Historien om superfærgen Estonia’s forlis den 27. september 1994, genoptrykkes på bloggen under rubrikken “Ak ja; 30 år siden, jeg ikke fik brug for retur-billetten til M/F Estonia”:
Det korte historie: “Jeg stod meget tidlig op. Mens jeg pakkede sendte jeg et hastigt blik de nye morgen-nyheder på tv Jeg skulle på reportagerejse til den estiske hovedstad Tallinn. For at skrive om den smukke by, som ikke længere var i russiske hænder, sagnet om Dannebrog og om den nye superfærge Estonia. Vi fløj til Stockholm, hvorfra vi næste morgen skulle sejle med den nyindsatte færge M/S Estonia. Den skulle omtales fordi DSB’s Rejsebureau var begyndt at sælge billetter til Estonia. Færgen var ikke i havn i Stockholm, da vi skal sejle. I afgangshallen hang Estonia-plakater, som reklamerede med Alt godt fra havet, Den morgen, vi skulle hjemme fra Odense, nøjedes tv med at sende et ultra kort indslag. Uden billeder. Et kort over Den Finske Bugt mellem Estland, Finland og Sverige viste katastrofeområdet. Måbende uoplyste seere så og hørte, at noget alvorligt var sket. Men ikke i hvilket omfang. Min krop gik i stå, hjertet og hjernen blev sat på stand by. Jeg glemte at trække vejret, når jeg tjekkede min billet til den færge, som angiveligt var på vej mod havets bund. Alt var surrealistisk.. Natten mellem 27. og 28. september 1994 skete et af de største skibsforlis i nyere tid. 852 mennesker omkom, da Estonia sank på vej ud i Østersøen. Årsagen er endnu ikke klarlagt”. Estonia (latin og engelsk for “Estland”) endte natten mellem den 27. og 28. september 1994 i et af de største skibsforlis i nyere tid. 852 mennesker omkom, da færgen sank i Østersøen mellem Sverige og Estland. 137 af de
Da jeg “som udsendt medarbejder” ikke fik brug for billetten superfærgen M/F Estonia.
Der er datoer, som står stærkere i erindringen end andre. Som nu onsdag den 29. september 1994, der for eksempel er en af de datoer, som står stærkest i mit livs bagkatalog. Den dato slipper mig aldrig.
Den dag da 135 mennesker mistede livet i det iskolde glubske hav.
Der sættes sikkert aldrig et endegyldigt punktum på sagaen om Scandivanien Star-tragedien. Katastrofens ofre ønsker stadig at få flere svar på spørgsmålene om det f,.eks. var myndighederne, færgernes ejere, om det var Søfartsstyrelsen eller redningssystemet – eller borgportens lukkemekanisme, som svigtede. Eller en helt sjette instans.
Ansvaret sejlede stadig, konkluderede Ritzaus udsendte og danske politikere efter samrådsmødet på Christiansborg for nyli .
Her var der stadig kø ved håndvasken ligesom erhvervsminister Morte Bødskov (S) afviste at svare på spørgmålet, om Staten er klar til at påtage sig et retslig ansvar over for de efterladte – og de overlevende.
Denne skribent fulgte samrådet på FOLKETINGETS TV, hvor stemningen til tider var overophedet. Morten Bødskov (S) lyttede intenst, men kom ikke med forløsende svar på, hvordan det kunne ende som et mareridt pg tomme redningsbåde i det Iskolde hav.
Flere hundre familier har stadig dyve arpå sjælen.
På afstand var jeg selv en del af katastrofen. Både den jeg oplevede flere dage i Tallinn og på havnen i Stockholm, hvor farverige plakater i flere dage “reklamerede” for den prægtige færge, med alle dens gastronomiske tilbud, som aldrig ankom til Sveriges hovedstad. Overskriften : En rejse du aldrigt glemmer. Tankevækkende.
Historien er den, at jeg stod op en meget tidlig morgen og sendte, som jeg også gjorde den dengang, et hastigt blik på fjernsynets morgen-nyheder. Imens pakkede jeg kufferten. Jeg skulle på reportagerejse til den estiske hovedstad Tallinn, som jeg selv havde være med il at tilrettelægge sammen med DSB’s Rejseburerau.
Ifølge planen, skulle vi flyve til Arlanda i Stockholm og derefter sejle med den nyindsatte superfærge M/S Estonia, en stor begivenhed, vi skulle skrive en reportage om.
Færgen var endnu ikke i havn i Stockholm, da vi fløj til den svenske hovedstad.
“AVISENDAMARK” tirsdag den 3. december 2024 med reportagen fra det politiske samråd på Christiansborg, hvor der igen blev fokuseret på svaret for færgens forlis. En færgeafgang som aldrig blev sikkerhedskontrolleret .
Min kollega Anders W. Berthelsen, der dengang var ansat på beretter om tidlig onsdag morgen i september 1994.
“Go’ morgen Anders, det er John. Vores færge synker”.
Min gode ven og kollega John Borgkilde fortæller om den vittige. morgenstund.
“Jeg tror sgi’ ikke, vi kommer til til Tallinn. slet ikke med den færge, vi har billetter til”, fortsatte han.
“Hvorfor ikke?”, spurgte jeg. “Fordi færgen Estonia, som vi har billetter til, er på vej mod havets bund. Den forliste i nat. Mange hundreder er allerede druknet”.
Borgkilde havde hørt morgennyhederne i radioen. Det havde jeg ikke. Færgen var om natten bukket under i hård kuling og Østersøens høje bølger: 852 ombordværende omkom, viste det sig senere.
Jeg modtog den lille bog fra statsredertiet som appetitvækker, inden vi skulle sejle med den nye superfærge Estonia fra EstLine, som var unge Estlands maritime stolthed. Bagved et par akvareller, jeg købte af kunstneren selv – i Tallin, Estlands hovedstad.