Allerede tidligt 1960’erne ville jeg umoden og jubel-optimist som jeg var, afprøve meget og vove det meste. Ikke for at vinde – eller tabe. Så langt tænkte jeg ikke. Heller ikke for at skabe status, titler eller få skulderklap. Det har aldrig sagt mig noget. Mere fordi jeg var notorisk nysgerrig.
Det lykkedes.
Vi springer lystigt til perioden fra 1973 til 1976, hvor jeg legede koncertarrangør, hvor armbevægelserne var lige så store som de underskud, koncerterne gav. Ikke så smart, når jeg sideløbende tumleder rundt i en på én gang seriøs, travl og lærerig hverdag som journalist og redaktør på distriktsbladet Roskilde Avis (1970-1977) i domkirke- og festivalbyen. Her var jeg tilbage i 1962 blevet typograf-lærling på Roskilde Tidende (1962-1966), fordi “jeg med en grafisk uddannelse ville skabe et teknisk fundament til den journalist, som drømte om at blive engang i en verden, hvor computer var et avanceret fremmedord.
Nævner domkirken, fordi det var dér jeg blev døbt i 1946 og konfirmeret i 1960 – og dér min datter, Stina, blev døbt i 1970.
Og festivalen nævner jeg, fordi jeg i al beskedenhed var med fødslen af Nordeuropas største rockfestival og fordi, jeg skrev de første pressemeddelelser – det var til Sound Festival, som i 1971 var forløberen til den første Roskilde Festival i 1973 – og jeg var særdeles aktiv de første ti festivaler. I alt 18 styks blev det til.
Kronisk nysgerrig som jeg også var dengang, søgte jeg som ung skriverkarl helt ud i hjørnerne. Hadede de nemme løsninger – hele tiden klar til at udvikle og afprøve nye idéer, møde inspirerende mennesker og lære af dem. At være kronisk nysgerrig har altid kostet i pung, krop og sjæl. Det var en dyr, men god investering, mener jeg i dag,
Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, var det meste – set med normale øjne – det glade vanvid. Jeg ville ikke have undværet et minut – eller en eneste fra mit livs dårlige selskab. Tosser og banditter, skøre og skæve, smukke og skønner kærlige og ærlige var med hvert deres ekspertiser med til, lidt sent ganske vist, at forme mit liv – på godt og ondt.
Lige siden starten af 60’erne havde jeg levet et opsøgende, vildt, sjovt og kaotisk liv.
Og hvad angår ham musikarrangøren, så kan jeg set i bagspejlet konstatere; “længe det varede – og heldigvis for det”. For heller ikke den leg, var nogen forretning. Slet ikke. I virkeligheden skulle butikken bare løbe rundt. Og det løb ..
Når jeg ser tilbage og det gør jeg ofte, så ville jeg ikke have været de herligt kaotiske år foruden. Det gælder både arbejdet og privatlivet…. og meget andet. Al det der skete … både før og efter klokken 16.
Og de tilfældigheder der førte til den ultimative flyttedag fra Roskilde til Odense i begyndelsen af 1977. De tilfældigheder, bl.a. et kontorfællesskab med Fyens Forums messekontor, har jeg tidligere beskrevet – og kan findes i bloggens arkiv.
Fantastisk at give folk en oplevelse
Tilbage til min såkaldte koncert-arrangør, så kunne dagligdagens her og nu-tilfredsstillelses-barometer nå uanede højder, når jeg så og hørte, at min vanvids-satsning gjorde folk lykkelige. Da jeg mærkede folk fik en oplevelse, skabet det et kick …. men sjældent flere venskaber. Jeg havde de venner og bekendskaber, som havde brug for mig.
Efter en fejlslagen koncert, hvor det viste sig at publikum og jeg ikke havde samme mening, frekventerede jeg akut bankens udlån, så jeg med et døgns forsinkelse kunne betale honorar til bands, jeg ikke kunne på selve koncertaftenen. I virkeligheden det glade vanvid.
24 koncerter på rad og række
Det blev immervæk til 24 rock-, pop, folk- og jazz-koncerter, 17-18 af dem i hyggeligt kompagniskab med min gode ven Leif Skov, som et par år forinden var blevet tilknyttet Roskilde Festival som pladsformand – senere blev han en markant boss for hele festivalen.
Foto lånt af Peder Syv Skolens ungdomsskoles blad.
Leif Skov var lærer på Peder Syv Skolen i stationsbyen Viby mellem Roskilde og Ringsted.
