Jeg var møghamrende privilegeret.
Nogle gange går det først op for mig nu, at med hensyn til venskabet med Kim Larsen, så var jeg snydeheldig.
Jeg har det med historien om “mig og Kim”, som det er som en uendelig film, der kører i mit indre sind.
Da Larsen sang for mig fra bussen
Det var efter den slags situationer, der dukker brudstykker af den indre film om “mig og Kim” op.
Jeg mindes en samtale med impresario Jørn Ørn Jeppesen i 1996, som jeg talte med i mobilen, da han kørte med Kim og Kjukkens tour-bus på vej til koncert i Ålborg. Da fortalte Ørnen, at “Kim har lige sagt, at jeg gerne må fortælle mig, at han natten i forvejen havde skrevet sangen “Her i Odense” – det er en slags hyldest til hans nye hjemby.
“Du ved den, han ugen forinden havde fortalt dig om. Og så sad jeg der og hørte mesteren selv spille og synge i baggrunden. Det var ret vildt den fredag aften, da jeg sad mutters alene på redaktionen en fredag aften og lyttede til Kim Larsen, ham selv, synge sin nye sang. Som kan kun sang for min skyld”. Fandme stort…
“Solen den går aldrig ned / men når den gør det, så går vi med / si’r goddag til den gamle fugl / Fyn er fin, farmand er fuld / Her i Odense / Her i Odense… (…) Men hvis der er nogen, der går og tror /at det er her tosserne bor / så ka’ de godt tro om igen / for jeg har fundet mig en lille ven / Her i Odense / Her i Odense”, sang han mens mr Ming styrede bussen nordenfjords.
Hvis Fætter BR er med? – så melder jeg fra
Nå, nu vælter minderne og anekdoterne frem. Som nu dengang i 1998, da spillemanden fortalte, at han havde sagt ja til at være med i TV2’s julekalender. “Jeg selv spille hovedrollen i samtlige 24 afsnit – og jeg haft sagt ja til at skrive nogle nye julesange. Det må du da kunne brygge noget sammen. på”, lød det med spillemandens sprøde røst. Jeg takkede, som jeg ydmygt plejede, for historien.
Det var, hvad vi på avisen kaldte en landsnyhed. Så jeg slentrede en smule stolt ned til redaktionssekretariatet og bestilte plads på forsiden og “spisesedlen” – appetitvækkeren til øens kiosker.
Jeg skrev historien lige før deadline, og netop som jeg ville trykke på send-knappen, ringede Frank Steen, der var impresario før Ørnen trådte til, og Frank nærmerst råbte “stop Borgkilde, stop for helvede.. du må intet skrive. Intet. Vi aflyser alt. Kim har ombestemt sig. Kontrakten er krøllet sammen. og ligger i papirkurven. Det var rigtig mange penge, men uanset hvad, så siger Kim du skal stoppe historien NU. Det er ikke noget med dig – men noget med ham selv, og hans mening.
“Senere skal Kim nok fortælle dig, hvordan det hænger sammen”, fortalte Frank Steen, der flere år forinden fik hevet sin gamle ven Gasolin- og Bellami-holdet til Odense.
Når sådan en meddelelse kommer fra selveste Danmarks nationalskjald, så gør man, hvad han siger. Det handlede jo også om troværdighed. Den slags går man ikke på kompromis med.
Sandheden er, at det var en af de største nyheder, jeg nogensinde havde skrevet. Og som Kim nogensinde havde givet mig mig. Og nu ville han destruere den. Det kunne han sgu ikke vær bekendt. Tænkte jeg – og det blev den. Jeg anede ikke hvad der var sket – eller ikke sket”. Kim fortalte senere i detaljer om baggrunden for sit kategoriske nej til en fed check, og at han respekterede mig som journalisten Borgkilde fra Roskilde, som han udtrykte det, fordi jeg ikke sendte historien ud. Da blev jeg sgu rørt.
Sandheden var kort og godt, at trubaduren fra H.C. Andersen-kvarteret var tiltænkt den store rolle som baggårdssanger i julekalender-succesen ‘Brødrene Mortensens jul’. Men da han fandt ud af, at tv-kalenderen var sponseret af BR Legetøj – en aftale, som ikke var nævnt i kontrakten – og, at” Fætter BR i tide og utide” skulle dukke op i kalendere, især lige før dagens afsnit. Lige dér sprang han fra.
