Da Allan Saysette som stor dreng var i lære som elektriker i Odense, blev han en dag tilbudt et drømmejob på Odense Teater. Himmelhenrykt og stolt bad teatret om et par prøveaftener inden han besluttede sig, så næste aften førte han følgespotten fra loftet til Store Scene. Det var rigeligt til, at han straks besluttede sig for at sige ja tak. En ny verden åbenbarede sig for lærlingen.
Dagen efter fortalte Allan sin mester om det fine tilbud og spurgte, om der var mulighed for, at fortsætte elektrikeruddannelsen på teatret inde i Jernbanegade.
Mester var flink og fremsynet og gav straks sin lærling grønt lys for skiftet. Straks efter arbejdstid cyklede hen ind på teatret og takkede for jobbet. “Jeg kan begynde med det samme”, tilføjede han og det gjorde han så.
Derpå begyndte en usædvanlig medarbejderhistorie på Provinsens største og ældste teater. Tre år senere, i 1974, blev han færdiguddannet med et fast job på hånden som lystekniker. Lige siden har Odense Teater og Allan Saysette nærmest været uadskillelige.
Senere blev han også lydtekniker – så så blev han kaldt lyd- og lysdesigner. Det var ikke kun teknikken, der udviklede sig. Det gjorde titler og uddannelser også.
“Jeg føler, det meste af mit liv har været på Odense Teater, og det er heldigt, for der findes ingen skønnere arbejdsplads end den her, lyder det fra Saysette, som i snart 52 år har haft sin daglige gang på teatret. Han er den medarbejder på landsdelsscenen, som har været ansat længste tid på teatret.
ET LYSENDE EKSEMPEL
Da han for nylig rundede 70 år, fortalte han, at der ikke var aktuelle planer om at stoppe. I det hele taget, så er han et lysende eksempel på, at med arbejdsglæde og et lyst sind, kan man komme langt. Han er tilmed et stykke omvandrende teaterhistorie og kender alle husets kringelkroge. Han fortæller meget gerne om udviklingen, han har oplevet som lys- og lydtekniker, som ned i detaljer lever sig ind i enhver forestilling han skal arbejde med, og skabe miljøet, historien og stemningen – på scenen.
Det var her det hele begyndte, fortæller teknikeren engageret, da han og artiklens forfatter tog turen rundt i det kringlede 112 år gamle teaterhus, ad lange gange og snirklede trapper og masser af lokaler. Følgespotten har bogstaveligt talt fulgt ham lige siden i huset, han kalder sit andet hjem.
Allan Saysette er ved at finindstille en følgespot til aftenens forestilling på Store Scene – helt oppe under loftet. Det manuelle følgespot er kun sjældent i brug. Lyset er meget intuitivt nu til dags Foto: Cindie Madsen.
Allan Saysette begyndte sin karriere på Odense Teater – i 1971. Faktum er, at den 70 årige unge mand har brugt det meste af sit arbejdsliv inde bag de store trædøre. Han arbejder bedst, når han har ro til at fordybe sig.
Han husker tilbage på den dag i 1978, da teaterdirektør Waage Sandøe foreslog, at belysningsholdet skulle være en selvstændig gruppe.
“Det var revolutionerende i det daglige arbejde, fordi det betød, at vi fik mere kreativ frihed og ejerskab over forestillingerne. Vi var fem ansatte i afdelingen, der kunne fordele forestillingerne imellem sig. Hvis der f.eks. var en scenograf, man fungerede godt sammen med, kunne man ønske at komme på vedkommendes forestilling. Så det var en rigtig god tid for os – og for teatret”, husker det omvandrende teater-leksikon.
GREASE VAR EN UNIK FORESTILLING
Allan Saysette har skabt lysdesign på omkring 150 forestillinger og afviklet dobbelt så mange. Det er også ham som er såkaldt afvikler på Mille-forestillingen.
Efter et halvt hundrede år i lysets tjeneste, arbejder han ikke længere med lysdesigner-opgaver. Men han er altid til rådighed med råd og dåd for gode kolleger og hjælper gerne til med særlige lysopgaver. En aftale begge parter er meget tilfredse med.
