Musik har fyldt meget i mit livs rejsekuffert. Blandt mine store musikalske øjeblikke var, når det lykkedes, at snige mig ind i salens mørke for at overvære Gasolins hermetisk lukkede lydprøver.
Fem koncerter som Gasolin-arrangør blev det til. Glemmer aldrig suset af adrenalin og koncerternes lydinferno, når Kim Larsen med sin sprøde københavner-accent, dirigerede Danmarks største rockband gennem intense lydprøver, hvor han uafladeligt fandt nye detaljer, som skulle finrettes til inden aftenens koncert. Stunder som kunne udvikle sig til en intens kamp mod hinanden – og mod uret.
Glemmer sent, at være i musikalsk enerum med Larsen, Beckerlee, Jønsson og Berlev som var identisk med det sejeste danske rockband nogensinde. Fritimen i det store mørke rum i usynligt selskab med “Kvinde min”, “Rabalderstræde”, “This is my Life”, “Langebro”, “Strengelegen”, “Inga Katinga og smukke Charlie”, husker jeg hver eneste sekund som Guds gave.
Larsen styrede lydprøven, striks, med disciplin og musikalsk kærlighed. En rolle han nød. Sjældent var bandet enig – som en høg, var Larsen over dem, når der skulle bores i detaljer, som mesteren altid gik op i. Gasolin var allerede så ikoniske og uden sammenligning, det største band i dansk rock nogensinde. Lydtapetet var sublimt.
“Husk på, at nede blandt publikum er alle dommerne. Dem der ved bedre. Dem vil jeg ikke ligge under for”, betroede han mig inden flere lydprøver, som typisk begyndte klokken 17 sharp. Sådan var det ikke alene med Gasolin, men også med Bellami, BelStar og til sidst med Kjukken. Der var ingen bortforklaringer. Det var et ufravigeligt ritual. Lydprøverne varede oftes en time eller halvanden. Eller, og det kunne også ske, helt frem til en halv time før bandet blev kaldt på scenen – oftes klokken 20. Mesteren selv stillede store krav til ensemblet – til teknik, detaljer og ike mindst til sig selv. Der fandtes ingen lette løsninger.
Prøveforløbet udviklede sig til et intenst lukket show. Altid med Kim Larsen som engageret indpisker, inspirator, sanger, guitarist og orkesterleder. Han var solist og perfektionist.
Drengene var velkommen til at komme med idéer og det var ikke altid chefen godkendte idéerne. Selv om koncerten altid var klokken 20 og aftensmaden blev kold og øllerne varme, så prøvede og prøvede bandet frem til Larsen sagde han var tilfreds. Han tænkte altså på det publikum som havde betalt for at høre koncerten. Og på anmelderne. Ingen skulle ku’ sætte en finger på noget. Ingen.
“Publikum er vores største og sagkyndige dommere. Selvfølgelig er publikum det. De betaler jo entré”, sagde han så ofte om begrundelsen for sin hang til øvestunts inden koncerterne.
Helt alene nede i mørket
Denne skribent mindes, da jeg var så heldig, at sidde mutters alene i koncertsalens mørke – ofres i selskab med en kold pilsner. Dér abstraherede jeg fra arrangør-presset. Ville der komme mange nok, og kunne regnskabet kunne rundt? Spurgte jeg ofte mig selv.
Mine intense musikalske øjeblikke i mørket, glemmer jeg aldrig. Det kunne opleves som bandet kun spillede for mig. Kun for mig….nede i mørket. Det gjorde bandet sådan set osse. Påstod det.
Mørket havde sænket sig over hallen i Rishøj, adskillige årtier efter koncerten “de stadig taler om på egnen”. Billedet , der ikke er noget kunstværk, er taget af Kim Larsens mangeårige rådgiver og Kjukken-musiker Jørn Ørn Jeppesen.
Som den dag i 1973, da jeg første gang havde min Roskilde-ven, skolelæreren Leif Skov med som medearrangør. Det var Leif som senere blev kaldt Mr. Roskilde Festival og blev Ridder af Dannebrog. Han havde let ved at overbevise mig, når jeg fik tilbudt en Gasolin-koncert, uanset prisen – som vi gjorde flere gange. Husker koncerten, vi planlage til afvikling i Rishøj Hallen – et røvkedeligt udsted ved Køge.
Jeg havde forhandlet en god aftale i land med impresario Bjarne Kamby. Jeg sagde det ikke højt, men jeg troede jeg ikke rigtig på den. Hallen lå i et udflytterområde og husker, jeg tænkte om “de lokale” i det hele taget vidste hvem Kim Larsen og Gasolin var.
Leif og jeg knoklede nat efter nat med opsætning af plakater – de fleste på forbudte vægge – og med at udsende bunkevis af pr-materiale. Det var jo før Facebook og andre digitale platforme.
Gasolin I flower power-dress til historiens sidste koncert under Fyens Forums kuppeltag i 1978. T.v. Frans Beckerlee undervejs i en ekvilibristisk guitarsolo – i midten bassisten Wili Jønsson og bagerst i midten skimtes Kim Larsen, som tilsyneladende netop har udskiftet sin guitar. Foto venligst udlånt af Historiens Hus.
På det tidspunkt var Gasolin kun et coming-band – på vej ti noget stort. De unge på Sydkysten anede vist ikke, hvad der lå forude af salgstal og berømmelse – og at Leif og jeg i virkeligheden var særdeles forudseende. Den iagttagelse fik vi ikke fik løn for.
Vi havde investeret i en enkelt annonce i en lokal ugeavis – og at jeg hamrede pressemeddelelser ned på skrivemaskine og sendte dem til de københavnskal omegns-aviser.