På festivalen fik han ansvar for at grave huller til store hegnspæle – og for opsætning af hegn omkring pladsen. Det var stort, da vi i 1975 stod bag en Gasolin-koncert på skolen, som blev en kæmpe succes.
Jeg mindes det fantastiske univers, som dukkede op, da jeg pludseligt var en del af det dårlige selskab.
Den dag lagde jeg mærke til en ny dagligdag med kendte og ukendte musikere, solister, impresarioer, arrangører, mediefolk, folk fra “pladebranchen”, teknikere, formænd – og bagmænd.
En mærkelig verden.
Leif og jeg forhandlede kontrakter, aftalte betingelser med spillestederne, noget med omsætning af øl- og vandsalg og vi hjalp som en selvfølge bandets crew. Her var ingen plads til fine manerer. Det sidste år var jeg alene som såkaldt arrangør. Vi satte plakater op i by og på land, i nattens mulm og mørke, vi indrykkede annoncer og jeg skrev pressemeddelelser.
Og tog mod bandet, anviste dem opholdsrum til hvis og forberedelse og sagde farvel – efter regnskabets sene nattetime.
Vi tog sjovt nok også al ansvaret for ro og uorden og vi talt aldrig med politiet. Såvidt jeg husker. Det var jo andre tider. Med fokus på 1974-1975 – hvor den verden vi mødte, var forventningsfuld – og ubekymret.
Vi brugte heller ikke lokale sportsforeninger til at agere falske arrangører, for at slippe for momsen. En model der senere blev moderne – også på Fyn.
Skulle også være tid til skriveriet
Jeg var jo også skriverkarl af Guds nåde på Roskilde Avis, hvor jeg skrev om alt mellem himmel og jord – dog undtaget krimi og politisk stof. Roskilde Avis var et distriktsblad, ejet af Frederiksberg Bladet som satsede benhårdt på at tak kampen om læsere og annoncørerne med især Politikens blade. Jeg skrev byliv og kultur – og om musik i festival-byen. derved var jeg sikker på at have mine egne koncert-nyheder – alene. Og sikker på, at vores koncerter blev omtalt.
Sjovt nok var Roskilde Avis “konkurrent” til dagbladet Roskilde Tidende, hvor jeg fire år forinden var blevet uddannet i den grafiske branche – som håndsætter. En stærk radikal avis i hvis spalter, jeg skrev mit livs første artikler. Det var lidt mærkelig situation – som iøvrigt aldrig skabte konfrontationer.
Dobbeltjob
Helle ikke dagligdagen som dobbelt-jobber skabte problemet. Det skulle da lige være manglen på søvn.
Set i bakspejlets uklare lys, så var det at have koncert-historien alene, nok også dobbet-jobberens eneste fordel.
Havde jeg tænkt mig lidt bedre om, så ville jeg være gået glip af mange oplevelser og møder med fantastiske mennesker. Så godt jeg ikke gjorde det.
For fine til at stå op
Anekdoterne står i kø langt op ad Mindernes Boulevard.
Musikerne skulle jo have deres aftalte hyre. Ikke to kontrakter (aftaler) var ens. Der var typisk problemer med honorar og økonomi, som heller ikke dengang var min spidskompetance,
Bøvl var der typisk, når borgere fra det fine udkant-Roskilde forventede at komme til at sidde på en blød stol til koncerterne med f.eks. Papa Bues Jazz Band og blandt andre Grethe Ingmann eller John Mogensen som solister.
Publikum blev i stedet spist af med en ståplads. De var jo ikke lovet andet. Årsagen var, kan jeg afsløre nu 47 år senere, at medarrangør Eugen Tajmer havde inddraget stolene fordi, som han så rigtigt konkluderede; “at så kunne der komme flere betalende publikummer ind. Og det gjorde der”.
Billetsælger og regninger
Det var en nødvendighed at arrangøren selv tog tjansen som billetsælger ved indgangen – og vi måtte konstant forklare venner og især bekendte, at også de skulle betale entré for at høre Gasolin, Delta Blues Band, Defenders, Dr. Dopo Jam, Fujara, Alrune Rod, Culpepers Orchard, Jomfru Ane Band, Shit & Chanel eller hvad de nu hed dengang.
Det skete også, at koncertstedets (idrætshallens) udlejer eftersendte “en ubehøvlet regning” på ekstraudgifter for brug af “mere strøm end aftalt” – eller levering af flere øl og vand til solisterne – end aftalt.
