Flere hundrede OB-tilhængere ventede og ventede på at hylde spillerne, som hele fodbold-Danmark få timer forinden, havde set juble vanvittigt på tv – efter den afgørende scoring af unge Morten Bisgaard i overtiden. Først brugte han indersiden af hovedet, da han med et velplaceret indersideskud med højre støvle udplacerede Real Madrids målmand.
Træneridolet Jorge Valdano stod som forstenet på sidelinjen.
Det var tredje runde af Europa Cup’en og Real stillede med verdensklassespillere som Ivan Zamorano og Michael Laudrup. Første kamp blev spillet på et tætpakket Odense Stadion, der havde en tilskuerkapacitet på 17.500. Michael Schønberg bragte uventet OB i front i første halvleg på et langskud. Efter pausen bragte Real Madrid sig hurtigt på 2-1, hvorefter det mirakuløst lykkedes OB at udligne til 2-2 ved slagtersønnen Jesper Hjort. Kort før tid bragte Michael Laudrup Real Madrid på 3-2, hvilket blev kampens resultat.
Vist var der mange mennesker i Arkaden denne sene aftenstund, tirsdag den 6. december 1994. Men det var der stort set hver eneste aften, især op mod jul, for dér i midt 90erne havde underholdningskomplekset, med sine 10-12 moderne diskoteker, barer, caféer og spiserestauranter under ét tag, ikke stor konkurrence om det unge tørstige publikum i aften- og nattelivet. Vel var der Pakhuset, Tordenskiold, Atlantic og Klingenberg, men ikke meget andet.
Der var intet arrangeret på forhånd – med modtagelsen af OB-spillerne. Arkadens ledelse anede intet om fodbold, og ingen potentielle arrangører havde i deres vildeste fantasi forudset, at OB kunne vinde med de krævede to mål på fodbold-katedralen Santiago Bernabéu i Madrid.
Lars Høgh, Carsten og Michael Hemmingsen, Morten Bisgaard, Michael Schjønberg, Johnny Hansen, Jess Thorup, Carsten Dethlefsen, Ulrik Pedersen, træner Kim Brink, massør Allan Poulsen, læge Christen Villberg, holdleder Erik Birkholm og alle de andre herlige mennesker, i den 50 personer store OB-trup, der lod hånt om at astronomen Tycho Brahe, som 400 år forinden havde udnævnt netop den 6. december til at være en særlig uheldig dag. Den opskrift havde den spanske kongeklub fra Bernabéu i Madrid åbenbart læst.
Historien kan der dog ikke laves om på. Om godt et år kan sensationen fejres som et usædvanligt jubilæum.
Fik opgaven i sidste øjeblik
Som reporter på Odense-redaktionen blev jeg i sidste øjeblik sat på opgaven for at beskrive stemningen ved modtagelsen i Odense Lufthavn, hvor flere hundrede kendte og ukendte, fans, presse, familie og hæmningsløst nysgerrige brød alle afspærringer og løb direkte ud på landingsbanen for at tage i mod det chartrede fly – uden nogen form for ekstra indkaldt vagtpersonale.
Jeg havde en benhård deadline hængende over mit stressede hoved. Der var sat en hel side af til mig, og ud på aftenen var siden aldeles tom for ord og billeder.
I virvaret i Odense Lufthavn var det umuligt at kommunikere med fotografen, der gik sine egne veje. Det var lang tid før mobiltelefon, IPad og tablets blev opfundet som uundværligt journalistisk redskab. Så vi nøjedes med røgsignaler.
Som jeg husker det, havde spillerne ikke travlt med at komme ud af OB-flyet. Måske skulle de lige drikke deres sejrsdrinks ud – og måske skulle de fra kabinen nyde synet af de mange hujende mennesker ude i mørket. Det var dem vel undt.
Lige dét tidspunkt begyndte seriøse rygter at svirre om, at ”spillerne vil komme ind på Arkaden”. Redaktionens strategi var, at jeg efter lufthavnen skulle ta’ en hyrevogn ind til byen, og så hurtigt som muligt sende et tekstmæssigt stemningsbillede inden den ekstraordinært sene deadline lukkede for skodderne.
Stiftstidendes Madrid-hold
Sportsredaktør Niels Abildtrup, der selv berettede om kampen i Madrid, fortæller, at avisen udkom som morgenavis og i dagens anledning blev den trykt i to udgaver. Den første til de fynske yderdistrikter.
