Tankevækkende tilbageblik til de mærkelige dage, uger og måneder, hvor vi havde svært ved at tænke klart og hvor intet var, som det havde været før. Artiklen er skrevet på bloggen i april 2020, da ingen anede hvad fremtiden ville bringe, hvad angik corona. Milliarder af klodens mennersker gik hvileløst med tunge tanker. Jo mere der blev lukket ned, des mere tænkte vi på de uoverskuelige konsekvenser. Ikke mindst de menneskelige og økonomiske. Mange gad ikke være nervøse.
Al logik var sat på stand by.
———————————————–
Husker tydeligt, den lørdag morgen, da TV2-nyhederne, som de første nævnte det nye globale ord: corona. Nyhedsudsendelsen fokuserede “lige på og hårdt” på den ukendte virus, suppleret af de seneste tal på dødsfald-skalaen i Italien, Spanien, Sverige og USA. Tal som var svære at forholde sig til. Vi danskere havde svært ved overskue risikoen.
Og da tallene tonede sig frem på skærmen, som det de seneste fodbold-resultater, glemte jeg alt om den lunkne morgenkaffe og skruede ned for TV2-lyden og nøjedes med stumme billeder. Det hele var på én gang uoverskueligt, tragisk og absurd. Pludselig hørte jeg nogle synge i det fjerne. Vi skulle synge os til positive tanker.
Naboen kan ikke synge, det ved jeg. Natværtshuset henne om hjørnet er lukket. Så på med Kina-skoene og ud på svalegangen, hvor modlys fra den opgående sol forvandlede kvarterets idylliske huse til silhuetter. En lille gruppe mennesker, står i klynge i en baghave. Mærkeligt at høre et lille kor synge en afdæmpet udgave af “Sol, sol kom igen, solen er min bedste ven…”. Den passer til nuet.
Småfabrisk snupper jeg en spids og skåler. Aner ikke om de kan se eller høre mig. Men jeg skålede ud i den blå morgenluft.
Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne Hjertes Kvarts
maa smeltes ved at se det
den første Dag i Marts….
Lige der stoppede al fornuft. Tænker at det her er historisk. Kæft hvor føltes det stærkt, uopfordret at nynne med på første vers af Kaj Munks forårsbebuder og tankevækkende til situationen i dag – den 9. april. Som om den dato ikke forlængst var blevet en mindedag – for os alle.
Morgensang og fuglefløjt
Baghavekorets morgensang, akkompagneret af fuglefløjt blev overdøvet af Vor Frues Kirkes bimlende klokker, mens jeg nærmest i i blinde kiggede efter en morgenbitter
En smuk og uformel oplevelse. På afstand. Det kor i baghaven spredtes i i ukendte dele af byen. Aner ikke, hvem korets var. Dem som ud af ingenting skabte lys i sindets mørke. Kunne jeg dog bare have ønsket dem go’ morgen . Skål dernede.
Baghavekoret må være indspireret fra alverdens altaner. Dem som halvanden måned forinden begyndte rundt i hårdt plagede Italien, som særlig hyldest til læger, sygeplejersker og hospitals- og plejepersonale, ambulanceførere og medicinalforskere, som – også dengang – knoklede for at redde menneskeliv og for at mindske smittefaren.
Hver fugl synger med sit næb.
Det italienske påfund med hundredetusinder af canzoni som synges af unge og ældre i det hårdt ramte land spædet op med klapsalver og blinkende lyskæder, inspirerede hurtigt en lang række andre lande, til at gøre det samme – og nåede hurtigt danske altaner og vindueskarme.
Eftersom der ikke er altaner i Overgades baghaver, er jeg sikker på, at morgenens sange var en stille velment hyldest til vores egne hædersfolk, som gjorde en kæmpeindsats i sundhedssektoren, og som påmindelse den måde blev mindet om danske borgeres opbakning.
Stå sammen ved at holde afstand
Vist blev hverdagen forandret, da alvoren lidt efter lidt gik op for de fleste af os. Statsministeren og Søren Brostrøm lagde ikke fingre imellem i deres første tv-taler til folket. Dér fik fik råt for usødet at vide, hvilke problemer som ventede os. Ud over at lukke landet ved grænserne, så slog Mette Frederiksen fast, at »vi som danskere plejer at være gode til at søge fællesskab og være tæt – og alligevel holde afstand. Nu er tiden inde til stå sammen ved at holde afstand. Vi har brug for samfundssind og hjælpsomhed – og hjælpe hinanden«. Ord som hver gang borede sig dybt som ind i mit kranie var samfundssind og hjælpsomhed.
Lunken kaffe og sol på altanen
Tilbage i den dybe sofa og den lunkne kaffe. Da satte jeg mig til at fundere over en dag med solskin og mørke skyer. I mit indre univers har solen altid skabt såvel optimisme som smil, kreativitet og positiv stemning. Sådan var det ikke i dag kunne jeg mærke.
Jeg følte afmagt og forsøger uden held, at lægge afstand til den globale virkelighed – samtidigt med at de frygtindgydende tal poppede op i medierne. Kom til at tænde for tekst-tv: Dagens tal: 1.604.736 smittede, 95.735 døde og 356.671 raskmeldte. 247 danskere er døde. 401 er indlagt – 32 færre end i går. 1.773 danskere er raskmeldte. Forfærdeligt – selv om alle tal føltes svære at forholde sig til.
