Da Lui Larsen en lun juli-dag for fem år siden besøgte sin yndlingsby Paris, havde han billet til at rejse videre til Amsterdam. Lige inden han sprang på toget på Gare du Nord, nåede han at købe en såkaldt Moleskine-notesbog – og det var heldigt. For den blev relativt hurtigt fyldt med ord om tanker og indre billeder som blev til digte.
Mens toget i rasende fart kørte mod nord og ramte Holland, noterede han stikord om de hændelser, han havde gemt på nethinden fra Byernes By. Noget af det som passerede revy på turen til Amsterdam – og så meget andet. Uden at vide, at det var lige dér Lui Larsen skabte fundamentet til sin første digtsamling.
Lui Larsen, 25, er forlængst sprunget ud som digter med sin roste digtsamling. Foto: Camilla Lundbye.
Han fortæller:
“Da aftenen var blevet til til midnat, nåede vi Amsterdam Centraal Station, og da vidste jeg, at jeg ville skabe en digtsamling. Sådan skulle det være”, husker Lui Larsen, 25 årig eksil københavner, som har debuteret med sin første digtsamling; “Endnu er vi her (lidt endnu)”, hedder det ambitiøse værk.
Som den evigt søgende teenager er han, da har Lui Larsen skabt flere filosofiske kortfilm på Odenses Filmværksted – et inspirerende miljø, han satte pris på.
Bryder ud i sang i gadebilledet
“Mange spørger, hvorfor jeg ikke synger som min far og min bror, i stedet for at give mig til at digte. Jeg elsker altså at synge og spille guitar. Vist gør jeg det. Faktisk er jeg så glad for at synge, at jeg har det med at bryde ud i sang, når jeg går hen ad gaden – lige som min far gjorde (Kim Larsen, red.)”.
Selv om Lui Larsen også har gjort sig tanker om også at tjekke London af, for at realisere sin indre skuespiller, så har han stadig et fast greb om digterpennen. Om sit togvogns-møde med digtningen på vej til Amsterdam, fortæller han at “det var som en luge, der pludselig åbnede sig i mit sind. Ord og sætninger strømmede bare ud. Alt var kogt og klar til at blive serveret”, siger han og smiler..
Digtenes særlige sprog
“Et digt kan i særlige tilfælde mere end både musik og film. Jeg leger med ordene og skabe billeder, som er stærkere. Digtene er min niche”, funderer Lui Larsen, som bor samme ejendom på Nørrebro som sin bror Hjalmar.
“Jeg fandt ud, at jeg med digte kan fange følelser, som jeg ellers ikke kan definere, selv om de altid har været der. Ved at få de følelser skrevet ned på papir, får jeg dem formuleret og formidlet. Jeg tror stadig ikke, jeg kan formulere alle mine følelser i tale, men med digtene har jeg fået et sprog til at beskrive dem med. Jeg tror aldrig, jeg nogensinde bliver færdig med at udtrykke mine følelser – i digte”.
Og så konkluderer han: “Jeg får aldrig skrevet den fuldendte sætning eller det perfekt digt. Det kommer heldigvis ikke til at ske. Det er som et godt mysterium, som ikke må blive opklaret”.
Forsiden af debutanten Lui Larsens bog med digtsamlingen. I al sin enkelthed.
Forvandlet til trykt virkelighed
Efter tre tankevækkende år er mine tanker og drømme forvandlet til, hvad han kalder “trykt virkelighed” i form af en rejse gennem mit digteriske univers.
Digtene kan sagtens læses som referat af dage og nætter i en ung mands liv, med alt, hvad det indebærer af glæder, sorger og tanker samt ikke at forglemme et uforpligtende stævnemøde på Nørreport Station (endnu en station, red.)…
Nu er drømmen altså blevet til virkelighed.
Droppede ind i tidslommen
Det er ikke tilfældigt, at Lui Larsen, 24, som nu bor i København, for fire år siden valgte at release sin digtsamling hos sin ven Bo Ellegaard i RecordPusher i Overgade. 100 meter fra barndomshjemmet.
På vej ud i byen, dropper Lui ofte ind i Bo’s tidslomme – for at lytte til musikken, slå en sludder af og nyde en øl i baren. Og så videre …
Digtsamlingen, som Lui Larsen også kalder“en rejse fra det velkendte, ud til det ydre rum – og til sidst tilbage igen”, udkom på Forlaget Lauritz.
Paralellen
Lui Larsens debut-digtsamling er altså nærmest er født på jernbanestationen Gare Du Nord i Paris, og lige dér opstår en underfundig parallel i denne skribents indre sind.
For straks jeg hørte Lui’s forklaring om tilblivelsen, da dukker hans far Kim Larsens smukke sang “Parron Gare du Nord”. For nylig rålyttede jeg, for Gud ved hvilken gang til albummet “Strakkels Jim” (1974). Og der nød jeg igen den romantiske sang, som makkeren med den herligt skæve hjerne, “huspoeten” Mogens Mogensen skrev til Larsen – på bagsiden af en krøllet papirspose.
Sangen om togturen til Madrid, er ikke blandt Gasolins mest kendte, men den er smukkest af alle. Det siger ikke så lidt. De bare to vers har lige dele dampende poesi, romantik, nostalgi, rejselyst og længsel. Tilpasset parisiske harmonier.
Vel går jeg ud fra, det er tilfældigt sammenspil – men den skal nævnes alligevel…
Det skete sidste efterår,
da svalerne fløj
til deres vinterparadis.
Jeg tog et tilfældigt tog
ned til Madrid,
til solen, Åh – så varm og blid.
Hun stod på ved Gare Du’Nord,
og jeg slog blikket ned…
er det hvad jeg kalder kærlighed,
Mens vi fløj fra station til station
hvisked’ hun:
Hvor var du henne i hele mit liv?
(første af “Perron Gare du Nord”s to vers)
Og så er det Johs. V. Jensen
Med frygt for at køre helt af sporet, vil jeg lige nævne, at jeg siden min spæde ungdom har været fascineret af Johs. V. Jensens klassiske prosadigt “På Memphis Station”. Et medrivende digt, som skaber indre billeder. Johs. V. Jensen besøgte bluesmusikkens hovedstad Memphis i sommeren 1903. Især beskrivelserne af sanser og tanker under mange timers ventetid på den store travle jernbanestation er forrygende. Også rejseoplevelser fra besøget i andre stater er en del af denne, hans første digtsamling fra 1906 – som også er hans mest oversatte. Rejseglade Jensens digte, noveller, romaner og skuespil har i generationer inspireret mange læsere over hele Kloden. Husker jeg lod mig tryllebinde af “stationens” evigaktuelle poesi om udlængsel, rejselyst, kærlighed – og ikke mindst angst.
En tankevækkenede parallel til Kim Larsen og Mogens Mogensens fantastiske “Perron Gare du Nord” eller til Lui Larsens “Endnu er vi her (lidt endnu)”.
Med andre ord, så ved igen, hvornår det fløjtes til afgang på livets sidste rejse. Heldigvis.
Af John Borgkilde