Vælg en side

DEN FRANSKE KØKKEN-EKVILIBRIST BLEV BLEV FYNBO
Stephane Libourel (billedet), køkkenchef og restauratør, er hædret på den franske ambassade med titlen “Disciples Escoffier”, der gives til de gastronomer, som via deres arbejde hjælper med at fremme og bevare franske kulinariske traditioner uden fro Frankrigs grænser. Hæderen er opkaldt efter den verdenskendte franske kok Auguste Escoffier, der var en af de mest indflydelsesrige kokke i 1900-tallet.

“Det er en stor en ære, at modtage så fin en pris af ambassadøren. Jeg blev selvfølgelig rigtig glad, da jeg fik den. Det er for nogle særligt udvalgte, som gør noget godt for den franske gastronomi. Så den tog jeg ydmygt imod med stor stolthed”
Auguste Escoffier menes at være manden bag den klassiske ret Tournedos Rossini, der efter sigende blev kreeret til den madglade komponist Gioachino Rossini. Denne ret har siden været kendt og elsket i hele verden, og den er også at finde som en fast del af menukortet på Bacchus i Vestergade.
Retten består blandt andet af oksemørbrad, stegt foie gras, trøffel og madeirasauce.
På restauranten kan man også finde klassikere som f.eks.  Salad Gourmande med foie gras terrin, confiterede andekråser og trøffel, morkler farseret med jomfruhummersoufflé.

 

ALTING HAR EN BEGYNDELSE
I 1965 præsenterede skuespillerspiren Klaus Pagh for egen regning og risiko et HCA-show på scenen i Den Fynske Landsby. Til avisen sagde han, at hvert år skal en forestilling bygges om et H.C. Andersen-eventyr”. Filmstjernen var elev på Odense Teater. Første sommer nøjedes han med en “decimeret forestilling”, hvor hans onkel fra Amerika, Freddy Albeck, læste eventyr. Det gjorde han flere gange senere ved H.C. Andersen-skulpturen i New Yorks Central Park. Næste sommer opføres Fyrtøjet på amfiscenen fra18. juli.

Den Grimme Ælling – er en sjælden gæst i landsbyen
Da H.C. Andersen var færdig med at skrive fortællingen “Den Grimme Ælling” i november 1843, da udkom den som en del af eventyrsamlingen Nye Eventyr. Første Bind, første Samling. “Ællingen” blev blandt hans allermest mest kendte eventyr, som ofte fortolkes som Andersens egen beskrivelse af sin tidlige ungdom, en fabel.

Altid dybt engagerede Erik Bent Svendlund

Da instruktøren Erik Bent Svendlund sidst i 1960’erne skulle vælge et eventyr, som han ville bearbejde til et skuespil, spillet af børn for børn, da fordybede han sig i “Den Grimme Ælling”. Som så flere andre af digterens fortællinger, så skriver han om sig selv som den outsider han også var.
Legendariske Svendlund bearbejdede “Den Grimme Ælling”, som med opdateret tone fik festspil-premiere i 1972. Senere blev ællingen en af de meget sjældne eventyr som blev opført på den smukke amfiscene i Den Fynske Landsby.
Eventyret blev genopført i 2014, i en nyfortolkning af instruktøren Carsten  Friis. I sommer, ti år senere, får “Den Grimme Ælling” re-premiere, med nykomponeret musik og koreografi. Det er altså kun tredie gang forestillingen opføres siden H.C. Andersen Festspillene så dagens lys i 1965 med forestillingen “Svinedrengen”. Det er stort for de medvirkende at betræde scenen i nydesignede kostumer – som rigtige skuespillere.
De fleste eventyrlige kostumer nåede lige akkurat at blive klar til den obligatoriske fotosession, som ikke kun foregik på den store scene med ny scenografi, men også rundt i landsbyen. Der har været fast på i systuen, og det er der stadig.

NEJ, DET ER IKKE EN UNG BRUCE SPRINGSTEEN – ELLER ER DET?
Johnny Reimar, 81, har bevæget sig elegant gennem den folkelige kultur-mølle i flere end 60 år. Som en hyldest til sig selv og sine fans, har han udsendt en digital hilsen. Reimar forlod sin fødeby Odense i slutningen af 1960’erne, for at søge lykken i Hovedstaden, men  han elsker stadig, at fortælle om dengang det hele begyndte i Korsløkkekvarteret.
“Fra dengang jeg sad hjemme i stuen og klimprede på guitaren og samtidigt læste til realeksamen, til jeg begyndte at optræde – med fars og mors velsignelse. Jeg var bare 15, og siden har jeg stort set ikke prøvet andet end at leve af min hobby”, fortæller han stolt. Reimar sendte afbud til den legendariske tarteletfestival i Odense på grund af sygdom. Det varsler ikke godt.

ALT MED REIMAR ER MANGE ÅR SIDEN
Jeg har stadig mange fans, siger den  travle entertainer, musiker, tekstforfatter, tv-vært, sanger, band-leder og producer, som netop har fejret sit kunstneriske diamantjubilæum, efter imponerende 60 år som aktiv i musikbranchen.
Som særlig hyldest til sin glorværdige fortid som hit-mager, har Johnny Reimar slået dette herlige billede op på sin Facebook-profil – fotograferet i 1963, da han havde  lanceret sin første af foreløbig 67 albums – solo og med bands.1958 kulminerede karrieren. Da lykkedes det hele”.
“Jeg spillede guitar i skoleorkestret på Korsløkkeskolen og jeg vandt som 15 årig en amatørkonkurrence i Fyns Tivoli og jeg debuterede med mit første professionelle job.
“Jeg skrev selv under på kontrakten. Honorar: 40 kroner fik jeg  for spille ved indvielsen af hangaren, som senere blev til Allesø-hallen, husker Johnny Reimar som jobbet blev, som blev springbræt til en stor karriere, der ikke er færdig endnu.

 

Hørt ude i byen, at flere og flere skuespillere er overbevist om, at i en grå tid, som den vi oplever lige nu, er underholdning, sang og musik den mest effektive op med humøret-pille, som vi tilmed kan erhverve os uden recept. Afhængighed kan ikke udelukkes. Vi må frem for alt ikke glemme den underfundige danske humor, de skæve jokes, de sunde grin og det gode humør, lyder opfordringen. 

SMÅFILOSOFISK Hvorfor er kunst og kultur så vigtig en del af vores hverdag, blev jeg for nylig spurgt? Jeg kløede mig i nakken og svarede, at kultur er jo et uhåndgribeligt begreb, som er lige så uundværlig som det daglige brød. Kunst og kultur kan opfattes fra mange vinkler. Du kan være kulturbærer og kulturskaber, hvad enten du befinder dig i kunstens eller for eksempel sportens bevægelige verden – eller på arbejdspladsen. Kulturministeren er også sportens minister. Kultur handler også om alt fra tonen på kontoret, i omklædningsrummet, i en e-mail, på kontoret – til hvor højt du griner. Kultur er som åndelig føde; sund og rig på vitaminer. Kultur er ligesom madpakken svær at undvære. Og feder ikke. Læste engang at Storm P sagde noget i retning af, at kultur, er noget, man pudser møbler med? (det var det i 30’erne), hvorefter han tørt konstaterede; kunst er det, man ikke kan, for hvis man kunne, så var det jo ingen kunst. Den lader vi stå et øjeblik.