Dengang fandtes ingen ”frivillige”. Skulle der, som nævnt, bæres grej fra kassevognen til scenen ovn retur, så måtte arrangøren selv træde i karakter – i stedet for som ellers planlagt, at sidde og trone i baren og fortælle om sine berømte bekendtskaber.
Fantastiske 46 år gamle fotos fra Rishøj. Endnu inden Gasolin iklædte sig sit velkendte outfit. Det var den ene af de fire koncerter, jeg nåede at lave med “Danmarks suverænt bedste rockband nogensinde.
Fantastiske øjeblikke – sidder stadig på nethinden
Der er også stjernestunder at se tilbage på. Et par af mit livs største musikalske øjeblikke var, når jeg sneg mig ind til Gasolins eminente lydprøver.
De største “lydprøve-oplevelser” havde jeg på Fjordvilla i Roskilde.
Vildt at være eneste flue på væggen med Larsen, Beckerlee, Jønsson og Berlev – når de høvlede den ene ørehænger af efter den anden. Altid på klokkeslet klokken 17 indtil Kim Larsen var tilfreds. Og der kunne nemt gå halvanden eller to timer. For det var mildt sagt, ikke altid kvartetten var enige. Det kunne være lyden og samspillet eller længden på en Beckerlee-solo.
Der blev snakket og diskuteret meget ind mellem “Kvinde min”, “Rabalderstræde”, “This is my Life”, “Langebro”, “Strengelegen” og “Inga Katinga og smukke Charlie”.
At få lov til at opleve perfektionisterne på den måde, er an smuk gave at lave med i mit livs rejsekuffert.
Når jeg sad dér i mørkets univers og rålyttede med en kold håndpilsner, så abstraherede jeg fra arrangør-presset. Allerede dér blev køen udenfor længere og længere.
Til gengæld blev det alvor, når tals- og pengemanden for et emsigt band, ud på de små timer, pegede på de bittesmå bogstaver i tillægskontrakten, samtidigt med, at det blev stillet krav om kvinder, spiritus, æbler og bananer.
Husker, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op. Havde hverken æbler eller det rigtige Rom-mærke. Butikkerne var forlængst lukket og damerne taget på ferie.
Men der var aldrig problemer med Gasolin – og slet ikke Kim Larsen, som på alle parametre var ukomplicerede.
Op og på rigtigt arbejde
Dagen derpå var det heller ikke karrierefremmende, at have været koncertarrangør .
For du skal fa’me ikke tro, du er noget… lød det i krogene. Det troede jeg slet ikke, når jeg efter en hård dags nat iførte mig digterkysen og glemte alt om rock, glimmer, Jack Daniels og underskud. Så ventede pinden på redaktionen og sjovt nok altid en interviewaftale – typisk ved ni-tiden – med blodsprængte øjne.
Det var 24 meget forskellige koncerter og set i bagklogskabens uklare lys, burde jeg have forudset det ulmede kaos.
Skal sandheden frem fra glemslens tåger, så noterede jeg noget der lignede underskud i de 22-23 af dem. Eller med andre ord – koncerten gav ikke overskud. Og når baren var rundet, det skulle man jo af sociale årsager – og der kunne falde en historie af – så var der sjældent en krone til overs. Men jeg fik da skrevet nogle underholdende kapitler i mit livs eventyr.
Jeg har i årevis tegnet og fortalt min gode ven Jørn (Ørn) Jeppesen om mine Gasolin-koncerter. En mørk og stormfuld aften vi tilfældigvis kom forbi Rishøj styrede ind til hallen, hvor en minderig Gasolim-koncert fandt sted. Foto: Jørn Jeppesen
De skøre påfund
En aften havde jeg både Walkers og Peter Belli & Les Rivals på programmet – det var på Fjordvilla i Roskilde. Var heldig alt overtale den langhårede rockstjerne Peter Belli til for at være gæstesolist i top-pop-bandet Walkers – og synge duet med Torben Lendager.Det lykkedes og Carsten Overskou fra DR optog flere numre til en udsendelse om tidens beatmusik.
