Sætningen “I kunsten kan livet kendes” står skrevet med guldbogstaver oppe over Odense Teaters 109 år gamle Store Scene. Fem ord som tusinder og atter tusinder teatergæster gennem tiden har siddet nede i salen og funderet over betydningen af.
De gyldne ord har i 110 sæsoner nærmest været synonym for den fynske landsdelsscene. Ingen ved med sikkerhed, hvem som står bag ordene, derimod ligger det fast, at teatret fik citatet forærende som “indflyttergave”, da scenen i 1914 var flyttet fra Provinsens ældste teaterbygning på Sortebrødre Torv til den helt ny på hjørnet af Vindegade og Jernbanegade.
Trods ihærdig forskning i diverse arkiver, har det ikke været muligt at spore ophavsmanden eller kvinden til de vise ord.
Uanset hvad, så skal det i helhedens tjeneste også med, at “I kunsten kan livet kendes” minsandten er titlen på det imponerende bogværk, som Historiens Hus skrev og producerede om Odense Teaters fantastiske historie i anledning af 200-års jubilæet i 1996. Den ellers informative og velskrevne bogs forfattere fra Historiens Hus kommer ikke mysteriet nærmere.
————————————————————————————————
Sikkert er det, at i kunsten genkender man, set ud fra flere vinkler og virkemidler, gennem teatret, litteraturen, musikken, maleriet eller filmen. Det er i kunsten man genkender i sig selv – og naboen. Siges der. Hverken på teatret eller blandt historikere kan bloggen finde det oplagte svar på spørgsmålet om, hvem der står fadder til det klassiske citat, som alle teatergængere gennem de mange år med garanti har siddet i salen og funderet over. Også afdøde Peter Whitmarsh måtte give oppe. I sin teaterkarrieres sene efterår virkede han som guide og rundviser, fra kælder til loft, og han gjorde en ære ud af “at vide alt. Som han selv udtrykte det, så var det en dårlig dag, hvis han ikke kunne på alle gæsters spørgsmål. Men lige gav han op. Whitmarsh var ansat siden han som ganske ung londoner i 1964 rejste til Odense for at være danser i den stort opsatte West Side Story. Det er ganske vist. Og nej, det er ikke H.C. Andersen som står bag de vise ord. Ingen HCA-eksperter kender til citatet.
_______________________________________________
Historien om det ikoniske fortæppe
Nok om “I kunsten kan livet kendes” som står skrevet i guld over store scenes ikoniske fortæppe. Med denne historie, om om ordenes magi løfter borgkildesblog.dk sløret (eller rettere fortæppet), som med årene er blevet en integreret del af teaterhuset.
I sandhedens interesse skal det bemærkes, at tæpper kun tages i brug ved sjældne lejligheder. Men det er der.
Det pågældende fortæppe, som er malet af teatermaler Carl Chr. Lund (billedet til venstre) forestiller Odense set fra et højdedrag ved Ejby Mølle, ude for enden af nytidens Sct. Jørgens Gade, øst for bymidten – i 1890’erne. Med skyline, byens markante bygninger, Odense Å, rådhustårnet og kirkerne anes i byen som var i stærk i udvikling. Takket være de store fabrikker og innovative virksomheder. Odense var landets næststørste by – uden for Hovedstaden.
Carl Christian Lund, født i Odense i 1855, (t.v.) er uddannet på kunstakademiet i København i 1876. På bestilling malede Lund fortæppet og andre dekorationer til Odense Teater. Det var i årene 1915 og 1916. Altså nåede han ikke at få gjort fortæppet klar til den officielle åbning teatret in Jernbanegade i 1914.
Det kan virke en smule besynderligt. Måske fordi inden travleteatermaler var meget ambitiøs med dette projekt. Historien fortæller om en meget travl teatermaler, så måske var alt for mange opgaver årsagen til den sene levering – i starten af 1915.
Sammen med sine nærmeste medarbejdere tog han selv til det nye teater i fødebyen, hvor han var med til hænge det op. Ganske som det hænger i dag.
