Vælg en side
Tankevækkende tilbageblik til de mærkelige dage, uger og  måneder, hvor vi havde svært ved at tænke klart og hvor intet var, som det havde været før. Artiklen herunder er skrevet her på bloggen i april 2020 – hvor ingen anede hvad fremtiden ville bringe. Milliarder af mennersker over hele kloden gik hvileløse rundt med tunge tanker. Jo mere der blev lukket ned, des mere tænkte vi på uoverskuelige konsekvenser. Ikke mindst de menneskelige, Mange gad ikke være nervøs. Al logik blev sat på stand by. 

———————————————–

Husker det så tydeligt, den lørdag morgen, da jeg relativt tidligt tændte TV2 News. Da var det jeg for første gang hørte det for mig helt nye ord CORONA. Udsendelsen fokuserede kun på den snigende virus – suppleret af de seneste dødstal fra Italien, Spanien, Sverige og Amerika. Informationer om enorme dødstal, vi havde svært ved at forholde os sig til.

Og da tallene herhjemme fra tonede frem på skærmen satte jeg morgenkaffen til side – jeg skruede ned for lyden på nyhederne og nøjedes med billederne. 

Det er på én gang tragisk og absurd. Pludselig hørte jeg noget som lignede sange i det fjerne. Og så på dén tid af dagen. Men den var god nok viste det sig. Vi skulle synge os til positive tanker. 

Naboen kan ikke synge, det ved jeg. Natværtshuset henne om hjørnet er lukket. Så på med Kina-skoene og ud på svalegangen,. hvor den den opgående sol forvandler kvarterets gamle huse til silhuetter. Det var dér, jeg fik jeg øje på  lille gruppe mennesker som stod i en baghave.
Sgu da mærkeligt tænkte jeg, men pludselig kunne jeg høre et lille kor i baghaven synge “Sol, sol kom igen, solen er min bedste ven…”. Den sang kunne ikke passe bedre end i nuet.

De snuppede en lille spids og skålede – med afstand. Og så sang sang de én til.

Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne Hjertes Kvarts
maa smeltes ved at se det
den første Dag i Marts….

Da stoppede al tankegang. Kæft hvor var det stærkt, i nuet, det første vers af Kaj Munks forårsbebuder, som passede tankevækkende godt til situationen i dag – den 9. april.

Morgensang og fuglefløjt
Baghavekorets morgensang var akkompagneret af smukke fuglefløjt – og pludselig tog Vor Frues Kirkes klokker over med bimlen – og da valgte de dernede at bunde endnu en morgenbitter … igen i behørig afstand fra hinanden forsvandt de ind i det gule baghus. I al stilhed.
En smuk, uformel oplevelse. På afstand.

Jeg aner ikke, hvem korets medlemmer var. Dem som ud af ingenting skabte et lys i sindets mørke. Kunne jeg dog bare have takket og ønsket dem go’ morgen

Baghavekoret må have været indspireret af sangene fra alverdens altaner. Dem som halvanden måned forinden begyndte rundt i hårdt plagede Italien, som særlig hyldest til læger, sygeplejersker og hospitals- og plejepersonale, ambulanceførere og medicinalforskere, som – også dengang – knoklede for at redde menneskeliv og for at mindske smittefaren.

Hver fugl synger med sit næb.

Det italienske påfund med hundredetusinder af canzoni som synges af unge og ældre i det hårdt ramte land spædet op med klapsalver og blinkende lyskæder, inspirerede hurtigt en lang række andre lande, til at gøre det samme – og nåede hurtigt danske altaner og vindueskarme.

Eftersom der ikke er altaner i Overgades baghaver, er jeg sikker på, at morgenens sange var en stille velment hyldest til vores egne hædersfolk, som gjorde en kæmpeindsats i sundhedssektoren, og som påmindelse den måde blev mindet om danske borgeres opbakning.

Stå sammen ved at holde afstand
Vist blev hverdagen forandret, da alvoren lidt efter lidt gik op for de fleste af os. Statsministeren og Søren Brostrøm lagde ikke fingre imellem i deres første tv-taler til folket. Dér fik fik råt for usødet at vide, hvilke problemer som ventede os. Ud over at lukke landet ved grænserne, så slog Mette Frederiksen fast, at »vi som danskere plejer at være gode til at søge fællesskab og være tæt – og alligevel holde afstand. Nu er tiden inde til stå sammen ved at holde afstand. Vi har brug for samfundssind og hjælpsomhed – og hjælpe hinanden«. Ord som hver gang borede sig dybt som ind i mit kranie var samfundssind og hjælpsomhed.

Lunken kaffe og sol på altanen
Tilbage i den dybe sofa og den lunkne kaffe. Da satte jeg mig til at fundere over en dag med solskin og mørke skyer. I mit indre univers har solen altid skabt såvel optimisme som smil, kreativitet og positiv stemning. Sådan var det ikke i dag kunne jeg mærke.
Jeg følte afmagt og forsøger uden held, at lægge afstand til den globale virkelighed – samtidigt med at de frygtindgydende tal poppede op i medierne. Kom til at tænde for tekst-tv: Dagens tal: 1.604.736 smittede, 95.735 døde og 356.671 raskmeldte. 247 danskere er døde. 401 er indlagt – 32 færre end i går. 1.773 danskere er raskmeldte. Forfærdeligt – selv om alle tal føltes svære at forholde sig til.