Den tids typiske honoraraftaler var et fast grundbeløb til rockscenens stjernefrø. Vi kørte typisk efter en 80-20-fordeling. Når entréen havde dækket grundbeløbet, skulle bandet have 80 procent af indtægten – og så. var der 20 procent til arrangøren – altså os. Der var ikke meget at lege med, skal jeg hilse at sige. Sådan var det benhårde regelsæt.
Fed koncert – ikke meget publikum
Det blev en kanon god koncert, men en økonomisk fiasko.
“Det var en fed koncert”, huskede Kim Larsen selv. Bare et par hundrede betalende gæster kunne lige akkurat fylde to-tre stående rækker foran scenen. Måske det færreste antal publikum, som nogensinde har overværet en Gasolin-koncert.
Så lidt rock-historie har jeg da været med til at skrive. Men hvor Fanden ligger Rishøj?
Alle i hallen havde det forrygende. Undtagen bartenderen fra den lokale forening – og Leif Skov og jeg. I baren var der stort set ingen omsætning. Bartenderen røg flere smøger end han solgte øl. Efter koncerten måtte Leif og jeg hjælpe slæberne Tommy Bogs og “Hvide” med at losse grejet ud i bandets kassevogn – og bagefter stod jeg bogstaveligt talt til regnskab hos Bjarne Kamby.
Vi mødtes i hallens køkken. Jeg havde røde kinder og blanke øjne, kunne jeg mærke. Men Kamby var imødekommen og fleksibel i nødens stund.
Den aften for snart 50 siden, huskede Kim Larsen skam godt. Netop den aften snakkede vi ofte om på vores vandingssteder. Faktisk helt frem til en måneds tid før hans alt for tidlige død. Han elskede at rive op i minderne og tale gamle dage. Han huskede steder, navne, især øgenavne, som vi sammen eller hver for sig havde mødt “ude i samfundet” .
Larsen besad en formidabel huskesans. Selv de skæveste detaljer. Altid over en stille spids på et vandingssted. Han fortalte ofte, at det ikke kun var koncerter med stort publikum, han mindedes. Også de intime dukkede op i hans livs bagkatalog. For, som han så ofte sagde, så handlede koncerter også om nærvær – blandt publikum. Og så spurgte jeg ind til hans koncerter i regnvejr.
“Er det ikke dødsygt for musikere og publikum, når det står ned i stænger”, spurgte jeg. “Næh Borgkilde. Tværtimod. Ta’ nu vores udsigt fra scenen til en regnfuld aften på amfiscenen i Den Fynske Landsby. Der er der ikke noget smukkere end at se disse smukke unge mennesker stå tæt under hver deres paraplyer. Jeg er sikker på, du selv husker de koncerter, hvor du stod tæt ved damen og hørte fed rock …. ikk’.”
Larsen havde jo ret. Kom jeg ofte i tanke om.
”Når jeg kunne fange publikums glade blikke, så var det en god aften”, fortalte Larsen. ”De, der kom til den koncert i Rishøjhallen, du altid taler om, de fik en god koncert. Det kan jeg sgu da godt huske. Og publikum husker den sikkert for den nærvær”.
“Det kan godt være, at der kun var to-tre rækker langs scenekanten, men de havde det altså lige så fedt, som vi havde, da vi gav den gas … og jeg kunne se i øjnene på dem, at de kunne li’ musikken. Hva’ piver du så over, koncertarrangør Borgkilde. “Det var vist godt, at du ikke forblev koncertarrangør og blev skriverkarl i stedet”.
Tre Gas-koncefter med fuldt hus
Vist tog vi nogle ture op og ned af mindernes boulevard. Og tak fordi du tog med med til dit drømmeland. Dér hvor man ku’ drømme. Du tog mig med i verdens larm, hvor man kun larme. Du tog mig med til Joanna
Jeg husker mine tre andre Gasolin-koncerter – helt i alle detaljer. Før, under og efter. Hvor jeg var i al beskedenhed var så heldig at stå som arrangør – sammen med ikoniske Leif Skov, der var min kloge, vidende makker. Og der var udsolgt til dem. Undtaget lærestregen i Rishøj.
Kuriøst var det, da jeg i 1976 fik for meget af Roskilde og søgte til eksotiske Odense. Da valgte jeg at slå mig ned i byen på H.C. Andersens fødselsdag, 2. april 1977. Sort set samtidigt gav Gasolin sine sidste to koncerter i et stopfyldt Fyens Forum. Det var som om at bandet fulgte mig. Omend ganske tilfældigt.
Kuriøst er det, at årsagen til flytningen til Odense, netop var Fyens Forum, som blev revet ned et par år senere. I Roskilde havde jeg delt kontorområde med Fyens Forum og det var cheferne for udstillings- og messeafdelingen Birgit Merete Rasmussen og Otto Tjerrild som lokkede mig til Odense, som lige siden har været mit livs udgangspunkt.
Lige så kuriøst var det, at Gasolin valgte at spille tre af sine allersidste koncerter i netop den “dødsdømte” udstillingshal ved Sortebrødre Torv. Lige overfor adressen, hvor Larsen og Borgkilde minsandten nåede at blive genboere – og hvor vi, hver for havnede valgt at genstarte, hver vores liv. Og det var heller ikke kedeligt, skal jeg hilse at sige.
49 år gamle fotos fra den legendariske koncert med Gasolin, Danmarks suverænt bedste rockband nogensinde – i Rishøjhallen nord for Køge, hvor bandet alias Franz Beckerlee, Kim Larsen, Søren Berlev og Wili Jønsson endnu ikke havde fundet det ikoniske outfit, som i høj grad var med til at profilere kvartetten.