Ved premieren på den franske operette i tre akter, “Cornevilles Klokker”, kunne det fynske publikum første gang betragte fortæppet, som kunstneren i øvrigt skænkede ganske gratis “i anledning af åbningen af Odenses nye teaterhus”. Så ”det smukke værk var værd at vente på”, som avisen Stiftstidende formulerede det i sin premiere-artikel. “Cornevilles Klokker” var iøvrigt oversat af Erik Bøgh, som i fødebyen Odense om ikke andet, så har lagt navn til en sti fra romantiske Odense Å op ad bakken til mondæne Langelinie.
Omtalen af bagtæppet i bogen “I kunsten kan livet kendes” udgivet ved Odense Teaters 200 års jubilæum 1996. Et fremragende værk skrevet af historikerne Holger Dyrbye, Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær fra Historiens Hus.
Efterspurgt teatermaler
I det hele var Carl Christian Lund efter-spurgt teatermaler og en stor kunster, som især var kendt fra københavnske teatre. Bl.a. Det Kongelige Teater.
Allerede som 18 årig forlod han Odense for at blive uddannet i København. Derefter blev han, hvad der kaldtes “inkarneret københavner”.
Allerede i 1883 debuterede han som billedkunstner ved Dagmar Teatrets åbning, hvortil han havde kreeret sine første af en “lang en række malerier”, som blev en særlig del af hovedstadens teatrets interiør.
Hans speciale var at lade sig inspirere af teatrets aktuelle forestilling – til Dagmar Teatret malede han et ungarsk bjerglandskab, som i sin folklore stil passede fint til operetten “Let Kavalleri”.
Dengang var ikke ualmindeligt på københavnske teatre, at kunstnerne malede fortæppet, så det passede til en enkelt forestilling og at det så efter sidste forestilling blev destrueret.
Som skriverkarl er jeg begejstret for historien, for billedet og tæppets magi.
Årsagen til at netop denne historie har fundet vej til denne blog er, at jeg som titusinder andre før mig, har siddet i salen og tænkt, hvad pokker der mon, lige om lidt, dukker op omme bag tæppet. Alene min kroniske nysgerrighed skabte magien.
Nyheder bag klummens “fortæppe”
Siden jeg for godt et år siden forsøgte at skabe en kultur-nyheds-klumme, har jeg efter bedste evne forsøgt at finde et fast og genkendeligt “baggrundsbillede” til denne klumme. Jeg forsøgte bl.a. med aktuelle fotos af aktuelle personer. Men var ikke tilfreds.
Da jeg i maj var i teater og jeg sad og ventede på forestillingen skulle dukke op omme bag fortæppet, fordybede jeg mig i Carl Chr. Lunds klassiske værk. Mit magiske tankeværk slap mig ikke. Det akkurat dét “fortæppe” jeg kan bruge som “det genkendelige billlede” til kultur-nyheds-klummen på bloggen.
Jeg forestillede mig straks, at hvis blog-læserne vil vide mere om kulturlivet, stort som især småt, så skal de lade tæppet gå og læse det, som står skrevet inde bagved. Så jeg fotograferede tæppet – og spurgte teatret om lov til at benytte det i min ukommercielle blog. Derpå svarede teatrets pressetjeneste; Du må godt bruge billedet (af fortæppet), hvis du tydeligt skriver, at det er fra Odense Teater.
Jovist, blev den aldrende blogmager en smule stolt over, at få lov til at bruge Carl Chr. Lunds 108 år gamle klenodie
Fakta om teatret
Odense Teater har fem scener. Store Scene i Jernbanegade med plads til omkring 500 gæster. Teatersalen, Odeon er en integreret del af kulturhuset Odeon med plads til omkring 250 gæster. Værkstedet med indgang fra caféen i Jernbanegade har plads til omkring 80 gæster. Undergrunden ligger også i Jernbanegade – med plads til omkring 50 gæster. Foyerscenen findes på teatrets 1. etage ved baren. Plads til 70 gæster. PS: Læs artiklen på bloggen om de mange penge som fonde har doneret til historiens største modernisering og ombygning af teatret.
Som landsdelsscene er teatret forpligtet til at opføre et alsidigt repertoire med danske og udenlandske klassikere samt moderne danske og udenlandske dramaer, forestillinger for børn og unge samt musikforestillinger og dans. Altså hele paletten. Salen med Store Scene har til huse i teaterbygningen i Jernbanegade fra 1914 – med plads til omkring 500 gæster. Odense havde fra 1795 og frem til 1914 sit komediehus på Sortebrødre Torv – og Odense Teater er Danmarks næstældste.