Den officielle åbning af det nye supermoderne HCA-Museum blev udsat flere gange, bl.a. med den såkaldte soft opening. Inden da valgte Odense Bys Museer (MuseumOdense) en overgang at inddrage Carl Nielsens Museums lokaliteter, hvor der blev fluks blev indrettet et iøvrigt kompetent og midlertidigt digtermuseum.
Resultatet er på én gang storslået og elegant i to etager, hvor de små prikker, kendt fra bl.a. Carl Nielsens slips, går igen i den digitale formidling. Det var også årsagen til, at Carl Nielsen (1865-1931) og hans lige så internationalt berømte hustru, billedhuggeren Anne Marie-Carl Nielsen (1863-1945), for en stund, blev trukket tilbage til intetheden, af hensyn til det midlertidige digtermuseum. Interessant og charmerende. Dermed blev det én gang for alle slået fast, at Andersen har føringen i det lokale kultur-hierarki.
Carl kunne være blevet købmand
Historien om musikergeniet Carl begynder langt ude på landet, nærmere betegnet Sortelund på Nr. Søby Mark, hvor han var på nippet til at komme i købmandslære i Ellinge. Få dage efter sin konfirmation, 20. april 1879 i Heden Kirke, fik Carl nemlig lære-plads hos købmanden i Ellinge ved Ferritslev. Så alt var fryd og gemmen i den lille musikalske familie, men glæden varede kun kort – indtil købmanden blev alvorlugt syg og gik fallit. Skæbnen var, at samtidigt hørte Carl om en stilling som var slået op som spillemand ved militærets musikkorps inde i Odense.
Selv om Carl allerede havde afsløret formidable evner på sin såkaldet trekvart-violin, som han havde fået forærende af sin mor, da han fyldte seks år, så troede forældrene, Maren Kirstine og faren, spillemanden “Niels Maler”, alligevel ikke rigtig på sønnens evner som musiker. Branchen var for hård og usikker, havde die hørt. Han kunne nøjes med at spille med sin far i forsamlingshusene.
Glemt var købmanden triste skæbne. Hvilket han aldrig fortalte sine florældre. Uanset hvad, så ville lærenemme Carl hele tiden udvikle sig musikalsk- som komponist og som musiker.
En ambition passede fint med, at han allerede som 14 årig, vandt konkurrencen om en eftertragtet stilling som trompetist ved 16. bataillon ved Fynske Livregiments Militærkorps i Odense. Året efter lærte han sign selv at spille basun.
Storheden, stoltheden orm glæden over at byen kan præsentere en verdenskunstner bag døre, ruder og vægge, er svær at få øje på. Dog viser et enkelt skilt med museets ny grafik vej – gennem en ydmyge indgang. Dog nævner MuseumOdense, at der er bestilt et nyt indgangsparti (portal), som måske er klar senere på året. .
Første museum åbnede i 1988
Tilbage til Carl Nielsens Odense, så åbnede det oprindelige Carl Nielsen Museum i 1988. Det var i forbindelse med Odenses 1000 års jubilæumsår. Koncerthuset, med sin Carl Nielsen Sal, blev bygget for præcist 40 år sidsen. Og det “gamle Carl Nielsen Museum, for næsten 30 år siden. I årevis stod museet nærmest uberørt, hvad interiør angik.
Denne skribent fandt det klassiske museum interessant med sine klenodier, ting og sager som i min verden, fortalte beskueren om kompomnistens samtid og om dengang den stræbsomme fynbo, ændrede verdens indtryk af den klassiske musik, fordi, mener jeg, museet takket være tusindvis af klenodier og fine detaljer, skabte indre billeder af en personlighed og hans hustru.
I den periode satsede Odense Bys Museum (MuseumOdense) alt på byens litterære verdensnavn, et halvt hundrede meter derfra, i en tid da HCA-museet skulle have tager mod gæster fra hele verden.
Carl Nielsen Museet åbner i en tid, hvor interessen for komponisten, dirigenten, multi-musikeren og ikke mindst hans kompositioner er stærkt stigende på verdensplan – især takket være flere nye indspilninger og optræden på de digitale medier samt koncerter og jubilæums-festivaler i en række storbyer. Den globale interesse passer derfor som fod i handske med åbningen af det nytænkte og stærkt opdaterede museum.
