Der har været blandede landhandler i det danske bondesamfund siden begyndelsen af 1800-tallet, altså dengang H.C. Andersen blev født (1805) og voksede op. Det var ikke ude på landet, men inde i Odense, som ikke engang havde 7000-8000 indbyggere, men alligevel var provinsens største bysamfund.
Antallet af bondesamfundets landhandler (købmandsbutikker) tog officielt fart fra 1856 med vedtagelsen af den første Lov om Høkerhandel på Landet. Fra da af måtte man drive høkerbutik fra sin egen bopæl, og det er årsdagen til, at Den Fynske Landsby nu har indrettet høkerbutik i husmandsstedet fra Lunge Bjerge – et smukt naturområde ved Gelsted på vestfyn.
En smuk og autentisk ejendom, der ikke i virkeligheden har været brugt til at drive landhandel. I det, der oprindelig var husmandsfamiliens dagligstue, kan man i dag få historien om handel på landet de sidste 200 år: Et spændende stykke kulturhistorie.
En tegneserie skabt i et samarbejde mellem frilandsmuseet Den Fynske Landsby og tegneren Simon Eskildsen, får gæsterne historien fra den første høkerbutik åbner, over en udvikling, hvor der både kommer brugsforening, andelsmejeri og flere butikker i den driftige landsby.
Det oser af atmosfære hos landsbyens høker, der byder på den blandet landhandel
Udviklingschef Lise Gerda Knudsen fra Frilandsmuseet Den Fynske Landsby, fortæller, at man i landhandlen kunne købe utroligt mange produkter til brug inden for landbrug, skovbrug, havedyrkning og fiskeri – og dertil dagligdags ting til hjemmet som salt, tran, lys, svovlstikker, sæbe, soda, kaffe, sukker, te og tobak. Men høkerne måtte ikke selv importere kolonialvarerne, der skulle anskaffes hos købmændene. Som havde større status inden flot handel.
Da brugsen dukkede op
Allerede i 1860’erne fik høkerbutikkerne konkurrence fra andre butikker på landet, nemlig brugsforeningerne. Den første åbnede i Thisted helt tilbage i 1866, men idéen spredte sig eksplosivt og i 1872 var der flere end 100 brugsforeninger i Danmark.
De nye andelsbaserede butikker var ikke populære hos de eksisterende handlende, hverken hos høkeren i landsbyen eller købmanden i byen. Fordi det var en forening og ikke en egentlig butik, så havde den vi senere kender som Brugsen lov til at etablere sig tættere på byerne og var dermed en trussel mod byernes handel med oplandet.
Brugsforeningernes formål var oprindeligt det, at medlemmerne i fællesskab kunne købe fødevarer i større mængde – og dermed til en billigere pris. Det handlede altså om, at den fattigste del af samfundet udnyttede, at man står stærkere i fællesskab end hver for sig. Men brugsforeningen var ikke blot en dagligvarebutik. Fra begyndelsen var den også tænkt som en slags dannelsesforening, som skulle opdrage medlemmerne til at leve ’moralsk rigtigt’. Det betød bl.a., at brugsforeningens ophavsmand i Danmark, Hans Christian Sonne, mente, at brændevin ikke skulle kunne købes i Brugsen. Det gav til gengæld en fordel for den høker eller købmand, som også havde bevilling til at sælge brændevin.
Bondebyere
Andelstanken tog til på landet, fortæller Lise Gerda Knudsen. Årets udstilling med fokus på høkerbutikken formidler fortællingen om landsbyernes udvikling fra rene bondebyer, smukt navn iøvrigt der primært dannede rammen om en landbrugsproduktion, til såkaldte andelslandsbyer og siden til de driftige landsbysamfund med butikker og servicefunktioner, som mange kender og husker fra 1960’erne og ’70’erne.