Vælg en side

Carl Nielsens hustru gennem næsten 40 år, den verdensberømte billedhugger og skulpturkunstner, Anne Marie Carl-Nielsen, er den centrale figur i en ny permanent udstilling på “TID – Museum for Odense”. Den indrettes  på 1. salen den nye TID-bygning, lørdag 21. juni, som ud over at være årets længste dag, også er Anne Marie Carl-Nielsens fødselsdag.

Hun blev født i 1863 på gården Thygesminde i landsbyen Sønder Stenderup ved Kolding. Anne Marie voksede op på gården, hvor hendes fascination af dyrene ikke fornægtede sig. Hesten, blev livet igennem et centralt element i motivvalget som kunstner.
Inden hun i 1891 giftede sig med den unge komponist Carl Nielsen, hed hun Brodersen, hvilket kan ses på flere af hendes tidligere værker. Anne Marie Carl-Nielsen fik i sit ægteskab med Carl Nielsen tre børn: Irmelin Johanne, Anne Marie Telmányi og Hans Børge. Den mellemste datter blev maler. Der er udgivet flere bogværker om ægteparret Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen. Bl.a. bogen herover.
Som verdensberømt skulptør deltog hun to gange i de olympiske lege – i 1932 og1936. Hvor hun lod sig inspirere af de deltagende ekvipager.

En donation på ti millioner kroner fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat har sikret, at museet kan se frem til at åbne udstillingen om den internationalt anerkendte billedhugger. Det er den første blivende udstilling om Anne Marie Carl-Nielsen.
Den fokuserer på kunstneren og mennesket, som bl.a. skabte Rytterstatuen af Christian 9. på Christiansborg Ridebane (1927) og Havfruen (1921). Udviklingschef for TID, Mette Stauersbøl Mogensen fortæller, at hun er stolt over, at museet snart kan invitere Anne Marie Carl-Nielsens værker indenfor.

Anne Marie Carl-Nielsen i et skabende øjeblik – sit københavner-værksted

Da Carl Nielsen Museet lukkede for at genåbne i forlængelse af Odense Koncerthus og Carl Nielsen Salen, var det med musikken i højsædet. Da nedlagde museet den lille afdeling, som fokuserede på Anne Marie Carl-Nielsen.

Nyt forskningscenter 
Med en ny bevilling på syv millioner kroner fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen rykkede planen om etablering af et forskningscenter for billedhuggeren tættere, og da Museum Odense for nylig ansatte Emilie Boe Bierlich som forskningschef for området, da afslører museet, at det vil noget ekstraordinært   med den markante billedhugger (1863-1945).

Udviklingschef Mads Thagård Runge fastslår, at med ansættelsen af Emilie Boe Bierlich og åbning af forskningscentret som en del af Museum Odense, så er  den videnskabelige afdeling lagt i de allerbedste hænder. Emilie Boe Bierlich har i flere år forsket i kunstnerens kæmpe univers, ligesom der nu skabes rum til at udvikle hendes banebrydende forskning via sit internationale netværk. Et arbejde som i høj grad kan komme Museum Odense til gode.

Som hun selv udtrykker det, så etableres der nu en platform, som kan bidrage til den anerkendelse som billedhuggeren og hendes værker fortjener. Det sker på linje med forskningscentre som H.C. Andersen, Grundtvig og Kierkegaard. Landets førende Anne Marie Carl-Nielsen-forsker, Emilie Boe Bierlich, var bl.a. den kreative hjerne bag Ny Carlsberg Glyptoteks ambitiøse Anne Marie Carl-Nielsen-udstilling i 2021 samt den anmelderroste udstilling ”Against All Odds – historiske kvinder og nye algoritmer” på Statens Museum for Kunst.

Direktør for Museum Odense Henrik Harnow: “Vi er begejstret for at vi kan skabe mulighed for at perspektivere, udforske og på andre måder formidle Anne Marie Carl-Nielsens liv og værk. “Nu får vi museer for såvel H.C. Andersen som Carl Nielsen og for Anne Marie Carl-Nielsen. En treenighed som styrker byens attraktionsværdi og vil skabe en faglighed på museet, som har ansvaret for den internationalt enestående samling af kunstnerens værker. Det nye center få desuden glæde af at være i samme hus som museets forskningscenter CENTRUM”, fortæller Henrik Harnow.

