Tanken om et uretfærdigt nederlag nagede Odense Teaters personale i sådan en grad, at teatret stillede krav om revanche – og agtværdige Pressens Idræts Klub ville ikke at sidde det ønske overhørig.
Der var en lun sommeraften, 21. juni i 1992, på Boldklubben Utopia’s ikoniske bane. Aftenen før den legendariske semifinale ved Europamesterskabet mellem Danmark og Holland.
Hvordan hænger det så sammen? Det er en lang historie, 29 år gammel og sandfærdig.
Som særligt udpeget holdleder for P.I.K., kendt fra flere underholdende indslag ved sommerfester, sørgede jeg pligtopfyldende for at holde bestikkelses-drikkevarerne kolde tii pausen – og mens jeg var i færd med at knappe op, lød der pludseligt noget lyden fra noget så sjældent som en moderne mobiltelefon. Det var et kald til Anders W. Berthelsen fra Berlingske, viste det sig
Den fine arbejdsplads gav sine medarbejdere en større mobiltelefon, som var fastmonteret i bilen. Det skulle den være, sagde de på Berlingskes, hvor kun fotograferne havde rigtig mobil.
“Det er til dig Borgkilde”, lød det fra overraskende fra Anders W. – fra sin parkerede bil. Jeg var rystet – telefon til mig via Berlingske. Redaktionschef Erik Stærke var fuldt orienteret. Ad snirklede omveje fandt mig på sidelinjen i Munke Mose.
På det tidspunkt havde Stiftstidende endnu ikke investeret i nymodens kommunikationsudstyr til redaktionen.
Den dokumenterende artikel fra torsdag den 23. juni 1992 fandt jeg i Fyens Stiftstidens avisarkiv i kasematterne dybt under mediehuset.
Ja tak, men…
“Hej John, det er Erik. Vil du til Göteborg og se semifinalen i morgen”, spurgte Stærke direkte – og lettere konfus svarede jeg “ja tak…men…”., og så kom Stærke mig i forkøbet; “Fint, tak for det John. Du skal være turleder i vores to busser med hund-rede Stiftstidende-læsere, med bus som kører fra Dannebrogsgade klokken 9 – til Frederikshavn, hvorfra I sejler til Göteborg.
Og så skriver du “bare en reportage”, hvor du fortæller om det de ser og hører; busturen, råbene, sangene, kampen og stemningen på Ullevi. Og du får fotograf med og så kan du sagtens nå at skrive artiklen på bladet, når bussen er tilbage i Odense ud på morgenstunden”, lød det venligt, men bestemt fra Stærke.
Nå, gør jeg det. Det lyder spændende ... , svarede jeg sarkastisk og replicerede “altsammen er meget godt, og spurgte så om aftalerne med chaufføren, fotografen, billetterne, servicen i bussen – og al almindelighed – og om de artikler, oplæg og deadlines jeg skal arbejde ud fra.
“Du kan nemt nå det. Deadline er ekstraordinær rykket til klokken 9.30”.
I 1992 var Stiftstidende stadig eftermiddagsavis. Først året efter blev den morgenavis.
Resultatet af dramaet mod FC Odense Teater fortaber sig i fortidens tåger. Måske det findes et sted i Folkemindesamlingens afdeling for kuriøse fodboldkampe.
På et splitsekund var jeg forvandlet fra holdleder i en showkamp til guide, turleder og udsendt medarbejder til en af de store kampe i dansk fodbolds gloriøse historie. Det går stærkt i dén branche.
Dannebrog og friske bemærkninger
Næste morgen klokken 8.30 stod jeg klar i Dannebrogsgade til at byde velkommen – med Dannebrog og friske bemærkninger. Og jeg tænkte: Hvad sker der lige nu?
Meningen var vist, at jeg skulle pendle mellem de to busser op gennem Jylland. Javel….lige inden afgang ankom fotografen, “Åh gudskelov”, sagde jeg, “så kan vi få nogle festlige billeder fra bussen. Kan du ikke ta’ den ene bus, så tager jeg den anden, og så kan vi mødes på færgen”, spurgte jeg Steen Heiberg, som så mærkeligt på mig.
“På færgen, svarede han? Jamen, jeg skal altså kun med til Middelfart, står der på min bestillingsseddel. Jeg bliver afhentet på stationen”, fortalte Heiberg.
“Middelfart … udbrød jeg og kampen foregår altså i Göteborg”.
Dermed brød mine fotografiske planer sammen. Festlig begyndelse for den udsendte.
“Avisen kan ikke undvære en fotograf, så længe”, lød svaret – og så slugte jeg den kamel. Derpå måtte jeg kalde de søvndrukne læsere til live og spørge dem om de ville se feststemte ud … og det gjorde de så. Inden Lillebælt”.
