Vælg en side

Kerteminderne er per tradition et gæstfrit og fornøjeligt folkefærd. Der sker altid noget hyggeligt og festligt i den idylliske fiskerby, bare 18 kilometer nordøst for Odense. Her hvor nord- og sydstranden støder op til det smukke bymiljø. Den gamle havn, fjorden og marinaen oser af maritim livsglæde, og kunsten lever fint på Johs. Larsen Museet og på Toldboden og på Fjord&Bælt Centret basker fisk, sæler og søløver. Fortidens gæve vikinger ror ud fra Ladby og rytmerne blomstrer på dett charmerende Lundsgaard Gods.

Her er han så Emil Andresen med  fuld udrustning, klar til enhver fotografisk opgave i Kerteminde og omegn, hvor han residerer.

Det hele til stor inspiration for kertemindernes helt egen cheffotograf Emil Andresen, som stort set hver eneste dag ses vandre rundt i byen, iført sin fotografiske batteri af på maven, ryggen, i hænderne og på skuldrene.

Og han fortæller gerne, hvis der er tid, om det imponerende grej, men også om sit fædrende ophav i hjertet af Kerteminde. Lige dernede ad gaden og henne til højre.

Emil ser billeder overalt i sin fødeby. Og som giver han sig selv plads til fordybelse og eftertænksomhed.
Trods odenseaner i et halvt århundrede, så tager han næsten dagligt turen ad den naturskønne landevej til Amandas fiskerby, hvor Emil Andresen er født og opvokset i den historiske købmandsslægt, “Emil Andresen”.
Vel ankommet i sin parkerings- og brændstofvenlige Skoda Fabia 1,5 Hatchback, huserer han hjemmevant i byen, altid med finurlige kommentarer og underspillede ordspil, som er en naturlig del at hans tilstedeværelse.

Kertemindes gamle købmandsgaard, som Emil Andresens oldefar købte i 1884. “Fotograf Emil” er født oppe bag vinduet på altanen.

Da han drog ind til storbyen
“Én gang kerteminder altid kerteminder, siger han ikke uden ægte storhed. Jeg føler det som et privilegium, at være fra Kerteminde”, proklamerer Emil Andresen, som allerede i 1972, i et ungdommeligt anfald af udlængsel og forlystelsessyge drog til storbyen, hvor han de seneste mange år har boet på Store Glasvej i det centrale Odense.

“Dengang levede jeg af forskellige manuelle jobs, bl.a. var jeg som gademusikant a’la Dylan, Eno og Bruce. Jeg levede i det hele taget en glad boheme-tilværelse”, forklarer Andresen, som i 1994 blev førtidspensionist.

Men det var først i 2006, at hans fotografiske livsbane tog fart. Ikke mindst takket være særinteresser som naturen, der jo altid er det og musikken, som – næsten – også altid er det”, fortæller Emil Andresen som i mange år var et kendt ansigt i Odenses rytmiske musikmiljø. Både som frivillig (aktivist) på spillestederne og som musiker og forsanger i bandet “Forrest i køen”, der for snart 30 år siden indspillede et album med Emil Andresens egne kompositioner – en gedigen skive iøvrigt, som i dag er i høj kurs på auktioner for retro-skiver.

“Vi giver skam stadig koncerter, men kun ved særlige lejligheder, senest ved en retro-koncert på 17:48 “, bemærker Emil Andresen som i foreløbig 36 år har arbejdet og “givet et nap med” på Posten og Dexter. Et miljø han elsker. I mange år var han en karismatisk bartender i baren i lokalet “ude foran” på Rytmeposten – og i de senere år har han markeret sig som hus-fotograf. Ikke mindst på det nye Dexter.
Han er altid repræsenteret med 60 forrygende koncert- og artistbilleder på væggene på Dexter – og 40 på Posten. Permanente ophæng som  visuelt fortæller hans historier om de navne og bands, som har optrådt netop her.

Vild med Chicago
Musikken har sammen med en medfødt nysgerrighed altid stået hans hjerte nær. Han har flere gange krydset Atlanten for på tæt hold at lytte til og fotografere en række af de ypperste blues-koryfæer ved verdens største bluesfestival – Millenium Park i Chicago.
Evigt søgende “efter noget spændende til kameraet”, som han kunne finde på. at sige, snupper han nærmest som en selvfølge et par dagsrejser fra Chicago til Niagara-vandfaldene, som han typisk kaldte “en van(d)vittig fascinerende oplevelse”.

Chicagos imponerende skyline – et studie i ekstrem byggekunst, som står i dyb kontrast til de røde tages Kerteminde.