Den sene deadline var udskudt til omkring midnat. Det var ellers ganske uhørt. Og så minder Abildtrup i øvrigt om, at Leif Rasmussen, i dag hans souschef på SportFyn, var i Madrid for Ekstra Bladet, hvor han var ansat et par år i 90’erne. Erik Thomsen, i dag Odense-redaktør, var med som grøn elev på sportsredaktionen, og Kim Rune var pressefotograf på turen.
Som jeg selv husker det, så reporterede jeg al det jeg så og hørte – og mere til. Det ærgrede mig afsindigt, at spillerne lod vente på sig – både i lufthavnen, og så vidt jeg husker, først ankom til Arkaden, samtidigt med avisen gik i trykken.
For der var ikke noget arrangement, de behøvede at nå frem til. Troede de. Kun den impulsive sejrs-komsammen, som OB-fans i alle aldre improviserende havde iscenesat. Havde det været sommer, ville man have mødtes på Flakhaven og krævet spillerne ud på rådhusets balkon.
Stiftstidendes fotograf Kim Rune har foreviget tidspunktet, hvor Morten Bisgaard med en sublim inderside udplacerer Reals målmand. Bisgaard er i dag U19-træner hos arvefjenden FCK.
Ingen officiel modtagelses-fest
Spillerne var ikke en del af noget officielt arrangement. De kunne ta’ den med ro – og det gjorde de stribede helte, der havde gjort deres pligt i Madrid, hvor de sjovt nok spillede i gult.
Også den nat slog Henrik Lykke i tangenterne og sang aktuelle Kim Larsen-, TV-2- og John Mogensen-hits på sin Pianobar, hvor OB-spillerne plejede at dukke op efter en kamp, ofte sammen med ledere, træner, koner, kærester og medløbere, og så sang de med omkring pianoet til den lyse morgen. Det var fast kutyme.
Ofte med frontløberen Per Petersen i spidsen.
Derfor var det også ganske naturligt, at de valgte at runde Arkaden efter Miraklet i Madrid. Så søgte de Løkke
Heltene der kom ind fra kulden
Da de fleste OB-helte, deres koner, kærester og ledere, lidt over midnat, vandrede ind i det larmende restaurations-tempel, var rygtet gået i forvejen – fra december-kulden.
Fra det øjeblik hang klubfølelsen uden på de stribede klubtrøjer, og flere hundrede hardcore blå-hvide-hjerter slog for alvor i takt, da de ud af ingenting brød ud i den ikoniske fællesang ”OB, OB… OB op til tops”. Og de trætte spillere blev hyldet og skrev flere autografer end normalt.
Discjockeyen på Musikhuset, med Benny Larsen i baren, inden for til venstre, skruede op for decibellen mens spillerne stille og roligt vandrede ned til Henrik på Pianobaren, bagerst i forlystelsestemplet.
OB fik fornemt kapitel i historiebogen
Den intime stemning hos vennen Henrik, havde de fleste OB-spillere set frem til, hele vejen hjem fra Europas største fodboldstadion, hvor de ikke alene bankede verdens mest berømte klubhold, men de havde også skrevet deres helt eget kapitel i dansk fodbolds historiebog.
Derpå gik luften endegyldigt ud af de hæse, hårdt prøvede tilhængere. Ganske få timer senere ringede vækkeuret – så skulle de op til hverdagen. Op og på arbejde, i skole eller på gymnasium.
Måske fortæller overleveringen noget andet om den festlige modtagelse af de glade OB-spillere, men sådan var virkeligheden ikke helt, denne meget sene aftenstund midt i den hundekolde juleudsmykkede by, hvor tirsdag var blevet til onsdag.
Men selvfølgelig. Der er mange måder at feste på – og sejrsfesten er sikkert også blevet sjovere med årene. Især fordi klubberne har særlige afdelinger og event-magere med fine titler, til at iscenesætte den slags festivitas – også de mere impulsive, fordi at netop i fodbold kan alt ske. Og dét skete den aften og nat for 28 år siden.
Og alle årene er fynboerne som læser de lokale medier blevet mindet om hin aftenstund på Estadio Bernabeu. Den aften da det hvide stjernemandskab med magiske Michael Laudrup i spidsen blev mindet om, at i fodbold er bolden kuglerundt og alting kan ske.