Jeg har svært ved at forstå min alder, når jeg lever som en ung mand på 50 – og det gør jeg

Folkeskolen hjemme i Esbjerg var skræddermesterens søn Finn Nielsens første møde med de autoriteter han afskyede. Sit første møde med dem som vidstebedre, husker han som spild af tid.
Finn Nielsen har udviklet sig til en af landets mest erfarne og alsidige skuespillere. Finn Nielsen, som elegant har rundet 87 begivenhedsrige år, siger, at han holder sig igang med motion og forfriskende vinterbade, når han har tid til det.

“Jeg kan ofte have svært ved at forstå min alder, når jeg lever som en 50 årig – som jeg gør”, forklarer skuespilleren, som nyder livet i fulde drag – med hyggelige selskaber. Det passede ham perfekt, da forældrene, Herluf Regner Nielsen og fru Kirsten, et par år efter befrielsen, valgte at flytte familien fra fiskernes Esbjerg til eventyrets Odense, hvor faren blev ansat på en stor konfektionsfabrik – med fast løn.

Vel ankommet til Odense, blev han elev på Vestre Skole, som han imidlertid fik et meget dårligt forhold til. Eller også var det omvendt, som han konkluderer. “Jeg kunne altså bare ikke forlige mig med skolen. Måske fordi, jeg som drømmer havde svært ved at koncentrere mig. Jeg drømte mig væk fra det, der var for kedeligt og almindeligt. Bortset fra gymnastiktimerne, gad han ikke skolens autoriteter.

Et stykke ind i Mellemskolen ville forældrene flytte ham til “noget mere interessant” og så blev han meldt ind på Marie Jørgensens Drengeskole i Nørregade. Pædagogisk korrekt. Men voldsomt kedeligt”, siger han et sted i “Odensebogen”, som er udkommet, hvert år siden 1990. I den aktuelle udgave af bogen, lader han at væld af tanker vandre rundt i brudstykker af et begivenhedsrigt liv.

Efter diverse skoler blev han soldat ved Fyenske Livsregiment – og så blev unge Finn Nielsen ansat hos “Stuhrs Herreekvipering” i Pogestræde. Butikken annoncerede, at de havde brug for en elev som kunne hjælpe til en planlagt flytning til Kongensgade. Det blev tre-fire traumetiske år.

KONFRONTATION MED DE AUTORITÆRE
“Jeg arbejdede sjovt nok altid for autoritære mennesker, som med løftet pegefinger signalerede, at jeg skulle passe på, at næsen ikke ragede for højt op. Som yngstemand og i weekenderne, var det mig, der blev sendt ud for at rulle markiser ned. Det gør De unge Nielsen. Det gør De, Nielsen. Jeg fik al lortearbejdet og spildte min tid. Jeg oplevede en streng ubrugelig disciplin”, fortæller Finn Nielsen, der til glædede sig over, at han i timevis tog mod undervisning som danser og balletdanser. I Provinsen var der en vis prestige i danserens veltrænede krop”.

I et større interview i Berlingske fortalte Finn Nielsen, at chefen for herretøjsbutikken en dag udbrød, at han havde hørt, jeg var en dygtig danser og at jeg derfor burde begynde at danse på teatret”. Som sagt så gjort. Jeg begyndte at danse på Odense Teater, hvor en amerikansk musical var på vej og allerede var stor inspiration.

Mens den ene skuespilrolle afløste den anden, har Finn Nielsen på livets private scene oplevet, hvordan det kan gøre ondt. Tre forliste ægteskaber gjorde ondt. “Det er selvfølgelig mærkeligt at sige i så sen en alder, men modgangen har modnet mig og gjort mig mere selvbevidst”, fortæller Finn Nielsen, som også er far til to børn.

Allerede fra barns ben, var Finn Nielsen let til bens og en ferm danser. Trods sine 87 år er han stadig adræt – og i god form. Fra han fyldte 80 har han roet kajak, stort set dagligt – en kæmpe udfordring at ro i sin egen verden i Københavns Havn. Det var også en udfordring, at blive godkendt som medlem af kajakklubben. Et naturligt krav, at skulle bestå 600 meter-prøven i en kajak – og i svømmehallen. På den måde sikrede han sig sit kajakbevis.

INGEN FRYGT FOR ALDERDOMMEN
I det hele taget frygter den travle skuespiller ikke alderdommen. Den står ikke i vejen for mig. Det er vigtigt ikke at gå i stå. Jeg har stort set ingen smerter og som skuespiller, har jeg altid haft et behov for at udvikle mig og for at arbejde med fagets detaljer”, forklarer Finn Nielsen, som siden sin mindeværdige Odense-tid fra 1955 til 1971, har han aldrig ligget på den lade side, hvad udfordringer angår.

“Så længe filmen kan bruge mig, kan jeg også bruge filmen. Uanset om det er teater eller film eller noget helt tredje, så vil der altid være brug for at lægge mig i en rolle med min alder. Selve livet skildres og gør skuespillerens liv så magisk. Sikken proces, jeg gennemgik i 60’ernes Odense. Tak for det, Odense.