Indrømmet. Med ærefrygt havde jeg glædet mig i ugevis, jeg havde talt ned til selve dagen og var nærmest overmandet af forventninger om at blive forført udi en uvis fremtid, mødte jeg op i byens fine gamle bladhus i Jernbanegade 1, fredag den 1. april 1977. Lige dér blev jeg belært om, at man her på Fyn ikke møder op til nyt job på en fredag. Adrenalinet strøg adskillige grader nedad. Aprilsnar!
Lørdag begynder man heller ikke, så jeg valgte at gå en tur i de flagsmykkede gader og tænkte; ”sikken modtagelse i min nye by”. De flager alle steder. Hvor vidste de fra at jeg netop i dag var ankommet til byen, tænkte jeg. Nøjedes med at tænke.
Dagen efter blev jeg belært fra alle sider, om hvad der i grunden sker den 2. april og gør dagen til en festdag i Odense. Korrekt kære læser. Det er byens stolte søn, H,.V. Andersens fødselsdag. Odenseasnerne fortalte, ar han kom til verden i 1805 i det lille gule hus på hjørnet af Hans Jensens Stræde og Bangs Boder. Såvidt man ved Og den uvidenhed holder stadig stik.
Byen var smykket med dannebrog, da jeg ankom til Odense. ih hvor eventyrligt smukt. Sikke’n velkomst.
Heller ikke en søndag og slet ikke en mandag, begynder man på en ny arbejdsplads. Overtro eller kutyme aner jeg ikke. Så jeg mødte glad og fro op tirsdag den 5. april. Nu skulle det være. Med rystende hånd og sved på panden, hilste jeg på redaktøren, der efter jeg var blevet anvist mit kontor – og egen skrivemaskine. Det var før computerens indtog.
Og så fulgte redaktøren op med at fortælle om endnu en nedtur, Nemlig, at jeg lige så godt kunne gå hjem igen. “Der er nok ikke noget at lave for dig alligevel. Det ser nemlig ikke ud til, der kommer aviser på gaden i dag eller i morgen – eller foreløbigt”, forklarede redaktøren kortfattet.
Som nybagt eksil-odenseaner som virkelig havde glædet sig til at komme igen, var det som at betræde ingenmandsland. Jeg anede ikke, hvad der var op og end. Havde endnu ikke hilst på en kollega. Ellers burde det være en gave, hvis ens chef nederen gå hjerm – og jeg havde slet ikke gjort nogen fortræd.
Det viste sig, at husets typografer havde nedlagt arbejdet i sympati med kollegerne i Det Berlingske Hus. Der var nærmest opnået et broderskab blandt typograferne. Styret af en benhård og meget rød fagforening.
Uden typografer, sættere og trykkere, kunne avisen ikke udkomme. Bare ni år forinden var jeg selv blevet uddannet som typograf -håndsætter. Nu var jeg sluppet fra bly og vinkelhager – jeg ville videre inden for avis-universet. Men lige nu var der lange udsigter.
Efter en måneds barsk kamp, vendte typograferne tilbage til sætteri og trykkeri. Og det hele endte med hundredevis af fyringer.
Typograf-toppen havde svært ved se skriften på væggen. Computerens indtog i bladhusene var uundgåelig.
Tilbage ved min egen skrivemaskine, bad avisens chefredaktør Juel V. Ry mig begynde på avisens nye distriktsblade
I den fynske medieverden fortsatte kampen for overlevelse. En kamp, jeg selv. blev en del af, da Stiftstidende mobiliserede en nådesløs kamp om at sikre sig indtægtsgivende annoncører – vores benhårde modstandere var sydfynske Fyns Amts Avis’ Odense-udgivelse UgeAvisen, som med hovmod var rykket ind på Stiftstidendes territorium i Stor-Odense.
Det gamle bladhus var rystet i sin grundvold. Det ændrede dog ikke ved den kendsgerning, at jeg oplevede syv begivenhedsrige og lærerige år på Odense Posten, hvor fundamentet til de næste 40 år i avisens tjeneste blev støbt. Men det er en helt anden historie, og den får I senere.