Det siges, at journalistik kan føre til alt, bare man forlader den i tide.
Om ikke andet, kan glæden ved skriveriet stimulere nysgerrigheden, som denne skribent i høj grad fik brug for, da jeg lod mig fange af den 30. udgave af “Odensebogen”.
Inspireret af dengang da historiker, redaktør, forfatter, stadsarkivar og leder af Historiens Hus, Johnny Wøllekær, løftede sløret for et historisk socialdemokratisk forfattersamarbejde med tidligere minister Trine Bramsen, MF’er og formanden for Socialdemokratiet i Odense, Anders W. Berthelsen, på hver sin side af mahognibordet.
Med deres historiske og faglige indsigt, har de kastet lys over arbejderbevægelsens skælsættende kongres i 1923 i Fyns Forsamlingshus.
“Odensebogen” kan erhverves i Historiens Hus (biblioteket/arkivet), som er nabo til domkirken.
Kongressen i Odense var sat i scene af partiet top, som i årevis havde hungret efter at overtage den politiske magt.
Venstre-manden Niels Neergaard var landets statsminister. Planen var, at Thorvald Stauning skulle køres i stilling som Danmarks første socialdemokratiske statsminister. Derfor fik den karismatiske københavner med det store skæg, en særlig opmærksomhed ved arbejderbevægelsens store dage for hundreder og tre år siden i Odense. Da stod Thorvald August Marinus Stauning, bogstaveligt talt stod på spring til at blive historiens første socialdemokratiske statsminister, gik arbejdernes drøm gik i opfyldelse, Den markante hjørneejendom, som står der endnu, kom derefter til at spille en væsentlig rolle, ikke kun i bylivet, men også i dansk politik.
Da vi skruede den digitale kalender frem til 1. maj 2024, lod Trine Bramsen sig inspirere af netop den den historiske begivenhed. Hun gav nemlig sin knaldrøde tale i Kongens Have et hidtil uhørt historisk perspektiv, da hun valgte at fokusere på Thorvald August Marinus Stauning, som den markante taler.
Byens nye kultur- og forsamlingshus på hjørnet af Dronningensgade og Kongensgade, som byens borgerlige spidser flere end 25 år forinden åbnede bygningen i juli 1900 og som de første mange år primært blev brugt af partiet Venstre. Og dermed fylder nogle kapitler i de byhistoriske bøger.
I bogen fortæller velskrivende Trine Bramsen om en parallel fra dengang til i dag, nemlig da hun mindede om den store fest, der lagde op til den 1. maj 1924. For skulle det endeligt lykkedes at vælte den konservative regering. Faktum var at fagbevægelsen og partiet stillede overskuelige krav, som skulle indfries – bl.a. otte timers arbejdsdag (og ikke et ord om Store Bededag. Arbejderne skulle kunne mærke forskel i hverdagen, hed det.
Forfatteren Anders W. Berthelsen, spurgte ind til hendes valg af 1. maj-talen foran Slottet og den den tidligere forsvarsminister fra Thurø var klar i mælet, da hun fortalte om det brandvarme emne, som fik store konsekvenser for dansk politik, mange år fremover.
“I dag skylder vi de mænd og kvinder, som dengang kæmpede, den største respekt. Dengang var det ikke omkostningsfrit, hverken at være fagforeningsaktiv eller socialdemokrat. Nu har vi bolden”, lød det optimistisk fra den røde talerstol og den spillede vi videre med . “Vi fortsatte kampen, som Stauning “fløjtede op til og kampen her startede kampen. I Odense”.
Da Anders W, Berthelsen spurgte, hvordan hun var kommet frem til vinklen “Stauning og Odense”, da svarede Trine Bramsen, at hun var fascineret af de 100 år som var gået siden Staunings parole på kongressen i Odense, som var begyndelsen på en epokegørende politisk periode i landet”.
“Nysgerrigt spurgte jeg, hvor mødet blev holdt dengang – og det viste sig, at det anede hun ikke. Det viste sig, at være en fantastisk historie.”Jeg vidste heller ikke, hvor Stauning talte dengang. Sammen med Trine undersøgte jeg sagen”, fortæller den pensionerede S-veteran, som også dengang havde “ordet i sin magt”. Den 8. april 2024 blev han valgt til den magtfulde post som formand for partiet i Odense. Samme aften blev borgmester Peter Rahbek Juel genvalgt til Socialdemokratiets borgmesterkandidat ved næste kommunevalg. Og man anede hvilken vej, vinden blæste.
At vinden stadig blæser rødt på Fyn, fik Trine Bramsen at mærke ved folketingsvalget fornylig. Hun vil stadig være den fynske stemme i Folketinget.
Husk at være nysgerrig
Når man er på sporet af en god historie, må man ikke opgive på halvvejen. Netop nysgerrigheden har i årevis drevet skribenten Anders Wedel Berthelsen rundt i den journalistiske andegård.
