Vælg en side

Det er de mærkeligste ting, man som inkarneret skriverkarl har ladet sig overtale til. Som nu seancen, som er afsløret på forsidebilledet, hvor jeg bliver beskuet af kultureliten, liggende på en møbelarkitekt-designet gyngestol, præcist som den digteren hvilede på, og formentligt tænkte finurlige tanker på. Grotesk.

Da jeg for nylig fandt dette pressefoto kom jeg i tanke om mange historiske finurligheder, og det skete samtidigt med, at jeg øje på den næsten tildækkede mindehal, som var den ene af bare to bygninger, som forblev som en del af “Det nye H.C. Andersens Hus – og museum”. Den anden bygning er fødehjemmet – det lille gule hjørnehus, hvor sagkundskaben “føler sig overbevist om” , at skomager Hans Andersens søn kom til verden – lidt før midnat, den 2. april 1805.

Det var netop lige dér, i den nu 92 årige ottekantede mindehal, at den underligt kommercielle præsentation af en gyngestol, som man forestillede sig at Andersen havde hvilet sig på, i sin lejligheden i Nyhavn. Præsentationen foregik en grå efterårsdag i 1987, under overværelse af museale spidser og dele af den lokale verdenspresse. Og der har vi så linket mellem nutid og fortid – som fluks opstod på min indre film.

Slumrestolen var en fødselsdagsgave fra en kvindelig beundrer
Hvorfor så al den postyr i den ikoniske mindehal, kan man spørge? Andresen havde en ligge- og vippende læne-gyngestol, som den jeg lagde mig i – helt efter planen. Det er nemlig ganske vist, at den på det tidspunkt verdenskendte digter Andersen fra Odense, på sin 54 års fødselsdag, den 2. april 1859, fik en gyngestol af samme model af hjerteveninden Louise Neergaard. Et møbel som i design ganske ligner den, som blev produceret 149 år senere – anno 1987. I ét unikt eksemplar.

Meningen med seancen var, at den “vippende lænestol”, som Andersen kaldte den i sine dagbøger, skulle være en stærk dansk-designet og produceret salgsvare rundt på kloden. Betrækket er broderet og syet Dorothea Melchior (1823-85)” Slumrestolen var fruens gave til digteren, som, fortæller adskillige fotos, havde den stående i stuen i sin Nyhavns-lejlighed – i øvrigt helt frem til sine dages ende. I 1875.

I dagbogen skriver Andersen sidst på dagen, den 2. april; “Fru Melchior ny Besætning til min Lehnestol”.

Den velhavende Melchior-familie var i det hele taget til stor hjælp for digteren. Især fruen, Dorothea Melchior, støttede og plejede Andersen i hans seneste år – og gjorde hans svære sidste leveår lettere. Han var stærkt præget af sygdom. H.C. Andersen beskrev ofte Dorothea smukt, som en moderlig veninde.

En alt for tidlig formiddagstime efter en mørk og stormfuld nat, lykkedes det et par herrer, at overbevise mig om, at jeg bør afprøve hvile-komforten, så jeg eksklusivt kunne bekrive, hvordan digteren selv havde ligget. Så kunne den celebre forsamling ikke alene beskue, men også lade sig begejstre over “ham journalisten i den for lange frakke” ikke kunne nå marmor-flisegulvet med skosålerne. Og da var det vist, jeg tænkte; “Det er sgu’ løgn det her…. at jeg ligger til udstilling foran ekspertiser, som gudhjælpemig står og glor andægtigt på mig.

Udsigt til fortiden 
Gyngestolen var angiveligt verdensmanden H.C. Andersens kæreste møbel, som var placeret i et hjørne af lejligheden Nyhavn 18 -så han vippende i stolen havde udsigt til Kongens Nytorv og Det Kongelige Teater, netop dér, hvor han fyrre år forinden, som stor knægt og lige ankommet med postvognen fra Fyn, og søgte optagelse på balletskolen.
HCA-Museet oplyser, at den originale gyngestol, efter Andersens død i 1875, blev overtaget af den norske forfatter Alexander Kielland (1849-1906).
Præcist hvordan han tilegnede sig den, fortæller historien intet om. Kielland blev betegnet som den ene af “de fire store norske forfattere”. Tilbage til den venlige giver Louise Neergaard, f. Olsen (1808-66), som var en af digterens mange kvindebekendskaber som han drømte mange søde drømme om.
Louise var ingen frøken hvilken-somhelst. I en dagbog skriver H.C. Andersen bl.a. om Louise;
Min Følelse for denne yndige Pige kan dog ikke være nogen øieblikkelig Ruus; jeg har aldrig følt saaledes for nogen Anden. Hun viser mig Godhed og Venlighed; men jeg tør ikke sige hende, at jeg e[l]sker hende, hun vilde da være tabt for bestandig; o, Louise! De kunde skabe Lykke og inderlig Glæde, hvor den nu ikke er…