Odenseaner, nuvel – men han glemmer aldrig sine familiere aner og hvor livets fundament blev støbt – nærmere betegnet i den smukke gamle købmandsgård i bindingsværk lige midt i af den skønne fiskerby – på hjørnet af Vestergade og Langegade.
Et markant ejendoms- kompleks, som hans oldefar Chresten Emil Andresen, som kom fra Rudkøbing, faldt for og købte tilbage i 1884. Oldefar styrede sin købmandsgård frem til sin død i 1928, hvor Emils farfar, Otto Andresen, tog over og skrev adskillige kapitler i byhistorien.

Noget ved musikken
Talentet for musiker-motiver og atmosfærefyldte koncertfotos fik i 2016 godsejeren, sangerinden og koncertarrangøren Vini Iuel (engang årets jazzmusiker på Fyn) til at tilknytte Andresen som hus-fotograf på Lundsgaard Gods’ kulturhus Anexet, et arkitektonisk sublimt koncertsted, hvor især jazzen og bossa novaen lyser i de smukke lokaler. Et fornemt og anerkendende skulderklap til den musikalske fotograf.

Selv om der er mange timers kørsel fra Chicago til Niagara, så tog fynske Emil alligevel turen, fordi der vare gode motiver at hente i de fantastiske vandfald.

Siden 2010 har Kertemindes egen fotograf, som forfatteren Svend Novrup engang beskrev ham, været på farten for www.kjavis.dk – Kerteminde Netavis alias Kjerteminde Avis, som var verdens ældste papiravis. Med sin evigt nysgerrige linse dækker han store som små begivenheder i by og omegn.

Ikke mindst fernisager og åbning af gallerier har hans særlige interesse. Det gælder også dem på “Toldboden”, hvis ledelse for et års tid siden udfordrede ham, ved at bede ham iscenesætte en udstilling med udelukkende egne billeder.

Opgaven gjorde ham overrasket, glad og pavestolt – og resultatet blev en alsidig, smuk billed-fortællende og velbesøgt udstilling, som mest af alt var en fotografisk hyldest til fødebyen.

Der er ikke længere en ”Købmand Emil Andresen”, men derimod en ”Fotograf Emil Andresen”.

Kustode med indsigt
Apropos fine gamle galleri i Strandgade, “Toldboden”, som drives af Østfyns Museer og Kerteminde Kunstforening, så sidder han også i galleriets bestyrelse. Og når tiden er til det, så tager han en tjans som kustode – et betroet hverv, som også kan omfatte supplerende informationer til de gæster, som vil vide mere.

Med sans for fine titler og blink i øjet, så har han siden 2007 været tituleret som hoffotograf for kirsebærfestivalen, siden 2008 for Turismens Venner og siden 2013 for Kerteminde Revyen – ligesom han i en længere årrække “har fotograferet for Østfyns Museer” – herunder Ladby-skibet.

Mine billeder hænger overalt
“Jeg er så privilegeret, at jeg næsten dagligt kan se mine billeder hænge overalt i kommunen, på rådhuset, i vandski- og roklubben og rundt omkring i de små hjem. Det er ikke noget, jeg er blevet rig af, men det er en dejlig fornemmelse. Jeg bliver fornøjet, når jeg oplever andres glæde ved ens arbejde”.

Hvordan er det nu med historien om det legendariske Kerteminde-navn “Emil Andresen”?

Byens egen fotograf Emil Andresen huserer til lands, til vands og i luften – og i gader og stræder. Her et fascinerende skue ud over “byen med de røde tage”.

Faren hed også Emil Andresen 
“Byens egen fotograf” fortæller, at han er købmandsfamiliens fjerde generation.

“Min far som også hed Emil Andresen, for at gøre det hele nemmere, vendte efter at have arbejdet for Esso i København, hjem til Kerteminde í 1948, for sammen med min farfar at drive købmandsgården. Det gjorde de indtil midten af 80’erne, da de døde med to års mellemrum.

Den videre drift blev i familien, da jeg og min søster overtog matriklen, som vi afhændede i 1988 – og en historisk æra var forbi.
Min søster blev lærer i Ribe og jeg flyttede til Odense. men forlod i princippet aldrig Kerteminde”, konstaterer Emil Andresen, der aldrig blev købmand – det lå slet ikke i kortene, men til gengæld blev han “byens egen fotograf”.

Vist er Emil Andresen oldtimer, det afslører dåbsattesten, men hans ungdommelige sind og forfriskende syn på tilværelsen fornægter sig ikke. Han kom som nævnt til verden for 70 år siden, født med stolte familiære aner ind i Andresen-slægten.