Vælg en side

“Vist har jeg har ikke stemme som Pavarotti, måske mere i retning af John Mogensen”, lyder det fra Brian Arnold, 47, som i en halv snes år har været på landevejen som den folkekære musiker, sanger, sangskriver og komponist John Mogensen, som i 60’erne og 70’erne var den lille mands musikalske talerør.
Ganske som John Mogensen fra Dragør er Brian fra Dagmargade i Odense hårdarbejdende perfektionist, den type som sjældent synes resultatet er godt nok – og som dybest set elsker at synge og spille musik og gøre gæsterne glade med iørefaldende melodier og meningsfyldte tekster, som holder den dag i dag.

En søndag i april 1977 døde John Mogensen af en blodprop i hjertet. En alt for sen lørdag “var der klister på stolen, hvordan skal man så komme hjem,” på stamværtshuset Færgegården – og faldt pludselig om. Lige inden nåede han at kalde tjeneren, “oldtimer, jeg tror sgu, at jeg er færdig”. Tjeneren sendte ham i en taxa hjem til hustruen Ruth. Han satte sig i sin lænestol og døde han kort efter. 48 år ung. Den 10. april stoppede et kort, men bemærkelsesværdigt liv med op og nedture. En uge senere blev han begravet fra Store Magleby Kirkegård på Amager. John Mogensen – en folkekunstner: 1928-77 står mejslet i gravstenen.

Bare en måned senere, den 12. maj, kom Brian Arnold Kent Nielsen til verden på sygehuset i Odense.

2024-touren erc i fuld gang. Brian Arnold og hyldestbandet spiller velkendte klassikere som “Så længe jeg lever”, “Der er noget galt i Danmark”, “To mennesker på en strand”, “Erik Oluf Andersen”, “Fut i fejemøget”, “Karl og Ann-Catrin”, “Ensomhedens Gade Nr. 9″, ‘”Sidder på et værtshus” og ikke mindst den rørende hyldestsang til datteren Minna, ‘Nina, Kære Nina’ – og Livet er kort.

Brian Arnold fortæller, han er stolt over, at bandet er det eneste kopiband, der optræder med datteren Minna Mogensens velsignelse.
Det var var en aften i 2018, han mødte Minna – “et minderigt og skelsættende møde.
“Vi skulle spille en koncert i Kalundborg og vi havde godt nok fået et praj om, at Minna ville være stede – og vi var tilmed bekendt med hendes kritiske mening om den aktuelle John Mogensen-film. For at sige det mildt, så var hun langt fra begejstret, fordi hun mente filmen giver et fejlagtigt billede af faren. Hun var heller ikke glad for at høre de fleste imitatorer. Så indrømmet, jeg frygtede lidt, at møde Minna datteren”.

Brian Arnold hilste på Minna før koncerten og bød hende velkommen. Derefter tog han mod til sig, og med sved på panden og hjertet oppe i halsen inviterede han hende på sodavand bag scenen.

Brian Arnold: “I flere år sad  jeg selv med booking, men med mit dejlige job i Dyrup Bellinge Kultur- & Idrætscenter, blev det for voldsomt. Derfor har vi indledt et samarbejde med den rutinerede impresario Flemming Christensen fra Marsk Music i Ribe, som kender branchen ud og ind orm som bl.a. er kendt for sit engagement i store amerikanske bluesnavne.

Minna sad længe og stirrede på mig, inden hun talte til mig. Så fortalte hun, at jeg lignede hendes far. Ikke på udseendet. Det var på mit væsen og nervøsitet, hun kunne ane. Det kan godt være, jeg har fået mod til at stille mig op på en scene, men jeg er hamrende nervøs, når jeg skal snakke med andre mennesker. Bare se, hvordan flakker rundt lige nu”, siger Brian Arnold og rækker en sitrende hånd frem for sig. Han fortæller, at under koncerten i Kalundborg gik Minna frem til scenekanten og vinkede mig hen til sig, mens vi spillede ”Nina kære Nina”, som John Mogensen skrev til hende. Efter sangen gav Minna mig et kærligt klap på skulderen og sagde: ”Hyg dig, min dreng. Og pas på dig selv. Det må du love ”.

Året efter,  9. august 2019, døde Minna Mogensen. Hun blev begravet ved siden af sin far, folkekunstneren John Mogensen, som der står skrevet på gravstenen·

Brian Arnold og bandet med Jannik Vibæk, klaver, Frank Petersen, bas og Hjalte Meier Bove, trommer, har spillet over det meste af landet og fra grønlandske Nuuk i nord til spanske Malaga i syd.

Samfundsrevseren John Mogensen var en kunstner af en svunden tid, som greb chancerne, brændte lyset i begge ender og kæmpede sine egne kampe og han var ikke mindst en mand, der med sine sange skrev sig lige ind i hjertet på danskerne. “Sige der holder”, fastslår Brian Arnold, som med respekt for manden og bagkataloget fortolker klassikerne i rollen som John Mogensen.

Så jo, Brian Arnold og bandet har stadig fut i fejemøget.