Lagde du mærke til ruinen, da du gik hen mod H.C. Andersen-kvarteret eller da du gik den anden vej, mod gågaderne. Næh vel. De røde murbrokker fanger sjældent de gåendes opmærksomhed. Måske fordi resterne af den 600 år gamle bygning er gemt af vejen i et dunkelt hjørne af Albani-karréen, hvor de gotiske rødsten ikke kalder på fordybelse. Eller som en borger for nylig udtrykte det; “Sikker på, at mange ser ruinen, uden at lægge mærke til den”.
Det meste af Købmandsgården, som i 1400-tallet havde adresse i den sydlige del af den tids Overgade, gik tabt ved en storbrand. Huset blev dog ret hurtigt genopbygget. I dag cirka 1350 år senere, er det fredede murværk mest kendt for at være flyttet hele to gange de seneste 50 år. Det er slet ikke sikkert, ruinen har rullet sin sidste tur.
Af uransagelige årsager er den historiske ruin nærmest gemt væk fra Odenses nye gade- og torvemiljø – bag rådhuset. I stedet har murene status som en integreret del af Føtex Foods indgangsparti – ud mod pladsen og Skomagerstræde. Derimod vidner de middelalderlige murbrokker, hverken om storhed eller stolthed. Alene den ydmyge placering kalder på almindelig undren.
Hverken historikere, museet, politikere eller byplanlæggere er kommet frem til en løsningsmodel, som vil klæde den moderniserede bymidte. Herunder den navnløse plads. Placeringen har mødt kritik fra menigmand, politikere og eksperter fra Byforening Odense, som bl.a. har lagt op til at gentænke placeringen. Blandt andet for skabe liv på den forblæste plads, som bortset fra et par bænke og en del cykelstativer, lider under manglen på kunstværker og moderne gadeudstyr.
Fortid og nutid mødes
“Vi efterlyser en værdig behandling af den gamle ruin, som alt andet lige er identisk med et stykke af byens historie. Byforeningen havde gerne set ruinen placeret længere ude i byrummet. Foreningen er optaget af, at alle skal passe på vores by, som udvikler sig samtidigt med, at dens historie og æstetik skal bevares”, bemærker formanden Sharon Fisher.
Få borgere interesserer sig for ruinens indhold og historie
Sandheden er, at historien om ruinen, som den kaldes i folkemunde, interesserer ganske få borgere, turister og andre gæster. Som en forbipasserende odenseaner forleden kommenterede, så er ruinen noget man går forbi uden at ane, hvad det er for er stykke historie.
Asp Ejendomme, som ejer den martkante Albani-karré fra 2021, har en torveplads på hver side. Nemlig den navnløse plads, som lige nu prydes af et elektrisk juletræ. Pladsen er sat i verden for efter middelalderligt forbillede, at forbinde byens gamle hovedstrøg Overgade med Fisketorvet og Vestergade – mod syd. Desværre er pladsen forblevet grå, åben og forblæst. Medier og kommunale instanser omtaler raskt væk dette byrum som Albani Plads. Det navn er ikke-eksisterende på det odenseanske bykort. Derimod er Albani Torv navnet på pladsen “omme bagved” og letbanestationen på Torvegade.
På den arkitekttegnede plads ved Sct. Knuds Kirke, Flakhaven, Danske Bank og Eventyrhaven til Albanigade og Sct. Albani Kirke, som er byens romersk katolske kirke, er der rigelig plads til fodgængere, cyklister og bilister på vej ned til den to etagers parkeringskælder. På Albani Torv er der hverken butikker eller andre lejemål, som skaber liv.
Det sensationelle fund
Dengang i slutningen af 1960’erne, da entreprenører var i færd med at grave ud til den nye Thomas B.Thriges Gade, var alt klar til at destruere ruinen. En plan borgergrupper og politikere støttede. Lige indtil lokale håndværkere helt tilfældigt fandt nogle meget afgørende papirer fra Slots- og Fredningsstyrelsen, hvorpå der stod, at resterne af det gamle hus skal bevares – såvel ruinens to etager og den hvælvede kælder, som i dag findes i en restaureret udgave.
På et hastigt iscenesat møde besluttede parterne ikke alene at frede bygningen, men også at flytte den mod Vestergade – blandt andet for at gøre Overgade bredere fra Nedergade. Trafikken på det gamle hovedstrøg var i stærk udviking. Efter lange forberedelser blev ruinen flyttet 8. juni 1971.
Forhandlinger om at bevare kælderen endte i 1971 med den omtalte meget specielle løsning, med at flytte ruinen et lille stykke, så den ikke stod i vejen for Thomas B. Thriges Gade.