De rød-hvide Gislev-busser fyldt med klaphatte, dåseøl fra grænsen og rød-hvide læsere kørte i roligan-karavane mod nord. Vi nåede Stena Line-færgen i god tid og fik en smuk sejltur med rød-hvide sange og bægerklang.
14-16 mindeværdige timer
Fremme i Göteborg ventede det ultimative drama på Ullevi’s nyslåede grønsvær, men også for Deres udsendte som de næste 14-16 timer skulle blive de mest intense i skribentens lange liv i pressens urtehave.
Jeg tog plads på “vores” 18. række ud for det ene mål, og var klar til kamp side om side med min fynske koloni. Da var det jeg kom i tanke om, at jeg præcist samme tid aftenen i forvejen spillede smart på Utopia’s bane. Og så begyndte jeg at regne fremad fra semifinalens kick off, klokken 20.15 – frem til færgeafgangen. Klokken 23.
“Den vil vi under normale forhold nå”, betroede den ene chauffør mig. “Normale…”, svarede jeg og tænkte igen på deadline og en side reportage, som jeg skulle hjem og skrive – det var jo skrivemaskinens tid. Sååå.
Hvad vi ikke vidste var, at kampen mod de orange storfavoritter med funklende stjerner som Hans van Breukelen, Frank de Boer, Dennis Bergkamp, Ronald Koeman, Frank Rijkaard, Ruud Gullit, Wim Kieft og ikke mindst Marco van Basten blev den mest dramatiske i dansk fodbolds historie.
For de læsere som skulle være i tvivl, kan det ses på dette officielle program, at kampen på Utopia Park blev afviklet på et højt og seriøst niveau.
Dramaet på banen
Og jo, de fynske læsere levede i dén grad med i kampen, hvis forløb de fleste kender, lige så godt som finalen mod Tyskland få dage senere – samme sted. Da denne artiklen skrives, spoler jeg min indre 29 år gamle semifinalefilm tilbage. Den fokuserer på tre dramatiske spots. Den første, da Henrik Andersen ved stillingen 2-1 kommer forkert ind i en tackling af Marco van Basten – lige ud for os. Vi hørte knækket. Grimme billeder dukker op på nethinden af den skrigende dansker med smadret knæskal.
Straks kommer jeg i tanke om imødekommende Henrik Andersen, som et par år forinden havde modtaget og vist mig og kollega Bo Frimodt rundt på hans klub R.S.C. Anderlechts moderne stadion og især de imponerende VIP-lokaliteter. Det var en mindeværdigt øjeblik for os begge. Og nu lå han på banen og led grufuldt.
Næste chok sørgede Frank Rijkaard for bare fire minutter før tid, mens 25.000 danske tilskuere sang “sejren er hjemme”. En spand koldt vand direkte fra de hollandske kanaler.
I et interview med Tipsbladet har Rijkaard bl.a. sagt; “Jeg mindes, at vi havde godt styr på kampen, men Danmark havde heldet og var uhyre skarpe, når chancen bød sig”. Og skarp var netop Frank Rijkaard, der fik hele den danske nation til at holde vejret og bide negle, da han udlignede til 2-2 – og sendte kampen i overtid.
Artiklen dukkede igen op på nethinden
Da var det jeg spurgte chaufførerne, at nu er det vel ikke længere normale forhold – al den stund, Henrik Andersens uhyggelige uheld betød næsten 12 minutters tillægstid. “Næ…. hvis vi skal se de to ekstra halvlege frem til 120 minutter og måske en straffesparkskonkurrence, og det skal vi vel, så bliver det omkring midnat – og så er færgen sejlet. Om der er en anden vil vise sig”, lød det iskoldt i aftenvarmen.
Midt i den vanvittige eurofori tænkte jeg igen på artiklen. At der er sat en helside af. Hvor og hvornår kan jeg skrive den – og ringe til redaktionen, spurgte jeg mig selv.
Som de fleste sikkert er bekendt med, så holdt Danmark stand i forlængelsen og sendte de hollandske favoritter ud efter straffespark. Det blev afgørende, at Peter Schmeichel reddede Marco van Bastens forsøg fra 11-meterpletten.
“Jeg vil aldrig kunne glemme følelsen, da danskeren scorer på det sidste spark og afgør kampen”, siger Rijkaard, som i øvrigt scorede på sit forsøg i straffesparkskonkurrencen, som for længst er gået over i den danske fodboldhistorie. Ikke mindst Kim Christoftes korte tilløb og nonchalante afgørende scoring var genial. Det var hans rundedans bagefter også.
Göteborg-reportage blev skrevet næste formiddag på Gammel Torv i hjertet af København.
Opgav at holde styr på læserne
På vej ud af stadion, forsøgte jeg uden held, at holde styr på “mine” cirka hundrede feststemte læsere. Indrømmet nu 29 år senere, så opgav jeg.