Især én forestilling gjorde et stort indtryk på mig som medarbejder, fortæller han. “Tilbage i 1996 skulle sætte musicalen Grease op, som i 1977 havde været mega succes på film rundt i verden. Det blev en kæmpe udfordring for os i lysafdelingen. Vi havde ikke prøvet noget i den skala før. Vi købte en masse ekstra udstyr og slog hul i taget, så vi kunne få nogle kæmpestore jerndragere ind deroppe fra, ene og alene for at styrke loftet. For ellers kunne det ikke bære de mange lamper, der skulle bruges til den unikke forestilling”, husker han.
I dag har byens kulturelle fyrtårn, Odense Teater, omkring 90 fastansatte og ikke færre end godt 100 freelancere i sæsonen. Det kræver samarbejde på tværs af alle afdelinger, når en forestilling skal sættes op. Uden samarbejde ingen succes.
265 TIMER TIL FORBEREDELSE
Teatrets grand old hører ofte, at publikum har svært ved at forestille sig, hvor meget arbejde der ligger bag en forestilling.
“Og så spørger folk også, hvad sådan en som mig laver om dagen, når der ikke er forestilling. Folk ved slet ikke, hvor meget forberedelse en færdig forestilling kræver. Dertil kan jeg svare, at der er afsat omkring 265 timers forberedelse til bare en forestilling på Store Scene. Oveni kommer afviklingen af forestillingerne. Der er masser af udstyr, som skal gøres klar. Hvad angår selve lysdesignet, skal vi jo også forestille os, hvordan lyset ses fra publikums pladser. Der ligger altså et stort stykke arbejde og venter, inden den færdige lyssætning er klar Dét arbejde er fantastisk, at være en del af”, siger han. Vi skal hele tiden være opdateret i udviklingen af teknikken. Der er sket meget, siden jeg begyndte at styre følgespotten for 50 års siden.
Der drysses igen eventyrlig magi over scenen, når Mille Gori og de kongelige balletbørnene vender tilbage til teatret. Foto: Emilie Therese
Nu til dags bruger man sjældent den manuelle følgespot. Lamperne er bogstaveligt talt blevet så teknisk kloge, at man ved bare at sætte en chip på skuespilleren, så følger spotten helt automatisk med på scenen. Den moderne teknik har dog aldrig skræmt Allan Saysette, som synes det stadig er spændende at følge udviklingen.
FØLGER UDVIKLINGEN MED POSITIVE ØJNE
“Jeg er heldigvis stadig nysgerrig på al det nye. Noget er jo som nævnt blevet nemmere. Vi hænger markant færre lamper op i dag, end før i tiden. Nu kan bare en enkel moving head noget, som førhen krævede seks til otte forskellige lamper.
Som en naturlig udvikling, så er arbejdstiden også blevet kortere for manden som har været ansat længst af alle.
Allan Saysette er ifølge aftalen på teatret omkring otte timer om ugen og den aftale har han det fint med.
Flere af timerne bruger han på at holde de mange lamper og udstyr ved lige. Det er meget vigtigt. Men han afvikler stadig forestillinger – det gælder ikke mindst “Mille og Den grimme Ælling” – igen. Den gik så stor succes sidste sæson, at en stor del af publikum nærmest har krævet den tilbage.
“Jeg nyder at komme på teatret, og her vil jeg komme så længe jeg kan rent fysisk. Jeg har jo stadig gode kollegaer og trods færre timer er det stadig et spændende hus – og et varieret job. Så jeg fortsætter gerne til jeg fysisk ikke kan mere”, siger han om sit andet hjem.
AFVIKLER BÅDE LYS OG LYD
“Mille og Den grimme ælling” er en ganske særlig forestilling, hvor der er nok at se til med ikke færre end 90 lyd- og lysskift på 45 minutter!
Det er den med Mille Gori, som på sin helt egen måde fortæller H.C. Andersens vidunderlige eventyr om Den grimme Ælling. Det er igen på Store Scene- og igen med en masse teatermagi – i perioden fra 10. februar til 3. marts (inklusiv vinterferie).
Ellers hjælper Saysette til med sine ekspertiser. For som han siger, “når livet er et teater og når det har været mit andet hjem så længe, så kan man altså ikke bare la’ vær’ med at blande sig”.
Artiklen er skrevet på grundlag af materiale, som er udarbejdet af Odense Teaters kommunikationsafdeling – og redigeret af borgkildesblog.dk, som har fået lov til at bruge artiklen.