Helt tilbage til 1919 ville fremsynede Odense-borgere med sans for bevarelse af fortidens landsbymiljøer og landbobygninger i bindingsværk, da skabtes et fynsk landbygnings- og frilandsmuseum. Området som en landskendt som Den Fynske Landsby.
Dårlige tider i samfundets som følge af stor arbejdsløshed, udsatte ofte kreative tanker om bevarelse landbohistorien i et særligt landsbymiljø. Idéen til et fremtidens frilandsmuseum udsprang af en fornemmelse af værdifulde tab i en tid, hvor landboernes bindingsværksbygninger blev utidssvarende og derfor blev revet ned
Planen blev realiseret som et efterkrigsprojekt i 1946, hvor ganske få landejendomme og hvad der ellers hørte til landsbyen, skød op de første år, da ideen om et frilandsmuseum, takket være Odense Kommunes særlige indsats for at aktivere arbejdsløse, for alvor fik vind i sejlene på et stykke mark i Fruens Bøge Skov. Området rummer i dag 25 bygninger og komplekser i varierende størrelser – luge fra skolen, den rødmalede præstegård, det lille sprøjtehus og naboen, smedien – og smukke mølle.
Bevaringen af den fynske landbrugs- og landbohistorie er i dag en del af vores kerneværdier, ligesom vi ønsker at skabe en forståelse af vores fælles kulturhistoriske rødder. Store dele af vores samfund i dag er skabt på baggrund af udviklingen i 1800-tallet inden for demokrati, uddannelse, teknologi mv.
I dyb respekt for fortidens systematiske udvikling med landbruget, så lukkede det museumsvæsnet og kommunen i samhørighed, at udvikle Odenses helt egen landsby – som er sket i takt med de museale muligheder, uden på noget tidspunkt sat gå på kompromis med nutidige teknologisk. Det er lykkedes at bevare institutionens autencitet, som især har bevaret sin popularitet internationalt fordi der er tale om et særdeles levende og informativt frilandsmuseum.
Format bevare den visuelle autencitet, har personalet passet og plejet og udviklet detaljerne fra forttiden som de passer til nutiden. Bare én gang kiksede den indsats. Mener mange. Det var da landsbyen i takt med udviklingen og et øget publikumstal, flyttede indgangen.
Også i gamle dage hørte der heste, køer bog får til enhver bondegård-
Foto: Lærke Beck Johansen
Planen blev bygget op sten for sten, træ for træ i årtier, og da frilandsmuseet åbnede ved Lyngby ville fynboerne også have et landbomuseum.
Der blev først peget på et areal ved Glamsbjerg, og derpå gik museumschefen i Odense, Chr. M.K. Petersen, ind for en placering ved Hunderupgård, hvor Hotel Knudsens Gaard ligger i dag. Men her var der ikke plads nok.
Så pegede fremsynede folk på en mark mellem Hunderup Skov og Fruens Bøge Skov på kommunegrænsen mellem Odense og Dalum Hjallese – og Odense Bys Museers chef Torben Grøngaard Jeppesen fortæller, at man rykkede ind på det areal, hvor landsbyen er i dag.Blandt andet fordi den daværende stadsgartner havde en planteskole her – ideelt sted til genopbygning af fynske landsbyer.Allerede i 30’erne fik gruppen bag opbygningen af en fynsk landsby den første gård, Væbnergården fra Dalby på Hindsholm, foræret. En firlænget bondegård, der blev lagt på lager i Østrupgaard.
Gården blev bygget i udkanten af den nuværende landsby. Det var skæbnens ironi, at det var besættelsen, arbejdsløsheden og risikoen for, at arkitekter og bygningshåndværkere tog arbejde i Tyskland, der satte gang i det fynske projekt.
Regeringen satte en række projekter i gang som beskæftigelsesprojekter. Blandt andet opbygningen af Den Fynske Landsby, der allerede blev sat i gang i 1942, hvor den legendariske kongelig bygningsinspektør Lehn Petersen, Odense, var med til at sætte de første skitsestreger.
Disconto-midler
Opbygningen af “landsbyen” i udkanten af storbyen blev støttet af midler fra Statsministeriet og Odense Kommune samt med en donation fra Fyens Discontokasse (i dag Den Danske Bank), og dermed var der råd til ansættelse af seks arkitekter, konstruktører og bygningshåndværkere.
Der blev købt flere gårde og stuehuse rundt i det fynske landskab, der minutiøst blev målt op, nummereret og revet ned, sten for sten, træ for træ.