Hugget i rød bornholmsk granit, har Amanda siden en skøn sommerdag i 1954 poseret på det brostensbelagte hjørne ved havnen og Langebro i Kerteminde. Siden afsløringen en sommerdag for godt 70 år siden, har hun med drømmende afslappet attitude skuet over havn og bælt.
Lige siden har den idylliske fiskerby været personificeret Amanda’s by, skønt den unge dames navn slet ikke var Amanda, men derimod Sophie Krag. Hun var datter af byens urmager Edvard Krag og hustru Marie Catrine Ovesen Wittrock, som i flere årtier drev butik i Langegade 115, hvor der senere blev bygget et varmeværk. Urmagerens datter Sophie blev ikke alene betegnet som den kønneste af en søskendeflok på otte, men også en af de smukkeste i byen.
Ifølge livets fristelser
Med mod på livets fristelser, drog Sophie med 4-toget til København for søge lykken. Hun ville nemlig være skuespillerinde, lige som søsteren, Augusta Møller, der var blevet eksil-købenavner et par år forinden. Dén drøm ville Sophie forfølge.
Men hvordan hænger den historie så sammen, det vil mange sikkert spørge – og vi forsøger at udrede de mange tråde.
Det begyndte godt for Sophie ovre i Hovedstaden, hvor hun bev optaget som skuespiller på Nørrebros Teater, der var landets store revyteater. Hun blev bogstaveligt talt modtaget med åbne arme. Kun få dage efter optagelsen, begyndte hun at hænge ud med det finere “skuespillerselskab”. Sophie fik roller på både teater og revy, men hun slog aldrig rigtig igennem. Hun flyttede sammen med sin søster, som kort forinden var blevet enke.
“De sammenbragte børn” i en release-pause – venstre for storsmilende Nalle manden bag projektet Anders W. Berthelsen og ved siden af ham, Jesper Hempler, som snart genopfrisker rockbandet Tuff Enuff. Yderst t.v. Ole Beldgaard. Foto: Emil Andresen
Så meget summede amorinerne lystigt om Sophie, at hun lod sig forlove med teatrets landskendte, men ti år ældre husdigter Anton Melbye. Men det varede kun kort. Under stort ståhej forlod hun den feterede digter da hun mødte sin ungdomsven Vilhelm, der læste jura på Københavns Universitet. Ikke nok med det.
De blev smaskforelsket – også selv om hun var forlovet i forvejen. Dog uden ring. Forlovelsen med digteren led et alvorlig knæk og pigen fra Fyn forargrede endnu en gang det bedre borgerskab. Hendes fynske glimt i øjet fejlede intet.
Da både mod og pengene slap op, opsagde hun jobbet på revyen , hun flyttede fra søsteren – og tog toget tilbage til rolige Kerteminde.
Københavner-eventyret var slut. Fattig men adskillige erfaringer rigere led urmagerens datter en krank skæbne. Som anonym Kerteminde-borger døde hun efter lang tids alvorlig sygdom. Bare 40 år ung.
Nåede aldrig selv at synge visen
Sophie ville gerne synge “Min Amanda var fra Kerteminde”, da hun var på Nørrebro Teater. Den drøm blev aldrig opfyldt.
“Min Amanda….” var oprindeligt skrevet som revyvise af navnkundige cand.phil., grosserer, komponist, forfatter og cigarhandler på Nørrebro, Axel Schwanenflügel. Visen var tilbage i 1883 en del af vinterrevyen “Harper i Luften” på Nørrebro Teater. Schwanenflügel forfattede teksten kort efter hans gamle ven Anton Melbye havde fortalt ham historien om sin frimodige fynske veninde. Måske var det i virkeligheden “verdensmanden” Schwanenflügel, som fandt på pigens latinske “kunstnernavn”, fordi, som han sagde, at Amanda passer mere end perfekt til versefødderne i første linje i “Min Amanda var fra Kerteminde”. Det ville have set forkert ud med “Min Sophie var fra Kerteminde” …. osv.,
Bag visens fortælling om Amanda skjuler sig en historisk kerne, der centrerer sig omkring skuespillerinden Sophie Krags triste skæbne. Historien evner mange myter og lumre fortællinger om kvinden. Første gang sløret løftedes for Amandas virkelige identitet, ser ud til, efter vores simple undersøgelsesstrategi, at være i 1941. I en nekrolog i Kjerteminde Avis over skuespillerinden Karen Caspersen, kunne skriventen fortælle, at det var hendes moster, Sophie Krag, som havde stået model til Amanda.
