På en dag som i dag, hvor morgentågen er lettet, da nyder jeg den skyfri himmel og udsigten til lune august-timer… og til forhaven, hvor de første gæster vandrer rundt og rundt mellem buske, blomster og planter. Ja, det er på sådan dag, jeg mindes den sene nattestund, hvor jeg efter den sidste kindkolde spids på Boogie Bar, drog hjemad og Kim Larsen, henne fra kvarteret, slog følge. Vi skulle jo samme vej, som han sagde..
Snakken gik døsigt, som den plejede ud på de meget små timer – og henne ved Lotzes Have stoppede vi op på naturens vegne, uden at vække opsigt.
Dér stod vi i fuldmånens skær på kanten til havens buskads og fik øje på Karlsvognen, som stod stærkt på nattehimlen. Da var det Kim, åbenbart overvældet af stjernebilledet, fabulerede over teksten til “Syrenprinsesse”, som Lasse Helners Mathilde en gang havde indsunget og som Kim selv havde indspillet sin helt egen version af med Bellami – i 1986. Fortalte han den alt for sene nattestund, da vi forsøgte at huske hinanden på teksten, som passede til den situation vi bogstaveligt talt stod i.
Kim huskede hvert et ord – og jeg lyttede andægtigt .
Da Kim skrev “Kære John –
Tak for hjælpen” – det var sgu da stort for en gadedreng som mig
Se der står juveler på nattens blanke bund,
se hvor engen lyser blødt og klart,
se de stolte birkes’ sølvbetrukne silhuet,
højt over dem står Karlsvognen parat
Mælkevejens grænsebom står åben
la os ta herfra en lille tid
fuldmånen står hvid
fuldmånen står hvid
(og så det sidste vers…)
Vi står kun til ansvar for hinanden,
lad os sammen stjæle os lidt tid.
Syrenprinsesse
fuldmånen står hvid
fuldmånen står hvid
En sagte puslen
Pludselig brydes stilheden af en sagte puslen i krattet. Lyder som det er henne ved digterens gule fødehjem. Henne mod den lille dam.
Jeg spurgte vist noget i retning af ”hov, hvad er dét mon…”, hvorefter Kim tørt replicerede; nå, det er nok bare en gammel hankat… sådan én som dig!”
Da var det, vi absolut skulle finde forfatteren til “Syrenprinsesse”. Vil kæmpede en ulige kamp. Han er død for mange får mange år siden, Var hård mod sig selv. Var en. fantastisk digtersjæl. Al det var vi enige om. Man hvad han han, spurgte vi os selv.
Efter kort tids dvalen gik vi videre, hjemad og skiltes sædvanen tro klokken røv ved trappen til Sortebrødre Torv 7, hvor jeg boede dengang. Altså skråt overfor Larsens residens.
”Go’ nat Borgkilde, vi ses. Gå nu pænt op til damen….hun venter dig… vi ses”. Kom det typisk fra Kim….
Lyset forblev tændt på 1. salen i Claus Bergs Gade. Kim betroede mig senere, at han havde taget en spids (pilsner) i køleskabet, havde tændt en smøg. grebet en guitar og så sat sig ved køkkenbordet med nogle lapper papir, hvorpå han nedfældede nogle stikord. Så slog han et par akkorder – og det endte med endnu en spids og en smøg. Og en sang kom til verden. Der er her.
Når månen står op,
Og ulvene de hyler i flok.
Og vennerne de rejser sig,
Siger farvel og går deres vej
Så er det tid for en gammel hankat,
At lukke sin dør og sige godnat.
(…..)
Så er det tid for en gammel hankat,
at tage sit tøj og sige godnat.
Å-stedet ved højlys dag. Såvel Lotzes Have som urt, busk og buskads er slettet fra overfladen.
Og så var det tid for et par gamle hankatte, til at sige godnat.
Da vi nogle dage senere mødtes, formentlig på et vandingssted, sagde vi i munden på hinanden ”Jan Toftlund”. Ikke mere. Så var han på plads.
Tak for sangen, Larsen. Og tak fordi jeg har fået lov til at kende dig – sådan nogenlunde. Gennem 44 år. Det var en gave.
Minderne er intakte, fra vandingsstederne og “bodega-universitetet”, som Kim kaldte de livskloges bar og fra band-bussens ture, med live-musik og sang, idéer til nye sange – og masser af anekdoter, afsted til koncerter i København, Løgstør, Nakskov, Viborg, Sønderborg, Jelling og Åbenrå.
Dér blev jeg tituleret som “sommer-drengen der skal på landet og have frisk luft og røde kinder”. Jeg følte ordene som en hædersbevisning.
Jeg glemmer heller ikke mine første møder med Kim og Gasolin, som jeg stadig betragter som Danmarks suverænt bedste rockband nogensinde. Der var de dristige satsninger med Leif Skov i Viby- og Rishøjhallen samt på Roskildes Fjordvilla – og dertil et par koncert-rejser til London, hvor Kim og Kjukken gav koncerter i agtværdige Shephard Bush.
En af dagene skulle jeg vise ham instrumentgaden Denmark Street, hvor alt fra Stones og Beatles til Hollies havde handlet instrumenter.
Det gjorde jeg med glæde. Glemmer aldrig da han bad mig vælge en øveguitar i “Andy’s guitar Shop”. Han prøvede et hav af guitarer i fire butikker. Da han ville vælge mellem to guitarer, bad han mig lytte intenst – og derefter bestemme, hvilken guitar, han skulle købe. Det gjorde jeg så.
Takkebrevet har den dag i dag højstatus på opslagstavlen.