Myreflittige Carl Nielsen nåede at skrive ikke færre end seks symfonier, tre koncerter for violin, fløjte og klarinet samt to operaer, seks strygekvartetter og anden kammermusik, ligesom han komponerede musik til flere hundrede sange, bl.a. til ikke færre end 144 værker for sang og klaver. Han komponerede musik til folkekære sange som “Underlige aftenlufte”, “Som en rejselysten flåde”, “Solen er så rød mor” , “Jeg ved et lærkerede” og “Den danske sang er en ung blond pige”.
Værdifuldt samarbejde
”Carl Nielsen skabte dynamiske og originale værker, som for længst har vundet national og international anerkendelse. Men i den kommende tid vil hans musik formodentlig få et langt større publikum”, forudser museumsinspektør Ida-Marie Vorre, som også er forfatter til flere bøger om Carl Nielsen”. 2023 er Nielsens musik omdrejningspunktet for det nyåbnede museum, men også for to ugers koncertserie, for mere end 50 timers radio- og tv-produktioner, samt en ny monografi og en ny, international udgivelse af alle Nielsens symfonier og koncerter.
“Vi er stolte af et unikt samarbejde med DR”, fortæller Ida-Marie Vorre, museumsinspektøren, som i mange år arbejdede hårdt på de indre linjer, for at skabe en opdateret Carl Nielsen-formidling byen, han hørte til.
Ida-Marie Vorre kalder museet og fejringen en kæmpe drøm som er gået i opfyldelse, for hende, som museets energiske Carl Nielsen-ekspert. Hun mindes en tid, hvor alle på museet talte om H.C. Andersen og en sjælden gang om komponisten. Det er det lavet om på nu.
“Carl Nielsens musik er ikke alene mangfoldig, men den er også unik og dybt original. Hans særlige evne til at kombinere spontanitet, humor, passion og dybde taler til os alle. I Carl Nielsens kompositioner er al det overflødige skrællet væk, derfor taler hans musik også til nutidens lyttere herhjemme og internationalt. Hundrede år efter han skrev musikken. Det er også derfor musikken er i fokus i det netværk, som MuseumOdense og Carl Nielsens Museum med DR er en markant del af sammen danske kulturaktører og internationale mediepartnere”. Det fortæller Ida-Marie Vorre, som tilmed ikke er i tvivl om, hvor stor en gevinst museet er for Odense – for musik- og Carl Nielsen-kendere i al almindelighed og for byens gæster og turister i særdeleshed”.
Nielsen og Odense
Carl Nielsen i en barndomsbeskrivelse, at allerede året efter, han var kommet i skole i Nr. Lyndelse, blev hjælpelærer Emil Petersen hans første rigtige underviser. “Han lærte mig at spille ordentligt”, skriver Carl Nielsen.
“Den unge Carl var et livligt menneske, der både rummede det folkelige og det finkulturelle. Derfor appellerer hans musik og fortælling direkte til de fleste musikelskere”, skriver Carl Nielsen Selskabet.
Gåsedriver på Bramsnæs Gods
I sine erindringen fortæller Carl Nielsen, at han nød livet som gåsedriver på Bramsnæs Gods, hvor hans far i forvejen var daglejer. Men også, at han fortsatte sin regelmæssige violinundervisning hos sin far og Emil Petersen”.
Trods fattige kår, var Carl Nielsen en glad dreng. Han betragtede opvæksten i det lille bondehus i Sortelung ved Nr. Lyndelse, som lærerig, og at årene i Odense var de væsentligste, som var med til at tegne fundamentet til hans vidtfavnende kunstneriske univers.
Uanset hvor i verden han som feteret komponist, dirigent og musiker befandt sig, genkaldte han stolt minderne fra fødeøen Fyn, altid med glæde i stemmen og varme følelser, som gik begge veje. Nu forstærkes de historiske bånd med museet, som byder publikum på mere fokus på værket end på det biografiske. Der er god mening med, at museet har til huse i koncerthuset, til venstre for hovedindgangen som fører lige ind til “Carl Nielsen Salen”.