Amanda, Vilhelm og Anders
Også den unge student, der løb med Amanda, har det været muligt at identificere. Hans navn var Vilhelm Nielsen, som var søn af Kertemindes højest rangerende embedsmænd: herredsfuldmægtig, kæmmer, branddirektør og kgl. vejer Anders Rudolf Nielsen – mindre kunne ikke gøre det. Vilhelm selv blev iøvrigt senere i en længere periode formand for dagbladet Politikens bestyrelse og var en central skikkelse i den danske husmandsbevægelse.
I 1954 blev myten om landskendte Amanda og hendes krop, bogstaveligt talt mejslet i granit.
I billedhugger Robert Lund-Jensens sirlige fortolkning, kom hun til at fremstå som en solid, velbygget, men yndefuld fiskerpige.
At hun blev opstillet på gadehjørnet ved Langebro, skyldes en beslutning taget af byrådet i Kerteminde. Donationen kom fra en gammel odenseaner, nemlig Kerteminde-fødte købmand P.C. Rasmussen, der tilbage i 1948 havde oprettet et legat til forskønnelse af fødebyen.
Billedhuggeren fra Odense
Da den odenseanske billedhugger Robert Lund Jensen i 1954 blev bestilt til at skabe en skulptur til Kerteminde, så fortalte kunstneren, “at hende havde han aldrig hørt om. Amanda var et ikke-eksisterende begreb. Kuriøst var det, at kvinde-skulpturen først senere blev knyttet til Kerteminde, og derefter blev byens berømte vartegn.
Siden blev der vendt op og ned på myten. Afgørende blev en særlig eksamensopgave, som et lille hold historiestuderende fra Syddansk Universitet i Odense valgte at forske i – under fællestitlen “Amanda – myten og mennesket”. Det kom der en fantastisk historie ud af.
Den færdige eksamensopgave blev for 20 år siden udstillet på kunstbygningen Toldboden i Kerteminde. Opgaven som redegjorde for fortællinger og myter indeholdt også videooptagelser af interviews med gamle kertemindere, som i detaljer beskrev revy- og skillingsvisen om Amanda, og som afslørede, hvordan byen dygtigt har forvandlet Amanda til sit vartegn.
I smukt selskab med Kertemindes vartegn, går tiden i stå. Foto: Emil Andresen.
Da Robert Lund-Jensen (1915-2003) hørte om den unge kvindes skæbne, satte han sig for at skabe en skulptur, som hun fortjente, sagde Lund-Jensen i et interview med avisen. Bakket af lokale bidragydere fra bl.a. turist- og erhvervslivet, skabte han skulpturen fordi Kerteminde i forvejen havde en Amanda i bybilledet.
Latinsk pigenavn
Amanda er iøvrigt et latinsk pigenavn, som lettere oversat betyder noget i retning af, “hende der bør elskes”. Det påstås endda, at hun til daglig – før og efter sin københavner- tur, blevet elsket af alle kertemindere, især efter hun fik sin plads ved indfaldsvejen fra Østfyn, ikke langt fra til det centrale Kerteminde.
Amanda og Kerteminde har siden afsløringen i 1954 været knyttet uløseligt sammen. Interessant er det, at pigenavnet Amanda allerede dukkede op i1893 i den københavnske revyvise, som fortæller om den glade unge kvinde, der svigtede sin forlovede til fordel for en medicinstuderende fra hjembyen. Især i 50’erne nærmede visen sig kultstatus, da landskendte kunstnere sang visen i radioens Giro 413. I komedien ”Tre Piger i Paris” fra 1963 synger en ung Susse Wold ”Min Amanda fra Kerteminde” – og ikke et øje er tørt.
Robert Lund-Jensen var født og opvokset tæt ved H.C. Andersens Hus. Han var i 1935 uddannet som malersvend og nærede fra sin unge dyb interesse for den skabende kunst og blev samme år elev hus billedhuggeren Erik Cohrt.
Forlængst tilgivet
Vist har kerteminderne forlængst tilgivet “Amanda” for sin troløse udskejelser i Hovedstaden og har sluttet hende til sig med statuen, som symbol på byens skønne døtre, der friske og yndige, som de er, bør elskes.