Han tilføjer, at Emilie Boe Bierlich bliver den ene af de to faglige eksperter i Museum Odenses store Anne Marie Carl-Nielsen-udstilling på “TID – Museum for Odense” som åbner i juni 2025.

Organisatorisk placeres centret som en del af H.C. Andersen, Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsen-området.

Den nye forskningschef slår fast, at alene dén kendsgerning, at etablere et forskningscenter i forbindelse med Museum Odense, er “en enestående mulighed for at forankre Anne Marie Carl-Nielsen-forskningen i markante internationale partnerskaber”.

“En af mine første store opgaver bliver udarbejdelse af tidssvarende monografisk format om kunstneren. Centret skaber mulighed for at undersøge og eksperimentere med aktualiteten af det historiske materiale og skabe ny relevans. Ikke mindst derfor ser jeg frem til at blive en del af forsknings- og formidlingsmiljøet i Odense”.

Tilbage til udstillingen med de monumentale værker, skitser, formfornyelser og den personlige historie om Anne Marie Carl-Nielsen, som den kunsthistoriske rollemodel hun også er, for kommende generationer. Udstillingen omfatter helt tidlige voksskitser, over tegninger og personlige genstande til de endelige værker.

“Vi har længe drømt om, at kunne vise samlingen, som omfatter ikke færre end 1531 værker af Anne Marie Carl-Nielsen. Ikke mindst takket være en generøs bevilling fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat er vi kommet meget nærmere opfyldelse af den drøm. Vi glæder os til på TID at vise Anne Marie Carl-Nielsen som den enestående kunstner, hun var”, fortæller  Mette Stauersbøl Mogensen, udviklingschef på Museum Odense .

I cirka 20 år arbejdede Anne Marie Carl-Nielsen på sit livsværk ”Rytterstatuen af Christian 9.” indviet i 1927 – på Christiansborg Ridebane. Foto: Museum Odense

I det hele taget, så holdes formidlingen af kunst og mennesker fra øverste hylde i gang af legatbidrag. Med et tocifret millionbeløb bidrog Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat for to år siden til, at museet kan udbygge vor viden om den verdensberømte billedhuggers mand, komponisten og musikeren Carl Nielsen, med det genåbnede museum.

Museumsinspektør Ida-Marie Vorre, Museum Odense, forklarer om udstillingen, at den på samme måde som i H.C. Andersens Hus og Carl Nielsen Museet vil tage sit udgangspunkt i værket. Gæster vil dermed kunne forvente at opleve spændvidden i Anne Marie Carl-Nielsens liv og virke: Fra de små, livfulde dyrestatuetter inspireret af opvæksten på landet til de store monumentale værker skabt til det offentlige rum:

”Det har hele tiden været meningen, at Anne Marie Carl-Nielsen skulle have sin egen udstilling og dermed få fortjent anerkendelse som billedhugger. Samtidig skal vi formidle historien om en kunstner, der brød med tidens normer ved at sætte karrieren over alt andet. Fortællingen om Anne Marie Carl-Nielsen kan dermed sætte fokus på dilemmaer, der også er aktuelle i dag”, siger Ida-Marie Vorre.

“Der er tre grunde til at udstillingen placeres på TID. Derved kommer Anne Marie Carl-Nielsen til at indgå som en del af det musiske museumskvarter i Odense, tæt på Carl Nielsen Museet og H.C. Andersens Hus. Museet får som et af de få i verden, en omfattende og enestående samling, heriblandt genstande, som det ikke er muligt at udlåne, og som aldrig tidligere har været udstillet. Derved befinder udstillingen sig indenfor visionen for TID, som går ud på at invitere kunsten ind i museet som en måde at formidle unikke historier på. Og den historie her er unik.

Fakta:
Museum Odense åbner i juni en blivende udstilling om Anne Marie Carl-Nielsen
Museet ligger inde med ikke færre end 1531 værker af Anne Marie Carl-Nielsen i sin samling.
Udstillingen indrettes på “TID – Museum for Odense”, en slentretur fra Carl Nielsen Museet ved koncerthuset.
Der bliver fælles billet til udstillingerne om Anne Marie Carl-Nielsen og Carl Nielsen, der var gift i knap 40 år.  Carl Nielsen var født ved Nr. Lyndelse. Anne Marie Carl-Nielsen var født og opvokset i en landsby nær Kolding.