Man nåede bogstaveligt talt bunden, om ikke andet så på byens største byggeplads i Odenses eventyrkvarter, hvor Det ny H.C. Andersens Hus forlængst er åbnet.
For at blive en smule klogere på det som skete den 2. april 2019, fordyber jeg mig i bloggens bunker af arkivmateriale og finder ud af, at digterens 214 års fødselsdag blev fejret med grundstensnedlæggelse – uden så meget som en eneste grundsten. Men noget skal den jo hedde, den nedlæggelse.
Men også, at ceremonien fandt sted in den frie luft, 30 meter fra det lille gule hjørnehus, hvor man regner med at digteren fødtes.
Præcist den dag i 2019 var det 214 år siden, skomageres kone, Anne Marie Andersdatter, fødte en søn. Som sit andet bar, iøvrigt. Så vidt man ved, så fandt fødslen sted i hjørnehuset, hvor der dengang i 1805, husede fire familier. Det var i præcist det samme gule hus på hjørnet af Hans Jensens Stræde og Bangs Boder, hvor der 103 år senere blev indrettet museum for H.C. Andersen.
Som årene gik, og Andersens eventyr blev en verdenssucces, blev huset det mest fotograferede i Odense. Måske i det ganske land.
Det var altså dér, at selve eventyret kom til verden. Ifølge overleveringen. Og den laves der ikke om på. Sådan ér det.
Også selv om sandheden stadig svæver i den fynske brise. Ingen anerkendte eksperter har fundet holdbare beviser.
Den såkaldte grundsten
Tilbage til den såkaldte grundsten fra 2019, som blev gravet ned i den fynske muld. I forbindelse med en slags halvvejs-fest. Grundstenen var altså ikke nogen sten, men en kasse i det pureste sølv. Eventyrligt skulle det være.
En speciel konstrueret kasse, som i dagens anledning blev kaldt en rejsekuffert. Fantasien har ingen rammer. Helt i den gamle rejseglade digter Andersens ånd. Han har engang sagt noget i retning af, “at rejse er at leve”. Han rejste ud i den vide verden i knirkende postvogne, dampende tog og vuggende skibe.
Sikkert og vist er et, at han bare 14 år ung rejste til København med postvognen fra Overgade. For at blive rig og berømt. Og det blev han.
“Sandsynligheden for, at han skulle være slået igennem på samme måde, som forfatter og digter på verdensplan, hvis han var blevet boende i Odense, er ekstrem lille”, mener blandt andre Johannes Nørregaard Frandsen, professor i litteratur- og kulturvidenskab og tidligere leder af H.C. Andersen Centret i Odense.
“Andersen havde brug for al den inspiration, han kun kunne få i København til at drage ud i den store vide verden. Han havde brug for den københavnske scene. Derovre var der nogle kloge mennesker, der så ham, beundrede ham, analyserede ham – og hørte ham. Den opmærksomhed badede han sig i. Allerede som teenager var han berømt i Hovedstaden”.
En kasse med mystik og mag
Såvel by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) som borgmester Peter Rahbek Juel (S) og Henrik Dam, bestyrelsesformand for Odense Bys Museer, fik hver for sig det ærefulde hverv, at de med rolige hænder skulle lægge ting og sager fra den danske hverdag i “rejsekufferten”.
Det var blandt andet en lille hermetisk lukket kuvert med en aktuelle mønter – blandt dem en blankpoleret mønt med Dronning Margrethe II’s kontrafej, som lige var kommet ud af Nationalbankens pengemaskine.
Denne signatur berettede i byen avis, at borgerne blandt andet valgte at fylde tidskapslen med en Albanipilsner, en cykel, en OB-trøje, en reklameavis fra Rosengårdscentret, et H.C. Andersen eventyr i tekst og illustration, en lægekittel fra OUH, et fotografi af TV2, et buskort, noget om Facebook, en mobiltelefon, et par løbesko, havehandsker, et gadeskilt fra Thomas B. Thriges Gade, en cd med genboen Kim Larsen, et kompendium fra SDU, oversigt over de grønne områder i Odense samt grønne blade fra træerne, nioget hud fra zoo’s søkøer, en IKEA-pose, penge med dronningens kontrafej og en parabol. Så der bliver noget at arbejde med, for fremtidens arkæologer, Om mange, mange, mange, mange år.
Holder onde magter væk
Brugen af mønter som gemmes i forbindelse med store nybyggerier, er en over tusinde år gammel skik, forlød det i udgravningen. Det hedder sig nemlig, at når der lægges mønter ind i en grundsten, så fungerer de som byggeoffer, der beskytter den kommende bygning imod onde magter og sikrer dens varighed”. Også selv om der, som i dette tilfælde er tale en underjordisk bygning, der kaldes “et hvis”.
Det skal med i ligningen, at taler af folk højt på strå, proklamerede, at de med stor glæde så frem til HCA-husets åbning i begyndelsen af 2021″.
