Søndag den 2. oktober 1960 var mit unge livs første store dag,
Ikke fordi, der ventede fine gaver, mørbrad og citronfromage, men mere fordi jeg for første gang skulle iføre mig i mit livs første jakkesæt, hvid skjorte med butterfly.
De gamle damer fra køkkentrappen, havde i årevis spurgt: Hvornår skal du konfirmeres, John?
Hver gang blev jeg overrasket og lidt irriteret. “Det skal jeg 2. oktober næste år”, svarede jeg ydmygt. For det var den dag, den 2. oktober.
Uanset, hvornår det var, så føltes det som om, det tog meget lang tid inden jeg nåede frem til den guldrandede søndag. Fra tidlig morgen var der heftig aktivitet hjemme hos farmor og farfar på Hestetorvet i Roskilde.
Den dag var kulminationen efter godt et halvt års intens konfirmationsforberedelse i biskoppens gård lige bag Roskilde Domkirke.
Jeg gik til præst hos domprovst Østergaard Nielsen. En rank og statelig mand med fint sprog, hvis adfærd skabterespekt. Uge efter uge analyserede han bibelshistorien med alle dens røvere og soldater. Værst var de mange salmevers, vi skulle lære udenad. Det blev aldrig min spidskompetence. Allerede fra starten af september blev konfirmationsceremoniens ritualer pertentligt indøvet helt ned i detaljer, som var det en teaterforestilling, der skulle iscenesættes. Det var det vel i virkeligheden også.
Og så skulle ceremonien foregå i Roskilde Domkirke. Smukkere kunne det ikke blive. Jeg havde hele mit unge liv været begejstret for byens smukke storladne katedral af en kirke der knejsede midt i fødebyen. Alene arkitekturen begejstrede. Jeg gik ofte på opdagelse i den ikoniske kirke, der fortalte mig historien om Margrethe den 1., om Christian den Fjerdes monumentale kapel med billedhuggeren Bertel Thorvaldsens bronzestatue af kongen, der pryder det store sarkofag. Og det kampe store vægmaleri, hvor den trinde konge stod ombord på sit gode skib Trefoldigheden – med klap for øjet. Og bogstaveligt dirigerede slagets gang, En hele sens meter derfra Christian den 10. og dronning Alexandrines gravmæle. Jeg var betaget af kirkens magi og historie.
Tidligt op på en fridag´
Husker jeg skulle tidligt op den søndag, jeg havde seffren tik, så længe – og så på en fridag. Jeg skulle være klar til indmarch i domkirken allerede klokken 9.30 – med nypudsede sko, mit livs første jakkesæt og brillantine i håret.
Vi blev placeret langs midtergangen. Derfra skulle vi konfirmander efter et bestemt fingerknips gå op op til døbefonden, som jeg selv var døbt i 14 år tidligere. Deroppe ved den store smukke altertavle i guld fra 1500-tallet, hvor dronning Margrethe den 1. udført i marmor, ligger og kigger op i hvælvingen som er fundamentet til “Margrethe-tårnet”, som brændte fire år senere.
Interessant at der i virkeligheden er tale om adskillige “tyvekoster”. “Dronningen” blev ifølge sagn og overlevering stjålet fra Sorø kirke, da.Roskilde Domkirke blev ophøjet til de kongelig begravelseskirke.
Tilbage til konfirmationen. Husker det som det var i går, da jeg sad i midtergangen og kun tænke på, hvad det var jeg skulle huske.
Det var så i dén midtergang, som vi konfirmander sad søndag 2. oktober i det Herrens år 1960 – og kirken var fyldt til sidste plads, som avisen så rigtigt skrev.
Lang ventetid
Mens jeg sad dér til alles beskuelse, midt i det store kirkerum, med salmebogen i min knugende hånd og ventede på at blive kaldt op til domprovsten, da mærkede jeg noget “mærkeligt” som klemte mig i nakken og siderne.
Som ikke skulle være der.
Pinligt, tænkte jeg.
Mens bruset fra det domkirkens store orgel, lige oppe over mig, optog de flestes opmærksomhed, forsøgte jeg med rystende hænder og dog behændigt, at undersøge sagen.
Uanfægtet af den højtidelige
Netop som “Altid frejdig..” blev afsunget, lykkedes det mig at få fat i snippen på et stykke pap. Pap, tænkte jeg, Pinligt, Pinlig tanke blev til virkelighed midt i den fyldte kirke. Havde det som om pappet blev længere og længere. Det blev det også. Jeg smilede indvendigt.
Pludseligt sad jeg med fundet. Det skulle vise sig, at pappet jeg havde løsnet og nu sad med i min svedige hånd, var obligatorisk i den tids skjorter. Jeg fulgtes med farmor, da vi købte skjorten i Drengemagasinet og ingen havde fortalt os om pappet i nakken.
Aner ikke om skjortefabrikker stadig sætter pap i de fine skjorte. Derimod ved jeg, at der stadig er nykøbte skjorter med hundredevis små nåle. Dagen i forvejen havde jeg selv tager de hundredevis af nåle ud af skjorten. Derimod havde papstykket, som holdt krave og flip på plads, undgået min opmærksomhed – indtil jeg jeg sad i domkirken og føltes som stiv flip.
Der blev rodet i min pæne frisure
Jeg fik med behændighed stukket papstykket ind i den nyindkøbte jakkes yderlomme. Ville have gemt pappet i inderlommen, men det var stadig syet til. Smart at sy lommer fat. Der er stadig noget de gør på Østens små skrædderier. Intet at sige til, at min sidekammerat Hans Jørgen kikkede mærkeligt på mig.
Da pappet blev lagt på plads, bad domprovsten mig gå op og ligge på knæ foran alteret. En flig af storhed ramte mig. Ikke lang tid efter følte jeg, han rodede rundt i håret mens han sagde noget, jeg ikke husker – det eneste jeg husker er, at min ellers nydelige konfirmand-frisure blev uglet.
Nå, men om ikke andet endte det med, at jeg blev lovformeligt konfirmeret, næsten voksen og meget følsom.
Tilbage på bænkerækken ved den lange midtergang, begyndte jeg at spekulere på, hvad jeg nu skulle svare de gamle damer på køkkentrappegangen, når de formentligt .spurgte, hvordan det så var at blive konfirmeret.
Derfor blev den 2. oktober en ikonisk dato i mit liv
Jeg har helt mig liv været begejstret for den fantastisk smukke kirke midt i min fødeby. For den imponerende arkitektur, for den ikoniske historie, kongegravene, for magien og storheden.
Både jeg og Stina er døbt i den kirke
Fjorten år forinden var jeg døbt i samme kirke – og præcist ti år efter blev min datter Stina døbt fra samme døbefond. Et lille stykke familiehistorie blev rundet af.
I det hele taget, kom den over tusinde år gamle kirke, hvor 38 konger og dronninger er stedt til hvile, til at præge mit liv.
En af mine gode venner blev organist ved kirken, og jeg har mange historier med i bagagen, når jeg var sammen med ham mens han øvede på kirkens store orgel til langt ud på natten. Spøjst at være i rum med alle de forlængst afdøde konger og dronninger, grever og baroner.
Da jeg fra 1962 til 1966 fik min typografiske uddannelse på Roskilde Tidende, hvor jeg også huserede på redaktionen, havde jeg en fantastisk udsigt til domkirken fra redaktionen på den anden side af Stændertorvet. Men det er vist en halt anden historie.