Der var engang, da jeg røg, drak og gik med damer. Jeg ryger ikke mere. Den fornøjelse har jeg aldrig set storheden i. En overgang synes jeg dog, det var smart at ryge pastelfarvede smøger. Bare for at være interessant. Nu er jeg hverken ryger eller interessant.
Smøgerne har dig vist sig at være indgangvinkel til adskillige bekendskaber – eller i det mindste til møder med spændende mennesker. For hvad har jeg dog ikke har set og hørt i cigaretrøgens uskarpe lys – mellem år og dag.
Når det er sagt, så dukker der en særlig cigaret-ceremoni op i min indre røgtåger… det var engang i tidernes morgengry, da jeg i avisens tjeneste, var sendt til Rue Mark ved Rudkøbing for at referere Langelands Festivalens rock og mennesker. Det var den første dag med musik .- og i min søgen efter en passende skæv vinkel, vandrede jeg hvileløst rundt på pladsen, kikkede på mennesker – og rundt bagstage som jeg plejede.
Dengang var det åbenbart umuligt for mig, at berette om en festival uden at ryge en smøg. En ganske almindelig smøg iøvrigt. Det gjorde jeg så, dampede rundt på pladsen med den smukke udsigt over det sydfynske øhav, helt over til Ærø, og hvad øerne nu hed. Her på marken havde der siden 1991 været spillet familerock.
Avisen udsendte de første 15 festivaller på Langeland, som nu er historie
Det skulle så være min tunge pligt at følge de første 15 år festivaler – som reporter. Og fortælle avisens læsere om al det der foregik “dernede på Langeland”, som ejeren Alan Petersen nu har lukket og slukket for. Økonomien er den enkle, men ikke overraskende årsag·
Og al det, s0m måske ikke lige havde med selve musikken gøre. Den slags kunst klarede redaktionens musikalske klogeÅger så fint.
Nu. Tilbage til smøgerne. Det var midt i mit livs heftigste festival-periode, hvor jeg ud over den årlige musikfest på Roskilde (som man siger), også nåede at runde Storbritanniens største rockfestival i Reading, byen hvor Mike Oldfield iøvrigt kom til verden, voksede op og som naturtalent udbyggede guitarspillets geniale grundprincipper.
Og hvorfår nævner jeg nu Mike Oldfield. Det får du at. vide om lidt.
Mike Oldfield skifter frisure, ligs så ofte, som han skifter guitar – her fordybet i en ekvilibristisk solo ved en koncert i 2012.
En torsdag bagstage – på Langeland
Nå, det var altså backstage på Langeland. En relativ rolig torsdag aften – festivalens første det år. Det går lidt sløvt. Blokken er tom for notater. Så jeg søgte opmuntring i festival-ejer Troels Hersoms småhemmelige residens. Det var aldrig kedeligt. Og efter et par introducerende Odense-pilsnere, søgte jeg ind i musikerbaren.
”Hov, du dér, kan jeg købe en smøg af dig”, spurgte manden i gråt. På engelsk foretås.
– Næh, du kan få én, svarede jeg graciøst. Men på dén betingelse, at jeg også får din autograf.
”Okay, men jeg har ikke noget at skrive på”, replicerede han.
– Næh, du kan få én, svarede jeg graciøst. Men på dén betingelse, at jeg også får din autograf.
”Okay, men jeg har ikke noget at skrive på”, replicerede han.
I al befippelse, glemte jeg min tomme blok – og kreativ som jeg var – dengang, svarede jeg lystigt, ”jamen, så kan du skrive på cigaretpakken her” og rakte ham en pakke ”Blå North State”. Dér skrev sit berømte navn sirlig skift, Og så fik han en ekstra smøg, som særlig tak.
Og jo, jeg kunne lige akkurat tyde navnet. Den pakke gemte jeg godt – i inderlommen. Men indrømmet, jeg aner ikke hvor den er idag. Og det irriterer mig. Den lille begivenhed udspillede sig den 29. juli 1999, klokken. 20.40.
Jeg husker, at når jeg nu alligevel mødte mesteren, spurgte ham, om han i aften skulle spille “Moonlight Shadow”. “Ja, det skal jeg da…. selvfølgelig”, svarede han på ægte londonsk.
Hvorefter han tørt replicerede yes of course ... tog et par sug af smøgen, drak ud af sin sodavand, sagde hej og gik. Scenen kaldte.
Vist er manden på billedet i gråt, med cigaretten i mundvigen, Mike Oldfield – damen derimod er, hverken Maggie Reilly eller søsteren Sally, som han allerede i 1968 dannede duoen Sallyangie sammen med, og som udgav et enkelt album.
Mike Oldfield, som den 15. maj 2023 runder 70, spillede sammen med flere grupper og fungerede som studiemusiker og slog sit navn fast, da han i 1973 komponerede det minimalistiske debut-album Tubular Bells, et – syntes jeg – smukt symfonisk værk, som han stadig opfører på koncerterne. Nummeret blev bl.a. kendt som lydtæppe til filmen Exorcisten.
Størstedelen af Oldfields produktion er storladen instrumentalmusik. Og hans band er altid super dygtige individualister – der også fungerer som team.
Især 1982, 1983 og 1984 havde han flere store hits med sange som “Family man” (1982), “Moonlight Shadow” (1983) og “To France” (1984), hvor han havde sangereinden Maggie Reilly med som solist – der skabte hendes relativt korte gennembrud.
Okay, så skriver jeg min autograf på cigaretpakken du har dér, og så får jeg den smøg du lover mig …. lød det fra Mike Oldfield, en af rockmusikkens store ekvilibrister.
Skoddede en forrygende cigaret – og gik på scenen
Bare en snes minutter senere stod han på festivalens store scene og solede sig i månelysets skygge og gav iøvrigt en ekvilibristisk smuk opvisning i eminent guitarspil. Med garanti fordi han kort forinden havde skoddet en forrygende… blå cigaret.
Jeg må med skam indrømme, at jeg i dag hverken har pakke eller autograf. Til gengæld har jeg billedet, som dokumentation af det spøjse smøg-sceneri. Og det er faktisk første gang denne historie fortælles.
Mike Oldfield, kaldt den indadvendte multimusiker, er stadig superaktiv og stadig genert, nærmest selvudslettende. Men han er stadig at finde på rockmusikkens øverste hylde som musiker, komponist og producer.
Han har solgt 80 millioner albummer. Multiinstrumentalisten slog igennem på verdensplan med albummet Tubular Bells – alene det første af trilogien Tubular Bells solgte 16 millioner eksemplarer og lå i toppen af alverdens hitlister i hele 250 uger.
I 1983 udgav han ørehængeren Moonlight Shadow, som har hærget diverse diskoteker og radiostationer lige siden.
Har netop ingen og igen været på you tube og rålyttet til en fremragende koncertvideo med det sublime musikstykke Tubular Bells, hvor der det igen skinner igennem, at elektro-musikkens mester Jean-Michel Jarre har været en af Mike Oldfields store inspirationskilder. Jean-Michel Jarre er netop fyldt 73 og er album-aktuel. Mike Oldfield er 69..