Det er mange år siden, men den grufulde historie skulle være god nok. For cirka 370 år siden drak forlystelsessyge svenske soldater og hollandske hjælpetropper, sig vinde os skæve, og huserede Odense nat og dag.
Dette er beretningen om en odenseansk skønjomfru, der var så bange for at miste sit unge liv, at hun med glubske soldater i hælene, forsøgte at undslippe dem, ved at kravle op i Sct. Knuds Kirkes tårn – og gemme sig bag spirets bjælker og kirkens stormklokker. Deroppe valgte staklen den værste ydmygelse af alle – nemlig at ta’ sit eget liv.
Det dramatiske kapitel i Odenses grå historie, som byen og kirken helst ville have været foruden, er også beretningen om den bulede fortovssten, som den dag i dag vidner om en grum fortid, ud for den italienske restaurant på Klingenberg, som er indrettet i byens tidligere “telefonhus” – ikke langt fra Flakhaven.
Kapitlet kan angiveligt stamme fra “et sted mellem 1657 og 1660”, da landet var besat af flere tusinde soldater. Det fortælles, at “pigeglade unge svenskere kom direkte fra krigshandlinger i Slesvig, Holsten og Vorpommeren og plyndrede byens brændevinsbrænderier – som der var mange af på den tid”.
——————————————————————————————————————————————————————————————————————————-
Christian Thorning Engelstoft, der var biskop over Fyns Stift, beretter bl.a., at ”uden egentlig krigsvold blev mangen en voldsgerning begået”. Engelstoft, som var en belæst historiker, beretter i kirkebøgerne om de svenske soldaters hårdhændede kådhed:
———————————————————————————————————————————————-
Krigen kunne mærkes i de små familiers dagligdag”, skriver han et sted. “Det var dyrt for Statskassen at bekrige hinanden. Det nævnes et sted, at fra Svenskekrigenes afslutning i 1659 og frem til Store Nordiske Krig i 1720, steg Danmarks udgifter til militært udstyr og personel markant”.
De ekstra udgifter til borgerne satte præg på Odenses dagligdag.Dobbeltmoralen florerede. Bl.a. når flere af byens bedsteborgere tjente en skilling ved at indlogere soldater og officerer. Netop i den periode blev Odenses første kaserne opført.
Paraplyen var eneste våben
Tilbage til sagnet eller myten om man vil, om den stakkels ærbare kvinde, så siger skrønen, at hendes medbragte paraply svar eneste våben, når hun skulle forsvaret sig og redde ære og liv. Det fortælles, at hun først valgte at flygte ind i Guds Hus, Sct. Knuds Kirke, ganske som kirken ser ud i dag. Da hun nåede ind i våbenhuset, fandt hun straks døren til trappen, som førte hende op i kirkens 63 meter høje tårn.
Med svenske ungersvende efter sig, nåede hun op til den åbne luge, hvorfra hun kunne skue byens tage. Med soldaterne efter sig, slog den spinkle pige paraplyen ud og korsets tegn og lod sig styrte ud, hvorefter hun, fortælles det, nærmest svævede ned på kirkepladsen.
Ifølge overleveringen bar blæsten hende cirka 20-30 meter. Hun ramte en stor sten i granit, som stadig taler sit tavse sprog om dramaet. Den deforme sten i granit omtaler byens guider stadig “med respekt for historiens vingesus”.
Sagn, skrøne eller myte
Bloggens historietyder har ikke kendskab til diplomatiske konflikter mellem fynboerne og svenskerne. Måske nogle har svært ved at kapere historiens ægthed, det er dog en kendsgerning, at historien findes, fordi den deforme granitsten stadig er en del af fortovet – ud for det tidligere telefonhus. Iøvrigt bare 50 meter fra digter Andersens barndomshjem i Munke Møllestræde (Holsedore), hvor han som dreng løb rundt og fantaserede sig til byens eventyrlige historier. Dog har digteren såvidt vides aldrig omtalt, hverken “Jomfruspringet” eller stenen henne om hjørnet.
Granitstenen på fortovet med mærker, som måske kan stamme fra en paraplyspids og en støvlehæl. Bagved ses domkirkens tårn, hvorfra den unge jomfru ifølge en skrøne sprang ud, klamrende sig til sin paraply, frem for at lade sig voldtage af svenske soldater. Foto: John Borgkilde
Ganske sikkert er det, at den store sten omfatter huller, som kan være skabt af en paraply og støvlehæl. Den skrøne har ingen historikere kunne tilbagevise. Således er byens mangfoldige historiebog blevet et lille kuriøst kapitel rigere.
Dog udstykker biskop Christian Thorning Engelstoft en smule skepsis for historiens rigtighed, idet han et sted i kirkens notater fastslår, at “der ikke findes samtidige kilder til det såkaldte Jomfruspring”.
“Det kunne ellers have været interessant” tilføjer Engelstoft, som fødtes i august 1805, samme år som byens senere æresborger, digteren Hans Christian Andersen fødtes i Bangs Boder – en ussel bolig i byens fattigste kvarter.
Ud over at være biskop over Fyens Stift fra 1851 til sin død i 1889, var han professor i kirkehistorie ved Kjøbenhavns Universitet og i en periode landets kulturminister.
Apropos H.C. Andersen
Når vi nu er ved H.C. Andersen, så er et ganske vist, at han den 8. juli 1829 blev konfirmeret i netop Sct. Knuds Kirke – kort før han rejste med dagvognen til København.
Endda af domprovsten, der ellers kun konfirmerede fine borgeres børn – og ikke fattigfolks. Provsten skrev endda i konfirmationsprotokollen, at Hans Christian Andersen, som boede i Holsedore, havde gode religionskundskaber, omend hans flid ikke var rosværdige.
Den 4. september tog14 årige Hans Christian afsked med sin mor, hvorefter han med 13 rigsdaler i inderlommen tog vognen til Hovedstaden og forblev eksil-københavner resten af sit rige liv.
Se det var en helt anden historie. Men den er til gengæld sand.
“Hverken i historiebøger, dagbøger eller andre optegnelser nævner den dramatiske hændelse om den skrækslagne jomfru”, kundgjorde biskop C.T. Engelstoft kort før sin død.
Her minder han om, at der kan være tale om et folkesagn, som eftertiden har knyttet til erindringen om den svenske besættelse – eller også et vidnesbyrd om, at allerede dengang kunne en lille fjer sagtens blive til fem høns. Og lige dér dukker byens stolte søn, digteren, minsandten op igen.