Minutter senere mødte jeg min gamle kollega Torben Andersen fra Sterling, som havde en bus stående “ovre i venstre hjørne og så kan du ta’ med til København”, sagde han. Så da jeg mødte de fynske chauffører fortalte jeg, at de ikke skulle regne med mig. Jeg tager over København. Fint nok.
Det var over midnat – og al lys var slukket, Jeg havde været på snart 17 timer og gik mod p-pladsens venstre hjørne. Kan være, der var flere venstre hjørner ? Til gengæld var der ikke én eneste bus at se i miles omkreds.
Lige dér i mørket var jeg aldeles på røven. Eneste køretøj med danske nummerplader, var en Opel Kadett varevogn. Jeg bankede på ruden og en smilende ungersvend rullede ned. “Har I plads til én til…”, spurgte jeg. “Næh, vi må være fire og vi er seks. Såeee..”.
Jeg må have set meget sørgmodig ud, for efter en intern rådslagning lød det; “du kan godt komme med, men så skal du lægge dig på på gulvet og sige som et gulvtæppe. Vi skal nå færgen i Helsingborg”.
Kæmpefest på Rådhuspladsen
Det blev den mærkeligste biltur i mit liv. Og det siger ikke så lidt. 190 kilometer i radbrækkende stilling – med god underholdning af friske unge mennesker i sejrsstemning. Der var virkelig grund til et par gange at komme ud og strække kroppen.
Liggende på bunden af Kadetten krydsede vi Nordsjælland, hvor sejren stadig blev fejret højlydt – og vel ankommet til København, blev jeg som ekstra, svineheldig service, blev sat af ved Frihedstøtten. Derefter gik jeg hen over Rådhuspladsen som lignede en krigsskueplads. På den gode måde. Og voldsomt øm og træt i kroppen gik jeg på udkik efter de tre Stiftstidenders redaktion – som jeg fandt på Gammel Torv. Hvorefter jeg vralterede op på 4. sal og ringede på. Nu skal jeg skrive den artikel. Havde alle notaterne klar – både på blokken og i hovedet. Ingen åbnede døren. Og så så jeg et lille skilt som fortalte, at redaktionen først åbner klokken 9. Endnu et mentalt chok – og nedtur. Nu var det svært at juble i de rød-hvide farver.
Henrik Busborg har skrevet en fremragende bog om straffesparkets magi – med fascinerende forord af Lars Høgh, som reddede de fleste straffespar med sig. På bogens forside optræder Kim Christofte (OB 1987-88) i sin ikoniske sejrsrund-dans efter han scorede semifinalens afgørende mål – på straffe.
Anede ikke hvor busserne og læserne var
Klokken var lige godt syv og jeg valgte at indlogere mig på et hotel, som jeg plejer at bo på i Hovedstaden. Jeg fik et velfortjent koldt brusebad, kaffe og en morgenkrydder. Turde ikke lægge mig til at sove.
Forsøgte af al magt at holde mig vågen til lidt i ni. Så gik jeg tilbage til torvet og redaktionen og venlige mennesker tog imod mig. De anede ikke jeg dukkede op – men de stillede straks en moderne skrivemaskine til rådighed – og skænkede sort kaffe. Det skabte tryghed med hjælpsomme mennesker omkring mig. Jeg ringede til redaktionen i Odense og spurgte, hvad de vil ha’.
“Hvor er du henne, vi kan ikke forstå, du ikke er kommet her endnu. …”. Det hører I om senere, kære læsere, men jeg har det fint, svarede jeg og hamrede så artiklen ned på skrivemaskine – så godt jeg kunne.
Reportagen skulle jo handle om al det læserne oplevede … og om hvordan de så kampen og turen – og skæbnen ville, at jeg på det tidspunkt ikke anede, hvor “mine to busser og cirka hundrede læsere” befandt sig. Egentligt pinligt. Hvem skal jeg sige kollektivt undskyld til?
Men fra kontoret på 4. salen på Gammel Torv fik jeg afleveret præcist på minuttet. Som at vinde i lotteriet – eller måske rettere, som at vinde semifinalen.
Taknemmelige tanker i Roskilde
Søvndrukken gik jeg tilbage til hotellet, hvor tusinde tanker kappedes om at ta’ plads i hovedet. Forsøgte at hvile- og sove. Den gik slet ikke. Så jeg valgte at tjekke ud. Fik trods alt et koldt bad, en kop kaffe og en morgenkrydder for pengene.
En halv times tid senere sad jeg i toget til Odense, hvor jeg holdt mig vågen ved at læse et par nytrykte aviser. Da toget defilerede fordi min farmor og farfars gravsted, tæt på jernbanen i Roskilde, da tænkte jeg; at uden deres kærlighed, og tro på mig, da havde jeg aldrig fået alle disse fantastiske oplevelser, der fulgte med, hvis man var nysgerrig nok. Det var jeg heldigvis.
Tak for dem.