårdspumaens liv og sange, med på landevejen rundt i landet.
Der er turnépremiere lørdag 4. maj i Seniorhuset, Toldbodgade 5, i Odense.

Kim Leprévost er freelance-skuespiller, musiker  og sanger med en fremragende sangstemme.
Rudy Tom Due (foto t.h.), autodidakt skuespiller, var tidligt på færde som teatertosset knægt. Han elskede at optræde fra barnsben og ville lære, hvad man skulle gøre, for at skabe opmærksomhed på en scene. Han optrådte i Torben Iversens HCA Parade og i Dalum Ungdomsskole hos Carsten Friis og satte pris på d’herrer Iversens og Friis’ pædagogiske evner som læremestre og instruktører. Tom Due var en del af Odenses teater- og musical-miljø og markerede sig bl.a, med herligt underspillede karakterer i de otte første juleknas-forestillinger på Teater 95b med passende mængder skønsang og absurd komik. En del af de finurlige løjer idéudviklede han i samarbejde med Sara Gadborg.
Til daglig afslører han en helt fjerde side af sit alsidige talent – nemlig med et, som han selv udtrykker det, almindeligt, men tidkrævende arbejde, som pædagogisk leder og souschef på Det Kongelige Teaters Balletskolen Odense. Et job i et ambitiøst miljø, hvor han har med børn og unge ildsjæle at gøre.