Musikken er udgangspunktet, når et nyindrettet museum for Fyns verdensberømte komponist Carl Nielsen åbner fredag 2. juni. Allerede ved indgangen mødes gæsterne af Nielsens imponerende univers. På en helt ny måde, hvad teknik og lyd angår, indbydes publikum til nye opdagelser og refleksioner over Carl Nielsens geniale evne til at skifte lydbilleder mellem det spontane og det bearbejdede, det simple og det storladne, det lyse og det mørke, det evigt pulserende og til den vigtige pause. Derved inddrages publikum allerede ved modtagelsen i Carl Nielsen fantastiske verden.
Museet er ved at være færdigindrettet i den sydlige del af Odense Koncerthus (Carl Nielsen Salen) – mod teater-og koncerthuset ODEON.
DR P2 sender live fra koncerter i Odense, og i efteråret vil man kunne opleve eller genopleve koncerterne fra ‘Nielsen, Nielsen, Nielsen!’-festivalen, når de vises på DR2 og DRTV, hvor seerne også kan oplevede en dokumentar om billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, som var Carl Nielsens hustru. I et til tider turbulent ægteskab.
Kim Bohr, chef for DR Koncerthuset, “Den levende musik” og DR P2, siger om den fælles indsats bag årets Nielsen-hyldesten, at der ligger stærke samarbejder og fælles hjerteblod bag dette års Nielsen-hyldest, både nationalt og internationalt.
“Jeg er glad for, at alle i Danmark kan lytte og kigge med, når DR sender mere end 50 timers radio og tv med og om Nielsens musik i løbet af året, og at både Museum Odense og DR Musikariet har særligt øje for et nyt, ungt publikum til Nielsens musik. Samtidig får vi for alvor sat Nielsen på det moderne verdenskort gennem nye, ambitiøse udgivelser og medieproduktioner, der ser dagens lys i løbet af året i samspil med førende internationale mediepartnere.
En komponist i verden
Carl Nielsen oplevede allerede i sin levetid international succes med opførelser i europæiske storbyer som Berlin, Paris, Amsterdam og Helsinki – ja, selv i Tokyo, med førende orkestre ledet af tidens store dirigenter.
I det hele taget sugede Carl Nielsen indtryk til sig fra alt og alle, han mødte på sin vej, og mødet med omverden afspejles i hans musik. Derfor er det ikke mærkeligt, at der stadig dukker nye, interessante vinkler op i fortællingen om musikken fra komponisten, som først søgte inspiration i naturen og blandt folkemusikere på sin midtfynske hjemegn, inden han senere blev inspireret af blandt andet militærmusik, tyske gæstearbejdere og storbyen Københavns udenlandske forbindelser.
Også rejser, mødet med andre kunstnere og deres værker, samlivet med hustruen og billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, litteratur og kendskabet til de gamle klassiske mestre, som Bach, Mozart og Beethoven var vigtige ingredienser i tilblivelsen af Carl Nielsens musik.
Carls Camino Odense-Faaborg
Er man interesseret i at vide mere om Carl Nielsen og hans forhold til sin omverden, kan man se frem til slutningen af året. Her udkommer en længe ventet kulturhistorisk monografi som resultat af et forskningsprojekt under ledelse af professor Michael Fjeldsøe, der sætter Carl Nielsen i perspektiv som europæisk komponist og som en central figur i dansk kulturliv.
For den unge generation bliver der også mulighed for at komme tæt på Carl Nielsen, for komponistens liv danner rammen for danseforestillingen Nielsen danser, der er skabt af DR Musikariet og opføres i DR Koncerthuset af efterskoleelever fra hele landet i januar 2024.
Helt i Carl Nielsens ånd er der også noget at se frem til for de naturinteresserede – dog først et stykke inde i 2024. Her fortsætter fejringen af vores store danske komponist nemlig med en 110 kilometer lang vandringsrute med 40 lytteposter undervejs – Carls Camino – fra Odense til Faaborg.
Formanden for Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, Henrik Thal Jantzen, siger, at det er stor glæde og fornøjelse på den måde, at kunne bidrage til så mange ambitiøse, spændende og nytænkende initiativer, der hver på sin måde sætter fornyet fokus på Carl Nielsen og ikke mindst hans vidtfavnende musikalske univers. Vi glæder os meget til et stort Nielsen-år og håber, at det vil bane vejen for, at hans musik når ud til et endnu større publikum.