Velkommen til “Mit livs eventyr…”
Elegant vender vi hermed tilbage (eller frem) til nutiden og til den dag i 1987, hvor museets navnkundige leder direktør Niels Oxenvad bød den lokale verdenspresse velkommen i den ikoniske mindehal. Husker i den forbindelse da Oxenvad indledningsvist fortalte om maleren Niels Larsen Stevns fornemme freskomotiver fra 1932, som hele vejen rundt visualiserer H.C. Andersens “Mit livs eventyr”.

Mindehallen er som “sunket i jorden”
I dag kan kun en trediedel af bygningen ses. Resten gemmes under jorden, og det er der god mening med, mener det underjordiske museums japanske arkitekt Kengo Kuma og hans stab. Kuma, der lanceres som stjernearkitekt, har også haft travlt med at tegne og designe det nye olympiske stadion hjemme i Tokyo.

Mindehallen er sammen med fødehjemmet, lige bagved, de eneste bevarede bygninger fra det tidligere HCA-museumskompleks.

Hvad ikke ret mange ved, er, at den odenseanske storfabrikant Thomas B. Thrige fik idéen til Mindehallen, til arkitekturen og til Larsen Stevns’ kunstværk. Som den mæcén han også var, bekostede han byggeriet af Mindehallen, som han i 1930 skænkede til Odense Kommune – og dermed Odense Bys Museer.

Den koboltblå mindehal er blevet kalket hvid-grå. Og med nye bygninger omkring sig, fremstår den ikke nær så martkant i HCA-helheden som tidligere. Den ikoniske bygning var i 1931 en gave fra Thomas B. Thrige – netop hjemvendt fra USA. Fremtrædende ledere i det nye HCA Hus mener lidt overraskende ikke, at Mindehallen har været inspirationskilde til havens runde former. Foto: John Borgkilde.

Ottekantet bygning ved indgangspartiet
Mindehallen fungerer i dag som en markant del af indgangspartiet til HCA Hus fra Hans Jensens Stræde. Herfra er der adgang via en moderne foyer, en større souvenirbutik og boghandel.

Fra begyndelsen af hele processen var det de japanske arkitekters ønske, at bevare Mindehallen som en del af indgangsbygningen – med nydesignet halvtag .

“Museets nye facader ud mod brostensbelagte Hans Jensens Stræde og Bangs Boder harmonere fint med gadens rytme og visuelle udtryk.

Ihærdigt arbejde af fabrikant og producent
Tilbage til præsentationen af gyngestolen, som det var lykkedes både fabrikant, designer og producent, at lokke selveste museumsdirektør Niels Oxenvad til at være en del af markeds-føringen – ligesom han beredvilligt stillede museets fornemste rum til disposition for seancen.

Mageløst at den ellers så pertentlige museumschef gik med til det stunt, hvor avisens udsendte tilmed blev overtalt til, med egen krop, at være en del af forestillingen ved at afprøve gyngestolen. I sig selv absurd.
Pressefotograf Robert Wenglers billede afslører da også en vis rådvildhed, hos undertegnede, som jeg tænkte. “Hvad er det dog jeg er midt i lige nu”?

Husker jeg var ræd for at skvatte bagover til almindelige furore for de fine folk. Blandt dem pressefotografen Kim Rune nummer to fra venstre, som en lang årrække var på Stiftstidende, men på daværende tidspunkt var ansat på Berlingeren.

Hvad jeg skrev i avisen om seancen, er forlængst lagt til rette i glemslen arkiv – det gengæld er det uomtvisteligt at journalistikkens veje er uransagelige, såvidt jeg husker.

Fakta: Niels Oxenvad (f. 1928) var i mangfoldige år tilknyttet Odense Bys Museer. Fra 1964 til 1989 var han museernes direktør og fra 1989 til pensioneringen 1997 havde han status som “leder af H. C. Andersen og Carl Nielsen Museerne”.

John Borgkilde