Og så var der en aften på Viby Skole, jeg tidligere nævnte – hvor der var propfyldt. Gasolin var selvfølgelig øverst på plakaten og jeg havde fået Hvalsø Spillemændene til at varme op, og dem var der sikkert ikke mange som kendte – her spillede blandt andre Mathilde Bondo alias Lange Lone fra Kim Larsens københavner-univers, Anders Roland, Peter Viskinde og den senere filminstruktør Steen Rasmussen (ham med Wikke) var forsanger. Mathilde gik impulsivt på scenen, under Gasolin-koncerten og sang duet med Kim Larsen – og strøg violinen med en gang gas-rock. Uden at ane at Mathilde og Kim et par år senere skulle mødes “i en kold tid” på Østre Gasværk
Der var også musikalsk kant med helt nedre parametre, da jeg fik hevet det crazy syreband Dr. Dopo Jam ud på Skomagerkroen – ved Kirke Saaby, Danmarks ældste post-kro, hvor Jakob Skomar’ havde huseredt. Dem skrev jeg pressemeddelelser for. Det gjorde jeg iøvrigt for flere af de bands jeg engagerede.
Hvis du tror, du er noget
Eneste open air-arrangement, jeg dristede mig til at lave, var en minifestival, som “min” Roskilde Avis stod for – med fem bands, som spillede på Folkeparkens smukke amfiscene. Lige der hvor jeg som knægt først anråbte “væk dernede, der kommer en rødbede” og så kælkede jeg ned ad bakken i en rasende fart, med rødbedefarvede kinder.
Minifestivalen vistnok i sommeren 1975. Med bl.a. Jens Folkesanger Christensen, The Wall og Fujara på plakaten. Jeg mindes stadig med sved på panden, da jeg løb forvildet rundt på scenen mellem ledninger og mikrofonstativer, for som eneste crew, at gøre scenen klar, da et kor af muntre knægte skrålede, at ”hvis du tror du er noget, så er der noget du har misforstået…” – og nej, jeg vidste, at jeg ikke var andet end en smågal, lalleglad, nysgerrig stor dreng, som var født med at tage store chancer.
Forstå det, hvem der kan.
Ikke for ingenting, er mit valgsprog; Uden alle disse vidunderlige fejltagelser, havde livet ikke været værd at leve.
Og sådan er det bare.
Vi snupper sg’u Gasolin
En dag i 1973 var jeg og Leif Skov begyndt at tale om et band, som kaldte sig Gasolin vist nok var kommet for at blive – og at vi derfor burde være på forkant med begivenhederne på den danske rockscene og lave nogle koncerter med dem, inden de blev for dyre. Da meget godt set på dét tidspunkt.
Det var mens Bjarne Kamby stadig var gassernes impresario og inden navnkundige Knud Thorbjørnsen dukkede op og gjorde Gasolin til “det største danske koncertnavn nogensinde”. Og det lykkedes den Knud, der som teenager var blevet uddannet i en herretøjsbutik i Kongensgade “hjemme i Odense”,
Leif mente det ville være genialt, at sætte Gasolin-koncerten op i Rishøj Hallen, et udflytterområde mellem Greve og Køge, og den ide gik Kamby med til. Alle aftaler kom i land og jeg fik en fornuftig snak om honorar-betingelser med med Kamby.
Husker Leif og jeg i nattens mulm og mørke satte et hav af plakater op i det “mærkelige ingen-mands-land”-område, men også at vi som noget nyt investerede i en annonce i den lokale ugeavis. Det var stort, men. en dårlig investering – for den gav ingen respons.
Den tids typiske honoraraftaler var et fast grundbeløb eller 80 procent af entréindtægten. Så fik vi de 20 procent.
Eller burde have fået….
Det var en sjov tid med Leif Skov, som pludselig synes, han hellere ville lave Roskilde Festival ….
Fed koncert – uden publikum
Det var et brag af en koncert – men en økonomisk fiasko. Rygtet om christianshavnerdrengene var åbenbart ikke nået til Rishøj og omegn. Ikke langt fra Køge.
De bare to hundrede betalende gæster kunne lige akkurat fylde to stående rækker foran scenen. Og de var ellevilde.
Koncerten var historisk. For den blev spillet for det måske mindste antal publikum nogen sinde til en Gasolin-koncert.
Husker, at alle havde det forrygende. Undtagen Leif og mig.
Mens Leif hjalp bagstage-legenden ”Hvide” med at losse grejet ud i kassevognen, da stod jeg til regnskab med Kamby i hallens køkken. Han var heldigvis fleksibel i nødens stund.