Hans begivenhedsrige barndom og ungdom er udgangspunktet i denne beretning om et usædvanligt geni, som kom fra en musikalsk, men fattig husmandsfamilie med fasttømrede kønsroller.
Bloggens læsere får en god bid af Carl Nielsens livshistorie serveret på et sølvfad – med små uddrag og citater, som venligst er udlånt fra Carl Nielsens erindringsbog “Min fynske Barndom” fra 1927 – bare to år før han døde. Bogen er den væsentligste kilde til vor viden om Carl Nielsens barndom og ungdom.
Med far til bondebal
Carl Nielsens familie var fattig, men Carl beretter altid om en god og kærlig barndom. Faren, “Niels Maler”, var landmand, spillemand og landsbymusikant. Hjemme elskede Carl at lytte til fars musik og til morens sang.
Han fik lov til at ta’ med faren ud og spille til høstfester og bondeballer. Det kunne han godt li’, men allerhelst ville han være regimentsmusiker. Så med horn og violin fastspændt på cyklen, kørte han til undervisning hos sin spillelærer, kantor Carl Larsen i Albanigade. Larsen fik arbejde som klokker og kordegn ved Odense Domkirke. Det fandt Lille Carl spændende. Det var dog et helt andet storbymiljø, der interesserede Carl. Nemlig byens beværtninger. Ikke fordi han ville hænge i baren, men fordi han ville skabe glæde, liv og stemning.
“Som ung militærmusiker besøgte jeg især et kælderværtshus på hovedstrøget, Vestergade”, beretter komponisten i sin erindringsbog. “Jeg talte med en ældre pianist, Outzen, som spillede for gæsterne mod kost og logi og nogle håndører. Han var af god familie, men var efter et ulykkeligt ægteskab havnet i alkoholisme. Socialt gik det ned ad bakke for Outzen. En dag spurgte jeg, om jeg måtte spille med ham. Jovist, svarede Outzen. Og jeg begyndte at spille violinsonater af Haydn, Mozart og Beethoven – som skulle vise sig, at passe fint til stedets gæster”, skriver Carl Nielsen, hvis far Niels Jørgensen (Niels Maler) havde lært sine børn at spille violin. Carl afslørede særligt talent for violinen. Allerede som knægt spillede han rask væk værker af Mozart og Beethoven.
Det solide fundament
Carl var bare otte, da han tog med sin far ud og spillede til bondeballer – tit efter, at han om dagen havde cyklet til Odense, for, som han så ofte sagde; “at blive så dygtig, at han kunne blive regimentsmusiker”. Allerede som 14 årig blev han optaget ved 16. Bataillon i Fyenske Livregiments Militærkorps, hvor han de næste fire år spillede trompet, basun og signalhorn, stadig mens han tjente til dagen og vejen som værtshusmusikant i Vestergade.
Der dukker stadig nye kuriøse vinkler op i den uudtømmelige fortælling om komponisten, som allerede i sin barndom søgte inspiration i naturen og i stilheden. Men også blandt folkemusikere på sin midtfynske hjemegn, ligesom han kunne bruge militærmusikkens disciplin og mangfoldighed.
“Jeg ville aldrig have været min ydmyge opvækst foruden. Her skabte jeg sit livs stærke fundament”, fortalte han i et interview med et fransk kultur-magasin I Paris kort før han i 1891 giftede sig med billedhuggeren Anne Marie, som var gårdmandsdatter fra en jysk landsby. Hun nød Carls internationale anerkendelse for sin kunst – men også at parret var en del af byens jetset.
Carl Nielsen tilføjede, at han som musiker ikke kunne have ønsket sig en mere lærerig ungdom på Odenses ølstuer. Med den viden og lærdom i rejsekufferten, tog han det afgørende skridt mod Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, hvor han valgte violinen som hovedinstrument. Her udviklede han sig som komponist i verdensklasse, der tonesatte store værker, som førte den romantiske tradition i dansk kunstmusik lige ind i modernismen.
DR’s ensemblechef Kim Bohr: Det er en gave for dansk kultur, at vi har Carl Nielsen. Der er så lidt i denne verden, der er originalt. Men dét er Carl Nielsen. Vi har ham jo lige her. Her er komponisten på sit arbejdsværelse i lejligheden på Vodroffsvej 53, 1. sal, som dannede rammen om familien Carl Nielsen fra 1908 til 1915. Foto: MuseumOdense.
