I dag, torsdag den 2. oktober 2025, er det mit lod, i al andægtighed at markere et lille jubilæum, som sikkert ikke er indskrevet andre steder end i kirkebogen, et historisk værk, hvis formål det er, at registrere årets kirkelige handlinger i Roskilde Domkirke.
I dag er det præcist 65 år siden, at denne ydmyge skribent med fast greb om salmebogen, fik anvist plads i stolerækken, i Danmarks kongelige katedral, hvor vi 14-15 årige ikke alene fik bekræftet dåben og vores kristne tilhørsforhold til Gud, men også “overgangen til voksenlivet, fra barndom til ungdom”. Livet kunne bare komme an. Og det gjorde det.
Hvorefter, domprovsten, gav os lov til at ta’ stilling til dåben, troen og så meget andet. Det var stort. For så var jeg næsten voksen, hed det sig.
Allerede dér fandt jeg ud af, at nogle er gode til at regne, andre til at regne den ud.
Verden lå bogstaveligt talt lige uden for kirken og ventede på mig.
Det var mit unge tumultariske livs første store dag.
Ikke kun fordi, jeg ventede fine gæster, jeg ikke anede fandtes og dertil fine gaver – køkkener anrettede indkaldt personale en rejecocktail, en helstegt mørbrad med tilbehør og citronfromage – jeg var iført mit livs første jakkesæt, sotre sko, en hvid skjorte med butterfly. Og en velduftende middag med rejecocktail, oksemørbrad med bearnaise og vaskeægte citronfromage – og vand til os knægte og vin til de voksne. Fint skulle det være.
De gamle damer, jeg dagligt havde mødt på køkkentrappen, og spurgt hvornår jeg skulle konfirmeres. “Den 2. oktober”, lød mit kække svar.
Uanset, hvornår det var, så føltes det som om, dagen var meget lang. tid. Fra tidlig morgen var der heftig aktivitet hjemme hos farmor og farfar på Hestetorvet i Roskilde. De skønne mennesker, som reddede mig fra at blive sendt på børnehjem, Dem har jeg så meget at takke for..
Den dag kulminerede et halvt års intens forberedelse i biskoppens private lejlighed – bag Domkirken.
Jeg gik til præst hos domprovsten, Østergaard Nielsen, en rank og statelig mand med et sprog, som skabte respekt. Uge efter uge havde han analyseret den dramatiske bibelshistorie – med folk og røvere. Værst var de mange salmevers, vi skulle lære udenad. Den øvelse blev aldrig min spidskompetence. Allerede fra begyndelsen af september blev konfirmationens ritualer pertentligt indøvet, helt ned i detaljer. Som var det en teaterforestilling, der skulle indstuderes.
Roskilde Domkirke. Mere storslået kunne det ikke blive. Siden jeg var barn, havde jeg som den ærke roskildenser jeg var, været vild med den storladne kirkes arkitektur, der knejsede hen over fødebyens tage. Jeg gik ofte på opdagelse i den ikoniske kirke, der bl.a. fortalte mig historien om Margrethe den 1., og om Christian den Fjerdes monumentale kapel med billedhuggeren Bertel Thorvaldsens broncestatue af kongen, der pryder kirkens største sarkofag.
Og så var der det kæmpe store vægmaleri, hvor den trinde konge i al sin magt og vælde, stod ombord på sit krigskib Trefoldigheden – med klap for øjet. En snes meter derfra var Christian den 10. og dronning Alexandrine mange års senere, stedt til hvile i deres private gravkammer. Kirkens magi og historie ligefrem strålede ud af det i store kapel..
Tidligt op – på en fridag
Husker jeg skulle tidligt op den søndag. Vi konfirmander var klar til indmarch allerede klokken 9.30 – med jakkesæt på regning, butterfly, nypudsede sorte sko og Valdemars brillantine.
Derfra skulle vi konfirmander efter et bestemt fingerknips i let gang vandre op op til døbefonden, hvor jeg selv var døbt i 14 år tidligere. Deroppe ved den smukke altertavle udført i guld fra 1500-tallet, der hvor dronning Margrethe den 1., udført i marmor, ligger og kigger op i hvælvingen, som et fundament til “Margrethe-tårnet”, domkirkens lille tårn, brændte fire år senere.
Historisk interessant var det, at såvel inventar som interiør “for flere hundrede år siden”, blev leveret til kirken, som for eksempel “Dronningen”, der ifølge overlevering, blev transporteret ad Ringsted landevej – fra Sorø Kirke, kort efter, at Roskilde Domkirke var ophøjet til kongelig begravelseskirke.
Nå, nu tilbage til konfirmationen i 1960. Jeg mindes min strikse placering midt på den lange stolerække. Der sad jeg i tre stive timer og tænkte på al det, jeg skulle huske ikke al glemme.