Slukkede fjernsynet og søgte tilflugt på altanen. For første gang dette år – iøvrigt,. Det viste sig mærkeligt nok, at solen havde forfulgt mig  Rundt om ejendommens gavl mod syd. Ved det smukke ahorntræ.

Sidder og funderer over ingenting – og spørger mig selv; hvordan mon hypokonderen H.C. Andersen ville have beskrevet Covid-19. Foto: SB Photo,

Ud på eftermiddagen var alt tyst – ikke engang fuglene gad synge – eller fløjte.

Angsten for at blive smittet
Bygningsarbejderne nede i forhaven var rejst på påskeferie- så derfor kunne jeg om ikke andet nyde stilheden. Ser museet dernede og spørger derpå mig selv, hvordan H.C. Andersen mon ville have beskrevet Covid-19 – symptomer, smittekæder og risikoen for at dø.

Da var det, det kom mig i hu, at jeg for nylig læste en artikel om nogle af H.C. Andersens dagbøger fra 1859. Da hærgede kolera-epidemien stadig i det meste af Europa. Det havde den gjort siden 1829. Den nåede Danmark i 1845 og var indtil 1861 årsag til flere hundrede dødsfald.

Om koleraen var årsag til at rejseglade Andersen i 1859 valgte udlandet fra vides ikke med sikkerhed. Men flere forskere mener, at epidemien var årsag til, at han droppede en større rejste sydpå –  og i stedet tog han på, hvad han kaldte “Den store Jyllandsrejse”. “H.C. Andersen Information” fortæller om digterens dagbøger, hvori han stærkt beskriver sin dirrende angst for at blive smittet af kolera, som hærgede store egne af Danmark.

I dagbogen beskriver han sin frygt for at blive ramt af sygdommen og sin kamp for, at undgå, “at komme i nærheden af mennesker eller ting, der har været i koleraområdet” – der ser vi en parallel til vor tids corona.
På sin omfattende tur rundt i Jylland føler H.C. Andersen, som i folkemunde blev betegnes som alt fra “et geni, en krukke og en hypokonder”, sig utryg, uinspireret og syg, alene ved tanken om at blive ramt af kolera.

Andersen beskriver et sted, at han under sit opreklamerede Århus-ophold mærkede uro og symptomer i sin langlemmede krop. Så meget at før tiden valgte at tage dagvognen til Frijsenborg Gods ved Hammel, hvor han indlogerede sig i et kammer hos greven. Her forsøgte han af al magt at abstrahere fra koleraen. bl.a. ved at klippe finurlige silhuetter til kammerpigen, som han betegnede som varm og smuk – og til greve-familien, som tak for husly.

Uforbederligt socialt dyr
Tilbage til vores egen virkelighed – 161 år senere. På altanen med benene oppe og udsigt over digterens kvarter. Mens fru Susanne vandrede sine obligatoriske syv kilometer. Fandme godt gået, tænkte jeg, som selv er et uforbederligt socialt dyr, der trives bedst i flok, godt selskab og med at slentre i bylivet – i mit tempo. Droppe ind på en café, nyde cortado og croissant, se på typerne og et par aviser – og så ellers videre ud ad livets landevej – som p.t. er lukket. Er der lange udsigter til det hele?

På aftenudflugt omkring Skibhuskvarteret overmandes vi nærmest af musikken som strømmer ud fra altaner og vinduer – sammen med stjernekastede, blinkende kulørte lamper og et lydinferno af båthorn, skralder og grydelåg – mens en fyr med megafon forsøger at styre løjerne Kønt er det ikke, men det er ærligt og originalt og med til at få borgerne borgerne i dette kvarter til  at tænke på sammenhold. “Det her gør vi hver aften ved denne tid. En halv times tid for fuld skrald. Så hylder vi alle dem, som gør en forskel”, lyder det fra en herre med blinklys i sin høje hat.

På næste musikalske hjørne fortæller en kvinde i fyrrene, at “vi befinder os i en mærkelig tid, hvor vi er stolte over vores sundhedsvæsen, som skal vide, at vi tænker og hædrer alle dem som knokler for vores helbred. Og for at udrydde al det virus. Gaden her plejer at være stille som graven, men ved denne tid ser vi, der er liv bag gardinerne”.
Veninde “der bor i gaden” tilføjer halvt råbende, at “de ældre som sidder alene hjemme i de små lejligheder og måske føler sig utrygge. De skal mærke og høre, at vi er hos dem. Det er vores måde at opmuntre hinanden i en svær tid. For hold op, det er ikke nemt. Vi kender flere som har mistet deres arbejde. Sgu’ trist…”.

Kvinderne havde jo ret, sagde vi til hinanden, da vi roligt kørte derfra. Ad tomme triste gader. Solidaritet og hjælpsomhed på tværs af gader og kvarterer, er en god måde at vise samfundssind på.