Oplyst af et elektrisk juletræ, kan man takket være et godt syn læse den korte historie om resterne af en 600 år gammel købmandsgård som i havde adresse i Overgade. Teksten står på to sprog.
Et omfattende forslag, som gik ud på at flytte de skrøbelige rester for at give plads til Thomas B. Thriges Gade og Overgades udvidelse, blev udarbejdet af den kommunale “Fortidsmindeforvaltning”, som forlængst er nedlagt. 19. april 1971 godkendte byrådet rulleplanen og fik samtidigt bevilget 200.000 kroner som tilskud. Det var mange penge dengang.
Fornemt ingeniørarbejede og den tids rullemarie
Der lå et imponerende ingeniørarbejde bag, da ruinen blev sat på hjul og skinner, og centimeter for centimeter blev rullet 18 meter mod syd – efter den i årevis var placeret midt i et ingen-mands-land bag rådhuset. På det tidspunkt var byudviklingen på Fisketorvet og I. Vilh. Werners Plads ved at tage form. Ifølge den nye byplan for et moderne kvarter, skulle der bygges tre-fire store karréer. Man vidste stadig ikke, hvad man skulle stille op med fortiden og den fredede ruin – som ikke måtte rives ned, men gerne flyttes.
Så kom nogle arkitekter med fiffige forslag, som de havde set i flere storbyer. Ruinen blev i al stilhed integreret i den moderne bolig- og butiksejendom, hvis ejere til gengæld droppede kuriøse planer om små bazar-butikker, de kunne være blevet nabo til den dobbeltsporet letbane.
Man brugte hydrauliske donkrafte til i skilpaddefart at flytte den hårdt prøvede købmandsgård-ruin præcist 19,5 meter, da den i oktober 2017 igen stod i vejen for udviklingen – præcist 46 år efter den første tur med rullemarie. Som nævnt blev kampestensfundamentet første gang flyttet 14 meter imod vest. Anden gang, blev den altså rullet cirka en snes meter mod nord.
Én ting er, at mange undrer sig over murværkets placering klos op ad Føtex, en anden detalje får folk til at smile og ryste på hovedet over det moderne kitsch-agtige guldloft, som nærmest pakker ruinen ind. Det disco-agtige byggedesign fremstår som dyb kontrast til det museale murværk, der mest af alt bruges til affald og til at smide cykler op ad murene ved de ventende hunde.
Hvis murværket ku’ tale så var der en spændende historie at hente her. Foto: John Borgkilde
Det 600 år gamle murværk vejer 260 tons
Den malplacerede bygning vejer måske ikke tungt i de byhistoriske annaler, men sat på en vægt vejer den inklusiv kælder immervæk 260 tons.
Efter flere måneders forberedelser, som blev fulgt tæt af avisernes journalister, blev ruinen med kælder flyttet den 8. juni 1971. Den blev rullet på hjul og skinner cirka 14 meter.
Byhistorikere mener at den nuværende placering er forkert i forhold til den originale – som billeder og tegninger afslører. I respekt for historiens formidling, bør den vendes en halv omgang, da den står med “ryggen” ud mod gaden.
Mange undrer sig over murværkets placering klos op ad Føtex. Andre ryster på hovedet over det kitsch-agtige loft i guld, som nærmest pakker ruinen ind i de bevarede dele af et middelalderligt stenhus, som tidligere var hovedbygning i en større ejendom som havde adressen Overgade 3. Trods to indgangs-partier fra torvesiden, har Føtex Foods vareindlevering fået adressen, Skomagerstræde 7.
RESPEKT FOR FORMIDLING OG HISTORIE
I respekt for formidling og historie burde håndværkerne have lyttet til de eksperter, som “med sikkerhed mener”, at ruinen vender forkert. Den bør nemlig vendes en halv omgang, så den ikke længere står med “ryggen” mod gaden – og når flytteforretningen alligevel var i gang, så mener Byforeningen Odense, at det burde have været muligt at rykke ruinen 4-5 meter mod pladsen, så den fremstår forskudt af karréen, ligesom den frigøres af Føtex’ grøntsags-tilbud og indgangsparti.
Derved vil det historiske islæt i bybilledet i højere grad komme til ære og værdighed. Ruinen betegnes alt andet lige, som et vidnedsbyrd om middelalderen, da Odense var en betydelig handelsby. Den gamle ruin har status som fredet og bevaringsværdig, og må derfor betragtes som et vigtigt kapitel i beretningen om Odenses Byhistorie.
Fredede byginger harmonerer ikke cykler ki fri dressur. Foto: John. Borgkilde
Pladser, parker, gader og stræder forgår – og nogle genopstår. Som nu Skomagerstræde, bloggen tidligere har skrevet en historisk beretning om.
(PS: Beklager at korrekturen ikke er fuldendt som ønsket på grund af tekniske problemer)
.