Det var så i dén midtergang, tilført kirkesnedkerens nyeste stole, som vi konfirmander sad på søndag 2. oktober i det Herrens år 1960 – den dag, var kirken fyldt til sidste plads, som avisen så rigtigt skrev..
Lang ventetid
Mens jeg sad til alles beskuelse, og ventede på at blive kaldt op til domprovsten, da var det jeg mærkede noget “mærkeligt” som klemte mig i nakken og i siderne.
Noget som ikke skulle være der.
Pinligt, tænkte jeg.
Mens spillede det store orgel lystigt nogler sange, jeg bestemt ikke kunne huske fra alle vore “øvedage”, da vi gik til præst.Lyden fra kirkens gæsters opmærksomhed, da forsøgte jeg, at undersøge sagen. Uanfægtet listede jeg akavet hånden bagom nakken og ind under kraven på mit unge livs allerførste hvide skjorte. Det var en sær oplevelse for mig og de andre, Oplagt til skjult kamera. Som lå derhjemme.
Netop som “Altid frejdig” blev afsunget, da jeg sad og kløede kig i nakken, lykkedes det at få fat i snippen på et stykke pap. Pap, tænkte jeg, En pinlig tanke blev til grufuld virkelighed i den fyldte kirke. Med sitrende hånd, rev jeg i den ene ende af pappet – som åbenbart sad fast i butterflyen. Det føltes som pappet blev længere og længere vogn jeg smilede indvendigt.
Pludseligt sad jeg så med fundet i nakken. Det viste sig, at pappet havde løsnet sig. Nu sad med i min svedige hånd og tænkte, at sådan et stykke pap – og små nåle, som kunne tilfredsstille enhver skrædder i byen. Såvel pap som nåle var obligatoriske i den tids skjorter. Viste det sig,
Husker jeg fulgtes med farmor, da vi ugen i forvejen købte skjorten i Drengemagasinet ved siden af Kino i Algade. Ingen havde fortalt os om nålene, som efterhånden havde boret sig ind i min unge krop,og på pappet i nakken. Dagen i forvejen havde jeg taget hundredvis af nåle ud af skjorten. Derimod havde papstykket, som holdt krave og flip på plads, undgået min opmærksomhed – indtil jeg jeg sad i domkirken og var ude af flippen.
Der blev rodet i min pæne frisure
Jeg fik med behændighed stukket papstykket ned i yderlommen. Jeg ville have gemt pappet. Fantastisk minde, tænkte jeg. Intet at sige til, at sidekammeraten Hans Jørgen kikkede mærkeligt på mig.
Netop som pappet blev lagt på plads, kom domprovsten og bad mig ligge på knæ foran alteret. En flig af storhed ramte mig. Også da jeg kort efter følte han rodede rundt i håret, mens han i helt nyt tonefald sagde noget meget højtideligt – og jeg tænkte kun på min konfirmand-frisure som blev uglet.
Tilbage på bænkerækken ved domkirkens lange midtergang, begyndte jeg at spekulere på, hvad jeg nu skulle svare de gamle damer på køkkentrappegangen, når de pr tradition spurgte, hvordan det så var at blive konfirmeret.
Derfor blev den 2. oktober en ikonisk dato i mit liv. Farmor og forfar var stolte over den dag.
Jeg har helt mig liv været begejstret for den fantastisk smukke kirke midt i min fødeby. For den imponerende arkitektur, for den ikoniske historie, kongegravene, for magien og storheden.
Både jeg og min datter Stina er døbt i den kirke
Fjorten år forinden var jeg døbt i samme kirke – og præcist ti år senere, blev min datter Stina døbt fra samme døbefond. Der blev familie-historien rundet af for denne gang. Og så havde deendda glemt sovsen til oksemørbraden.
I det hele taget, kom den over tusinde år gamle kirke, hvor ikke færre end 38 konger og dronninger er stedt til hvile, til at præge mit liv.
En af mine gode venner, Viggo Kanding, blev organist tog præst ved kirken, og med ham har jeg har mange vilde historier med mig i bagagen. Bl.a.den, er handler om at øve på kirkens store orgel til langt ud på natten. Med en Irma-pose med kolde øl – stående ved siden af.
Spøjst at være i det ikoniske rum i selskab sammen med de forlængst afdøde konger og dronninger, grever og baroner.
Da jeg fra 1962 til 1966 fik min typografi- uddannelse på Roskilde Tidende, hvor jeg også huserede på redaktionen, havde jeg en fantastisk udsigt til domkirken fra redaktionen på den anden side af Stændertorvet. Men det er vist en halt anden historie.