Oppe på teatrets store loft skabes magien blandt de tusindvis af kostumer, som gennem har spillet flere markante roller på Odense Teater. Nu er teatrets erfarne kostumier og skræddere ved at afslutte jagten efter de sko og støvler, hatte og huer og de originale uniformer, dragter, pikante kjoler og fantasifulde jakker og benklæder, der passer som fod i hose til det skuespil som iscenesættere, scenografer og forestilligsledere klæder aktørerne på, til den kommende premiere.
Der så mange kostumer, at der ligefrem gemmer sig lyde i det gamle tøj. Man bør gå for langt væk fra hinanden, hvis der skal føres en samtale eller lyttes til rundviserens informationer oppe under loftet. Den mystik er en væsentlig del af loftets magi.
Alligevel er alle kostumer bogstaveligt talt klar til at fortælle nye historie på scenen. Dramatiske historier om blodige slag og væmmelige diktatorer, og om hed kærlighed og blodige mord. Kostumerne er også klar med kuriøse fortællinger om transvestitter, hundemordere, børnevampyrer og naragtige hofnarrer. Virkelige eller uvirkelige, eftertænksomme og rørende beretninger, som i århundreder har udspillet sig på teaterscenen eller som bare venter på at blive fortalt. “I kunsten kan livet kendes”, som der står skrevet i guld over store scene.
Alaskens kostumer i lange baner fylder hele det store loft øverst oppe i Provinsens ældste teaterhus – fra 1912. Foto Cindie Madsen.
“Vi bruger kostumeloftet flittigt netop til denne til forestilling, da skræddersalens kreative hold vil leve op til det såkaldte bæredygtighedsprincip”, fortæller den kostumeansvarlige skrædder Rie Prammann, som firkantet forklaret, forsøger at levendegøre kostumerne.
Hvorefter hun nævner et eksempel på bæredygtigheden.
“Her har du for eksempel en original kjole fra 20’erne, som på grund af ælde er ved at smuldre. Men den har stadig værdi for os. Vi kan nemlig sagtens bruge den. Bare ikke som den så ud, da vi fandt den på loftet. Til gengæld kan vi bruge den som reference til den tids design og synings-teknikker. Det er interessant viden for os”, forklarer Rie Prammann, da hun viser rundt på kostumeloftets eldorado af flere end 15.000 kostumer, som er samlet i en imponerende orden på hylder, stativer og bøjler”.
Ambitionen er at skabe en så bæredygtig forestilling som muligt.
ET LOFT MED MAGI OG FANTASI
“Der skabes en særlig magi deroppe, og fantasien kan hurtigt løbe af med dig, når du går rundt deroppe og tænker på alle de store forestillinger kostumerne har været en del af”, forklarer skrædder Rie Prammann, der tilmed betegner det som en klar fordel i det daglige arbejde, at have loftet så tæt på skræddersalen, når der arbejdes”.
Vi kender flere af landets teatre, hvor designere og skræddere nogle steder skal helt uden for byen eller frekventere andre adresser i byen, for at finde det rigtige. Her går vi lige gå op ad trappen og det betyder, at vi kan foretage hurtige prøver”.
“Vi har fundet langt de fleste kostumer til forestillingen oppe på kostumeloftet – og vi har undervejs måtte finde nogle kompromiser. Et konkret eksempel er, at Louise Davidsen, som har hovedrollen, skal bære en blå dragt. Vi fandt en helt vidunderlig dragt i den ønskede farve. Snittet var bare ikke rigtigt. Så her begyndte vi så på vores bæredygtigheds-kompromis”, siger hun og smiler.
“Så blev vi enige om at justere dragten, så den kan bruges i forestillingen, og vi skal ikke til at sy en ny. Det betyder så, at Louise kommer til at bære en dragt, købt i Magasin i 60’erne, som hun stadig kan være i”.
Publikum tænker sikkert ikke over det, når de sidder i salen og nyder en forestilling. Kostumerne er med til at skabe et visuelt helhedsbillede, både hvad handling og tidsbillede angår. Derfor skal kostumerne kunne ret meget. De bruges jo dagligt – og slides, mens forestillingen kører. Så kan de hurtigt gå i stykker. Det skal vi hele tiden være opmærksomme på. Hvordan “skaderne” kan udbedres.
Skræddere og designere og andre kreative medarbejdere skal have et indgående kendskab til den historie, som danner grundlag for forestillingen. Her ser skrædder Rie Prammann på sit udvalg af “modeller” til den aktuelle forestilling, Det. Foto: Cindie Madsen
KOSTUMER LIGGER I KUNSTIG KOMA
Når forestillingen tages af plakaten, lægger skrædderne de brugte kostumer i en slags kunstig koma. En helt særlig teknik for at holde kostumer rene – til de skal bruges i en ny forestilling. Så vækkes de til live på scenen.
Der hænger alt, hvad man kan forestille sig oppe på loftet. Kjoler i alle længder – med og uden skørter, der strutter. Joggingbukser, jeans, chinos og culottebukser – og dertil jakker og frakker, der f.eks, er prydet med perler, pailletter og guldknapper.
De tusindevis af teaterhistoriske kostumer skaber liv, fantasi og historie, selv om alle ved at nisserne er på spil. Også nu, hvor nisserne derved at lægge sig i dvale. Det er faktisk hemmeligt, men de små væsener lægger beslag på det ene hjørne af loftet, dér hvor de ikke må forstyrres.
Netop i denne tid huserer nisserne i ro og mag når mørket er faldet på, så danser de i ring og synger deres sang inden de sætter sig til rette omkring den store skål med den varme risengrød, som er pyntet med kanelsukker og smørklat.
Ingen hører dem og ingen ser dem. Heller ikke når de ad underfundige stiger, trapper og lange krogede gange sniger sig ned på Store Scene, for med spænding at se om der dukker en usynlig rolle op under prøverne på årets jule- og familieklassiker, Charles Dickens’ “Et juleeventyr”, som har premiere på Store Scene, lørdag den 11. november.
Hver aften, når salen er tømt, julelysene slukket og de medvirkende er cyklet hjem til familien, så lister nisserne småpludrende tilbage på det magiske loft- og inden det er nissernes sovetid, sætter de sig rundkreds og synger ganske lavmælt
på loftet sidder nissen med sin julegrød,
sin julegrød, så god og sød,
han nikker, og han spiser, og han er så glad
for julegrød er hans bedste mad.
Men rundt omkring står alle de små rotter,
og de skotter, og de skotter:
“Vi vil så gerne ha’ lidt julegodter,”
og de danser, danser rundt i ring.
Komponist: Otto Teich
Tekst: Margrethe Munthe
Denne artikel er skrevet på grundlag af materiale, som er udarbejdet af Odense Teaters kommunikationsafdeling – og derefter redigeret af borgkildesblog.dk, som har fået lov til at bruge artiklen.
God læselyst