Slukkede fjernsynet og søgte jeg igen tilflugt på altanen. For første gang dette år – iøvrigt. Det viste sig at solen havde forfulgt mig – her i Bangs Boder. Solen drog ensom rundt om ejendommens gavl mod syd. Rundt om det ikoniske ahorntræ. Også kaldet juletræet
Sidder og funderer over ingenting – og spørger mig selv; hvordan mon hypokonderen H.C. Andersen ville have beskrevet Covid-19. Foto: SB Photo,
Ud på eftermiddagen var alt tyst – ikke engang fuglene gad synge – eller fløjte, om man ville.
Angsten for at blive smittet
Bygningsarbejderne i forhaven var åbenbart rejst på påskeferie. Jeg nød om ikke andet stilheden. Hvordan ville H.C. Andersen mon have beskrevet Covid-19 – symptomer, smittekæder og risikoen for at dø.
Da kom mig i hu, at jeg få dage forinden havde læst en artikel om nogle af H.C. Andersens dagbøger fra 1859. Også det får hærgede kolera-epidemien det meste af Europa. Det gjorde den siden 1829. Koleraen slog til i Danmark i 1845 og var indtil 1861 årsag til flere hundrede dødsfald.
Om koleraen var årsag til at rejseglade Andersen i 1859 valgte udlandet fra, det vides ikke med sikkerhed. Forskere og historikere mener, at epidemien var årsag til, at digteren droppede en større rejste sydpå. Han havde åbenbart en færdig rejse liggende klar i skuffen. Det var, hvad han kaldte “Den store Jyllandsrejse”. “H.C. Andersen Information” fortæller den dag i dag om de dagbøger, hvori han med stærk fjerpen, beskriver sin oprigtige angst for at blive smittet af kolera, som hærgede store egne af Danmark.
I dagbogen beskriver han sin frygt for at blive ramt af sygdommen og sin kamp for at undgå, “at komme i nærheden af mennesker eller særlige ting, der var i koleraområdet” – der ser vi en parallel til vor tids corona. På sin omfattende tur rundt i Jylland, føler H.C. Andersen at han, som i folkemunde blev betegnet som alt fra “et geni, en krukke og en hypokonder”, sig voksende utryg, angst og syg, alene ved tanken om at blive ramt af uhelbredelig kolera.
Andersen beskriver et sted, at han under sit opreklamerede Århus-ophold tidligt mærkede uro og symptomer i sin langlemmede krop. Så meget at før den aftalte tid valgte at tage dagvognen til Frijsenborg Gods ved Hammel, hvor han indlogerede sig i et lille kammer hos greven. Her forsøgte greven af al magt at abstrahere fra koleraen, ved bl.a.at klippe finurlige silhuetter til kammerpigen, som han betegnede som varm og smuk – og flere til greve-familien, som tak for husly.
Uforbederligt socialt dyr
Tilbage til vores egen virkelighed på 2. salen i Bangs Boder – 161 år senere. Med behørig udsigt over digterens kvarter, et kælenavn kvarteret dog først fik i 1908, da hjørnehuset, hvor digteren “vist nok var født”. Og som trods sin lidenhed var stor nok til at huse en kompliceret fødsel.
Jeg selv valgte, at droppe ind på en café henne i gaden, nyde cortado og croissant, se på typerne, tjekke et par aviser. Inden jeg dristede mig videre ud ad livets landevej – som p.t. er lukket.
På aftenudflugten omkring Skibhuskvarteret blev vi nærmest overmandet af rytmerne, som strømmede ud fra altaner og vinduer – sammen med stjernekastede, kulørte lamper og et lydinferno af båthorn, skralder og grydelåg – mens en fyr med megafon forsøgte at styre løjerne. Kønt er det ikke, men ærligt og originalt og med til at få borgerne i kvarteret til at tænke i sammenhold. “Det her gør vi hver aften ved denne tid. Om en halv time, sætter vi fuld skralde grammofonen. Så hylder vi dem, som gør en forskel – nede i Italien.”
På næste hjørne fortæller en kvinde i fyrrene, at “vi befinder os i en mærkelig tid, som i en bobbel, hvor vi er stolte over vores sundhedsvæsen. De skal vide, at vi tænker og hædrer alle dem på denne måde. Vi ved, der knokler for vores helbred – for at udrydde al virus. Vi anede ikke hvad der ventede os omkring næste hjerne.
“Gaden plejer at være stille som graven, men vi der er liv bag gardinerne”. En god bekendt ,”der bor henne i gaden”, tilføjer halvt råbende, at “de ældre som sidder alene hjemme i deres små lejligheder, føler sig utrygge. De skal også mærke og høre, at vi er hos dem. Det er vores måde at opmuntre hinanden i en svær tid. Det er ikke nemt. Vi kender flere, som allerede har mistet arbejdet. Ingen ved om det her udvikler sig – med mundbind i trøstende ord.
Kvinderne fik jo ret, da de mindede hinanden om, de triste gader som kalder på solidaritet og hjælpsomhed på tværs af gader og kvarterer. Det er nu vi skal vise samfundssind. Det gjorde vi så.