Den aften i den tomme hal for 46 år siden, huskede Kim Larsen skam godt, fortalte han mig ofte. Kim havde en hukommelse som en elefant. Han huskede selv de mindste detaljer. Jeg talte sjovt nok ofte med Kim om den koncert, som stod så klart for ham. Ikke som men negativ oplevelse, men som en anderledes…koncert.
”Jeg er sikker på, at dem der kom, fik en god koncert. Jeg ku’ godt li’, at publikum stod helt tæt på, så vi kunne se dem i øjnene. Det sagde Beckerlee også. Der var gang i den, alle var glade, så hvad piver du over, Borgkilde”, lød det fra Larsen, som elskede snakke anekdoter og gamle dage. Nok fordi han var så god til at huske … de mærkeligste ting.
Der var dog fuldt hus til de andre to Gas-koncerter, vi nåede at lavede.
Midnat i biffen
Aner ikke hvorfor midnatskoncerter var in i midt 70’erne. Da Leif var blevet festival-medarbejder, hvor han startede med at sætte hegn op om pladsen, lejede jeg byens nye luksus-biograf, Scala i Hersegade og engagere den skotske folkesanger Alex Campbell, som havde haft succes på Roskilde Festivalen 1971. Så folk burde kende ham, tænkte jeg.
Pænt overrislet dukkede han op kort før midnat med guitar og cowboyhat, satte sig rette på en stol, som jeg havde placeret på ”scenen”, bare en halv meter fra biograflærredet. Derpå stillede han en flaske scotch ved det ene stoleben og med whisky-rå stemme sang han højlandets vemodige sange, mens han vippede stolen i takt og jeg frygtede hvert sekund, han ville falde bagover og ind i det store lærred. Da jeg ikke tror, mr Campbell var kapabel til en iretsættelse, snuppede jeg inspireret af skotten en whisky on the rocks og sneg mig derpå ind på direktørens kontor og spurgte lavmælt til, hvad et biograflærred står i – i dag. Beløbet var vanvittigt.
Da jeg opgav at gå op på scenen og be’ manden lade vær’ med at vippe på stolen, blev nødt til at dulme nerverne i endnu en dobbelt skotsk. Alex Campbell faldt ingen steder, heller ikke i søvn, selv om det var tæt ved. Klokken var træt ved et om natten da han sluttede – og jeg slap for mega-udgifter og nervesammenbrud.
Der er heldigvis også minderige koncerter med pæn publikumssucces og dårlig økonomi at se tilbage på – blandt andre Culpeper’s Orchard med bl.a. Thor Backhausen, Cy Nicklin og Tom McEwan, med skotske The Fureys Bros, med Barbarella som havde Henning Pold (Bellami og BellStar) på bas – og med tre koncerter med Papa Bue, da de turnerede med Grethe Ingeman, John Mogensen og Bjarne Liller som solister.
Så var det slut
Sidste arrangør-fejltagelse var Delta Blues Band. Jeg havde hørt bandet et sted i København – for fulde huse. Et forrygende “partyband”. Den nat jeg høret dem, var folk så ekstatiske at jeg engagerede dem på stedet. Impulsivt og det glade vanvid.
Historien gentog sig. Koncerten var en fest. Men heller ikke her, var der ret mange mennesker. Roskildenserne vidste intet om kultur på et højt plan.
Underskuddet blev på uoverskuelige 1400 kroner – i 1974-penge. Fandme mange – dengang.
Aftalte med Troels Jensen, at jeg allerede mandag ville sende ham en crosset check. Straks da banken åbnede mandag styrede jeg med gummiben og hjertet hoppende hen mod udlånet. Den flinke bankmand i lugen fik en historie om min moster fra de varme lande. Og det var hendes skyld, jeg havde brugt de mange penge – den gik han med på. Tror han havde ondt af mig. –
Så kunne den sende honoraret på en crosset check til Delta Blues Band.
Derpå holdt jeg et alvorligt møde med mig selv. Nu var det ikke så sjovt længere.
Koncertarrangør-epoken var et overstået kapitel. Så havde jeg prøvet det med.
Det faktisk rigtigt sjovt, så længere det varede. Men hold da kæft, hvor mange skønne spildte kræfter og økonomiske katastrofer.
Heldigvis er jeg ret overbevist om, at jeg gjorde mange mennesker glade. Måske er der piger og drenge, som dengang mødtes for første gang – og som stadig lever og har det godt.
Også derfor ville jeg slet ikke have undværet de to-tre heftige år. Slet ikke.