I Odense har billedhuggeren Robert Lund-Jensen skabt markante værker som “Madmoderen”, der står ved Restaurant Knudsens Gaard og “Svalerne”, som er placeret ved patienthotellet på OUH. Han er dog mest kendt er sin tankevækkende skulptur fra 1950, til minde om besættelsestidens ofre, som står på Ansgar Anlæg. Skulpturen, udført i bornholmsk granit, forestiller en mand og en kvinde, som knælende lægger en laurbærkrans på deres faldne søns grav. Kvindens ansigt er bøjet i sorg, mens mandens er præget af modstandsvilje og beslutsomhed.
Tilbage til Robert Lund-Jensens mest berømte skulptur Amanda og hjembyen Kerteminde, så kender de fleste sikkert “Min Amanda var fra Kerteminde” – som var en skillingsvise.
Kim Larsen og Kerteminde
Den folkekære sanger Kim Larsen (1945-2018), som hele sit voksne liv var tæt knyttet til Kerteminde, skrev en rock’et version af visen til kollega Rock Nalle (Roland Lyhr Sørensen), som fik et stort hit med netop den udgave.
Historien er den, at da Nalle i 1980 mødte Kim Larsen efter hver deres koncerter i Holstebro, da spurgte Larsen, om han måtte få Nalles hvide, udtrådte mokkasiner, som Nalle havde på netop den aften. Dertil svarede Nalle resolut, at det måtte han gerne. Også selv om de var hans kæreste eje. Men prisen var én sang per sko. Den vil Larsen lige tænke over, lød det fra nationalskjalden.
Den mest usædvanlige handel i dansk rock-historie fandt sin slutning, da Kim Larsen et par måneder senere fandt Nalles manager som fik et kassettebånd adresseret Nalle. På båndet lå Kim Larsens udgaver af “Min Amanda…” og “Bare mig Mig”. Det blev to af Nalles største hits. Indspillet af mesteren selv med sin spontant friske stemmepragt.
Kronjuvelen i samlingen
Da Stiftstidendes udsendte i 2022 besøgte Nalle og hans midlertidige museum på Sjælland, kaldte han “Amanda”-skiven for kronjuvelen i samlingen.
At denne artikels forfatters sidste møde med Nalle netop foregik under en jam session i Kerteminde, nævner jeg blot som en tilfældig kuriøsitet.
Kerteminde og familien Larsen
Kim Larsens mor, Eva Flyvholm Olsen og hans storebror Tore, boede det meste af deres voksne liv i Kerteminde. Når den travle sanger havde tid, besøgte han gerne byen, enten for at gemme sig på et vandingssted eller for sammen med familien at hvile ud på Sydstranden og for at ta’ et forfriskende havbad. Og mon så ikke han har fortalt “drengene” om Amanda henne på hjørnet.
Her er første vers i den originale skillingsvise.
Min Amanda var fra Kerteminde,
og hun kom til København i fjor,
sikke hendes øjne kunne skinne,
hendes tænder var som perlemor.
Hun var slank og rank, og jeg vil anta’,
cirka tyve tommer i figur.
Og jeg gik på livet med Amanda,
hver engang hun havde udgangstur,
ja, jeg gik på livet med Amanda,
hver engang hun havde udgangstur.
Fiskerpigen Amanda var måske en smule naiv, men hun har også smuk.
Da hun ville elskes, og opleve verden, drog hun til København, men kærligheden stod hende ikke bi. Hun blev heller aldrig revyskuespiller eller københavner.
Allerede i sine unge dage hørte Amanda alias Sophie, at “Natten er vor egen”, men de fynske piger tilføjer “og vi har da ik’ noget mod at dele den med andre”. Det er vist noget med fynske hygge og tryghed at gøre”,
——————-
Om lirekassemandens datter er på vej, vil vise sig, men det bliver sikkert ikke kedeligt at besøge stillebyen Kerteminde, hvortil det stolte lirekassefolk fra nær og fjern forlængst har meldt deres ankomst. I højsommerdagene 25., 26. og 27. juli løber årets store danske lirekassefestival af stablen – og mon ikke nogle af de muntre og altid kreative lirekassemænd og damer er klar med udgaver af særligt komponerede lirekasse-liedere, frit komponeret efter den lokale “nationalsang”, “Min Amanda er fra Kerteminde” .