“Det var faktisk mig som i første omgang var nysgerrig, da jeg efter Trine Bramsens brandtale, spurgte, hvordan hun havde fået den originale idé. Det fortalte hun og den 17. maj gik Trine og jeg på jagt efter “sandheden fra Odense”. Hun fordybede sig på Arbejdermuseet i Rømersgade og jeg i arkiverne på Historiens Hus. Det viste sig, at vi nøjagtig samtidig længe om sagen. Mødet foregik i Fyns Forsamlingshus, som sjovt nok, var Venstres højborg. Indtil arbejderbevægelsen tog over – da partiet blev størst i Odense. Og så er det ikke engang løgn”, ler Anders W. Berthelsen – og da var det, vi besluttede at skrive om historiske mødet. Og da tilbød, at vi sammen skrev en artikel til “Odensebogen”, som giver os et unikt tilbageblik, men også med fokus på Thorvald Stauning. Artiklen er forfattet af partikammeraterne, tidligere minister Trine Bramsen (S) og Anders W. Berthelsen, der som redaktør, forfatter og journalist er vant til den skarpe pen.
Bramsen og Berthelsen kendte hinanden fra partisystemet. Traditionen tro lægger de røde vægt livets sociale aspekter, når de røde flag smælder.
Efter bogudgivelsen modtog Bramsen og Berthelsen klimavenlige roser, for makkerskabet. De har såvidt vides ingen planer om at fortsætte det litterære samarbejde. Historien var altså hverken gemt eller glemt. Men det var os der bragte den frem i dagens lys, lød det samstemmende. Da blev blog-redaktørens journalistiske nysgerrighed stimuleret så meget, at han ville vide mere om det landshistoriske tilbageblik – midt i Odense, da Danmark var under forandring.
IKKE UVÆSENTLIGE TILFØJELSER
Byens, ja hele Fyns nye forsamlingssted, Det arkitektonisk smukke “Forsamlingshus”, Kongensgade 66-68, blev tegnet af arkitekt Niels Jacobsen, men allerede efter tre år blev ejendommen udvidet med nummer 64. En fatal indebrand hører også med i den historiske helhed. Den 25. maj 1909 brændte den store ejendom ned. Og da fik byens tre store dagbladet for alvor nok skive om.
Der var valgdag inden flagsmykkede by og forsamlingshuset var valgsted for 2. valgkreds. Valghandlingen stoppede da blanden satte voldsomme spor.
På grund af branden blev resten af stemmerne afgivet på Rådhuset. Da branden brød ud, spredte rygtet sig hurtigt i hele byen. Tusinder af borgere strømmede til brandstedet, hvor brandvæsenet viste det sig, havde stort besvær med at håndtere ilden, som heldigvis ikke nåede til nabobygningerne – til gengæld var forsamlingshuset hårdt medtaget. Efter blot en times brand, styrtede taget ned over resten af bygningen. Det var dramatisk, fortalte adskillige øjenvidner,
Hvordan branden opstod blev aldrig fastslået, men det rygtedes, at den var opstået ved en tjenestepiges uforsigtighed, da hun- under et herrebesøg – væltede en lampe, på sit værelse på tagetagen.
På grund af de store skader branden havde forvoldt, måtte forsamlingshuset genopføres. Et nyt og bedre forsamlingshus blev indviet den 23. november 1910 – og igen igen efter Niels Jacobsens streger.
Fyns Forsamlingshus blev det centrale samlingssted, ikke kun for Fyn, men for hele landet. Det blev dog primært brugt af partiet Venstre og landbrugere. Huset blev brugt til møder for politiske partier, landsmøde for kirker, udstillinger og meget mere.
Apropos Th. Stauning, så blev huset brugt til politiske partimøder samt landsmøde for kirker, Odense Byorkesters koncerter, varieté og shows med bl.a. Louis Armstrong med guldtrompeten, filmstjernerne Gøg & Gokke og udfordrende Josephine Baker med det fuldmodne bananskørt.
For hundrede år siden var Stauning lige blevet statsminister. Den første socialdemokratiske statsminister. Tiden var en anden. Meningsmålingerne var lidt bedre for socialdemokratiet end i dag. Der var også en del færre partier. Men kan i forestille jer hvilken fest der var 1. maj 1924. Forventningerne var store. Endelig var det lykkedes at omstyrte den konservative regeringsmagt. Nu var socialdemokraterne kommet til. Og det krav som fagbevægelse og socialdemokratiet havde kæmpet for i årevis skulle indfris. 8 timers arbejdsdag.
Desværre måtte Stauning skuffe arbejderne. For der var ikke flertal for forslaget i Landstinget. Og der kom til at gå flere år før den 8 timers arbejdsdag blev en realitet.
Meningsmålingerne var lidt bedre for socialdemokratiet end i dag. Der var også færre partier. Men kan i forestille jer hvilken fest der var 1. maj 1924. Forventningerne var store. Endelig var det lykkedes at omstyrte den konservative regeringsmagt. Nu var socialdemokraterne kommet til. Og det krav som fagbevægelse og socialdemokratiet havde kæmpet for i årevis skulle indfris.
Stauning havde ikke havde flertal, men kampen stoppede ikke. Der blev kæmpet videre – selvom det efterfølgende valg blev tabt, så kom Stauning stærkt igen og gjorde en historisk stor forskel for arbejderklassen. Over hundrede år er gået. Berthelsen fortæller, at vi mænd og kvinder, der kæmpede 1. maj nød den største respekt. Dengang var det ikke omkostningsfuldt at være fagforeningsaktiv eller for den sags skyld, at være socialdemokrat. Vi skal fortsætte den kamp, som Stauning startede, siger Bramsen fra rød blok