Vælg en side

“Hej John. Jeg sidder lige nu det skønneste sted i Amerika, og nyder udsigten over bjerge og skove, og så ser jeg minsandten, at du har fået din egen blog. Hold da op. Tillykke med den – det er da lige dig med alle de ideer og kilder du stadig render rundt med. Du må da meget gerne skrive, at jeg, den gamle nat-klub-restauratør fra Overgade, bor i Bluffton i staten South Carolina, at jeg har det godt. Men også at jeg tit savner den danske mad og mine gamle venner samt selvfølgelig byen Odense, hvorfra jeg har de bedste minder”, fortæller Leif Roland fra det østelige USA.

“Jeg og min sydamerikanske hustru nyder livet her på vores lille ø på den smukke atlanterhavskyst, blandt meget få indbyggere – ikke langt fra Hilton Head Island – som igen er relativt tæt ved grænsen til Staten Georgia”, lyder det fra den anden siden af Atlanterhavet.

Mon ikke der stadig er fynboer, lidt op i årene, som husker karismatiske Leif Roland, bossen på det sagnomspundne Atlantic i Overgade, Odense.

Danseetablissementet var i årevis en landskendt natrestaurant, hvor der altid spillede store danseorkestre til den lyse morgen. Mange fynske ægtepar, som forlængst har fejret sølvbryllup, kan fortælle historier om, hvordan de ved et tilfælde, kom til at danse sammen og mødtes i baren hils Holbek – hvorefter de fandt melodien og dansede sammen resten af livet.

Som supplement åbnede Leif Roland en smart intim natklub ved siden af, dér hvor den tidligere overtjener på Hotel H.C. Andersen, Flemming Berg, nu i præcist ti år har drevet sportspub Kick Off.

Fik udlængsel og rejste til USA
Da Leif Roland fortæller, at da han i 1984 havde solgt Atlantic til unge initiativrige Knud Svenstup og hans kompagnon Freddy Frost, da fik han udlængsel – og rejste til USA, for i første omgang at uddanne sig i den alternative sundhedsektor – bl.a. som psykolog. Det fik han meget ud af i årene fremover.

Tilbage til historien om danserestauranten Atlantic, som var indrettet i et nedlagt autoværksted tilbage i 1936, under navnet Alcasar. Den navnkundige hotelmand Frede Bilsted (bl.a. Park Hotel og Fyns Forsamlingshus) og en kompagnon, overtog danserestauranten i 1963 og kaldte den Atlantic, der blev en guldgrube, har Bilsted ofte underholdt med. Han solgte  Atlantic til Ove Jensen, som også drev populære natrestauranter i bymidten og senere blev restaurations- og hotelkonge i Aalborg.

Ove Jensen solgte Atlantic videre til Leif Roland, som efter sit Overgade-eventyr fik udlængsel og rejste til USA for at arbejde med helse. Han solgte så Atlantic til Knud Svenstrup og Freddy Frost, der var ejere i 17 begivenhedsrige år. Da de trak sig tilbage blev restauranten omdøbt til Overgade 45 af Flemming Øder fra “Sprogø”, der efter relativt kort tid solgte stedet videre til nogle københavnere, som forsøgte sig med diskotek Boobles. Siden har der være flere koncepter og navne på skiltene – men foretagendet leve i bedste velgående – både på gadeplan og kælderdiscotek.