Grundstensnedlæggelsen set i fugleperspektiv. I højre hjørne ses indbudte gæster, bl.a. naboer og nederst en lille ydmyg gravko, som lægger fynsk muld oven på “grundstenen”. Foto: John Borgkilde
Der var visuel symbolik i den gravko, som møjsommeligt lagde nogle af de formentlig sidste jordbunker på plads, mens den historiske begivenhed fandt sted, lige ved siden af den ikoniske ottekantede mindehal fra 1929 – hvor Niels Larsen Stevns historiefortællende fresker stadig er intakte.
Den koboltblå bygning, som i mellemtiden er kalket hvid, er sammen med fødehjemmet, eneste bevarede bygninger fra det tidligere museumskompleks.
Gravkøer, gummigeder og bobcats
De evigt brummende gravkøer, gummigeder, bobcats og andre maskiner er så småt ved at kunne se en ende på graveriet. Man skal ikke længere ned – selve museets gulv, lægges cirka en meter over – og derunder lægges de tusindvis af elektriske installationer.
Det er så dér Andersens verdenskendte klenodier placeres og der historien skal fortælles i et magisk, fantasifuldt og fabulerende underjordisk eventyrhus, som ifølge museets pr-afdeling, bliver en oplevelse for alle sanser, for alle aldersgrupper.
Nogle af de sidste lange ladvogne, som i måneder er fyldt med udgravet jord, og kørt væk i pendulfart er så småt ved at have kørt de sidste ture. Nu venter der sommeren igennem hundredevis af transporter med byggematerialer. Skrev bloggen – med mange følgere.
Byggeriets midtvejsfest
I forbindelse med de fleste store byggeprojekter i dette land, er der tradition for, som en slags midtvejsfest, at markere byggeforløbet med nedlæggelse af en grundsten. Så får alle involverede mulighed for at opdatere byggeforløbet.
Med særlig sans for at placere ceremonien på en historisk korrekt dato, havde bygherren Odense Kommune valgt at nedlægge grundstenen, der altså var en kasse, tirsdag den 2. april.
Netop dette ikoniske hus på hjørnet af Hans Jensens Stræde og Bangs Boder, var åben i byggeperioden,
Resten er revet ned, inklusive børnekulturhuset, for at give plads til museet samt et fantasifuldt parkområde, med meterhøje hække, labyrintiske kringelkroge og blomster og urtebed – samt en moderne café, der bygges i forlængelse af museet og parken, ud mod Carl Nielsens Kvarter og letbanen.
Et ceremonielt rituel
Nedlæggelse af en grundsten, er et ceremonielt rituel som er en vigtig del af ethvert dansk storbyggeri. Akkurat som et rejsegilde er.
Så kan byggefolk og entreprenører med rette konstatere, at “så er vi da nået så langt”.
En grundsten kan rent fysisk være et fundament af en kampesten eller en indmuret hjørnesten. Det er meget forskelligt. Da der den 23. september 2011 var grundstensnedlæggelse på bymuseet Møntergården, havde Odense Bys Museer fået hjælp fra byens borgere, der udvalgte genstande, som de mente kendetegnede Odense på den tid.
Fantasien må ha’ slået gnister i den japanske arkitekt Kengo Kumas kreative hoved, da han designede HCA-haven, med dens høje hække og labyrintiske kringelkroge. Neden under det grønne indrettes HCA Museet.
Når vi nu er ved hovedpersonen, H.C. Andersen og årstal, så er det i år 202 år siden, at den 14 årige Hans Christian mutters alene og med tornyster, rejste med postvognen fra den nedre del af Overgade til Kongens Kjøbenhavn for at søge lykken – med 13 rigsdaler og et anbefalingsbrev fra bogtrykker Iversen i inderlommen – og dertil masser af mod på tilværelsen.
Bristede illusioner
Han ville så gerne være sanger, balletdanser eller skuespiller. han gik så grueligt meget igennem, før det gik op for ham, at sådan blev det ikke. for den 1,87 meter høje fynbo, som længe havde haft udlængsel.
Men hans mor, som havde hang til flasken, var også en klog kvinde, som så ofte havde fortalt sin fremmelige søn, at han først ville få lov at rejse, når han var konfirmeret.
Det blev han den første søndag efter påske i 1819. Og det sørgede domprovsten for i byens domkirke. Derefter kunne han så småt begynde at pakke tornystret – og forberede sig til sit livs eventyrlige rejse. Først ville han søge optagelse på Det kongelige Teater – for han ville være sanger og balletdanser.
Men ikke alt gik efter planen.
Den 4. september om morgenen, sagde han farvel til moren og til fødebyen, da han tog postvognen fra den østlige ende af Overgade. To dage senere lå København for hans store fødder.
En guldrandet epoke i dansk litteratur- og kulturhistorie kunne begynde.