Engelske designere – igen
Med hensyn til indretning, formidling og udstillingsdesign har MuseumOdense, som driver museet, igen allieret sig med det London-baserede Event Communications Limite, som har udstukket retningslinjer for design, farver, lys, udformning og indhold. Præcist som firmaet brugte sin ekspertise i skabelsen af det underjordiske nabomuseum, H.C. Andersens Hus.
Der bliver plads til hans næsten lige så berømte hustru, billedhuggeren Anne Marie-Carl Nielsen (1863-1945), som var en moderne kvinde med sine idéer og meningers mod, som ingen skulle anfægte. Hun var sin mands muse, som livet igennem forsøgte at holde den svære balance mellem kunst og kærlighed. Hun var ikke bare progressiv på egne vegne, men kæmpede på flere fronter for kvinders ret til en bedre hverdag i samfundet, bl.a. til at kvinder kan få en akademisk uddannelse.
Anne Marie-Carl Nielsen er stadig danmarkshistoriens mest betydningsfulde kvindelige billedhugger. Hun var første kvinde i verden, der udførte to af billedhuggerfagets mest prestigefyldte opgaver. Den ene, en rytterstatue, som forestiller Kong Christian den 9. og som står på Christiansborg Ridebane.
Den anden var hendes banebrydende kunstværk, skabt som hovedindgang til Ribe Domkirke med tre døre i bronze og markante relieffer. Et mesterværk, som siden 1908 har prydet domkirken. Hun var kendt og eftertragtet som den kompromisløse kvinde, der var anerkendt i sin samtid, men som i dag mere eller mindre er skrevet ud af historien.
Måske kan museets afdeling med Anne Marie-Carl Nielsen øge kendskabet til billedhuggeren. Ud over at være Carl Nielsens internationalt kendte hustru i et til tider turbulent samliv mellem to store kunstnere og ægtefolk.
DR spiller med fra åbningen
DR (Danmarks Radio) er på flere fronter med på sidelinjen, når genåbningen markeres. Museets gæster vil blive mødt af Nielsens musikalske univers på en måde, som indbyder til nye opdagelser og reflektion. Det vil ifølge DR ske over komponistens særlige evne til at skifte mellem det spontane og det bearbejdende, det simple og det storladne, det lyse og det mørke, det evigt pulserende og den vigtige pause.
Fejringen af Carl Nielsen fortsætter sommeren over i Odense, hvor alle taler om, hvor Carl Nielsen hører til. Det er ellers ikke noget byen har gjort så meget ud af. Måske lige bortset fra den nye moderne bydel, som for 3-4 år siden fik navnet Carl Nielsens Kvarter, som nærmest er vokset sammen med byens to store koncerthuse.
“Der ligger stærke samarbejder og fælles hjerteblod bag hyldesten, både nationalt og internationalt”, fortæller Kim Bohr, chef for DR Koncerthuset. Han er glad for på den måde, at alle i Danmark kan deltage i hyldesten af den største personlighed i dansk musikhistorie.
Med Odense og museet, eller fynske Carl Nielsen-lokaliteter og DR Koncerthuset som udgangspunkt, er der lagt op til et Carl Nielsen-år på DR-tv, i radioen og på diverse digitale platforme. Om kort tid viser DRTV en dokumentar om Anne Marie-Carl Nielsen.
Det unge kunstnerpar Carl Nielsen og Anne Marie-Carl Nielsen mødtes i kunstnerkolonien i Paris i 1890. Efter hede døgn, konstaterede komponisten (ifølge dagbogen) at “Frøken Brodersen egentlig er meget køn…” . Kort efter fejrede de deres forlovelse med festivitas på “Café de la Recence” i Rue Saint-Honoré-kvarteret, som var vandingshul for tidens feterede skak-genier, skuespillere, musikere og især nordiske kunstnere, f.eks. maleren Edvard Munch og komponisten Jean Sibelius. Carl Nielsen og “frøken Brodersen” fortsatte ganske beruset af pludselig opstået kærlighed, med damptog til skulpturenes hovedstad Firenze i Toscana, hvor de blev viet 10. maj 1891. Foto: MuseumOdense.