“Du må gerne citere mig for at sige, at det reklamepjat vil jeg ikke være med til. Det er et nummer for kommercielt for mig”.
Han gav adskillige koncertarrangører grå hår i hovedet, når de havde fået et lokalt firma til at sætte deres logo og navn op på scenen. Venligt, men bestemt lød det: “Ud med det, mine koncerter skal ikke kunne forveksles med et reklame-show”.
Balladen om julekalenderen blev min historie ikke dårligere af, selv om den i en særdeles omskrevet udgave måtte vente et døgn med at blive bragt på forsiden. Familien Danmark var i syv sind og pludselig stod alle medierne i kø, også svenske og norske, fordi de ville vide mere. Det fik de bare ikke. Larsen havde fortalt, hvad der skulle siges. Og de kunne bare læse Stiften fra Odense.
Aldrig før og efter, har den fynske avis været citeret i så mange medier samme dag.
Derimod fik jeg ikke lov til at få historien alene, om sit nej tak til Ridderkorset.
“Jeg har talt med Frank (Steen, red.) om, at vi sender en pressemeddelse ud til alle. Det må du kunne forstå”, og skoddede endnu en smøg. Det var i den pressemeddelelse hvori han bl.a. udtalte “at det kunne da ellers være hyggeligt at ryge en smøg med dronningen i privaten”.
Proklamerede stolt fra altanen, at sønnen var kommet til verden
Og hvad ligger der ellers øverst i bunken på hukommelseshylden. ”
Joe, det var den tidlige morgenstund, for snart 25 års siden, da en lykkelig gavflab iført gammelmands-undertrøje, anråbte mig fra altanen på første salen.
“Hej Borgkilde, Liselotte fødte i nat … “, og så tilføjede han vægten og højden i en fart. Jeg nåede vist ikke at registrere den surrealistiske virkeligehed.
“Så har du den nyhed at løbe med ….”, lød den velkendte københavner-røst et par timer efter, at sønnen var kommet til verden. Han fik navnet Lui og blev digter.
Og ja. Også den dag blev historien om Larsens nyfødte søn blev dagens nyhed – på forsiden endda.
Når vi taler mit nære forhold til Kim Larsen, så jeg vel allermest stolt af det minderige interview over flere sider, som han gav avisens særlige 2000-tillæg i forbindelse med årtusinde-skiftet, hvor han nærmest filosofisk smukt fabulerede over tanker og visioner han gjorde sig om fremtidens verden.
Det blev en af mine største udfordringer i mine godt 50 års tjeneste. Da den gamle dansklærer havde gennemlæst og godkendt artiklen med de obligatoriske kommatilføjelser, fik han gennemtrumfet tilføjelse af mindst tre semikolonner i den omfattende artikel.
“Semikolon er et smukt og overset pausetegn. Det skaber flow i læsningen”, belærte han på bodega-universitet. Manden havde jo ret. Først da jeg havde placeret de lovede pausetegn, var han tilfreds. Det var jeg i høj grad også.
Tore levede en stille tilværelse som skraldemand i Kerteminde, hvor han var glad for sit ekstrajob som avisbud.
Tilbage til historien om tinkruset, som Kim og hans mor, begavede mig med. Iøvrigt få dage inden han og Kjukken udsendte albummet “Gammel Hankat” (læs historien om hankatten andet sted her i bloggen).
Da jeg en stille middagsstund kom gående på fortovet ud for Lørups Vinstue, blev stilheden brudt, da Kim Larsen kom fløjtende ud fra trappeopgangen.
“Go’dag hr Borgkilde, hvad laver De her”, spurgte han nysgerrigt. En smule befippet svarede jeg vist noget i retning af, at jeg står jo bare her.
“Nå, men så bliv stående”, replicerede han uden at fortrække en mine, han rettede på kasketten og drejede om på støvlehælen;
“Lige et øjeblik. Jeg skal lige op i køkkenet og hente noget. Stor var min overraskelse. Ikke en gang et halvt minut senere var han på trapperne igen. Nu med et lille tinkrus i hånden. “Se her Borgkilde…. det skal du ha’ “, sagde han og så højtidelig ud.
Og så forklarede Larsen stille og roligt, at storebroren Tore døde få dage forinden, og sammen med sin mor havde været i Kerteminde, for at se på noget af det Tore havde efterladt i sin lejlighed. Da var det han rakte mig et lille fint tinkrus. Et over 55 år gamme krus med indgraveringen Fyens Stiftstidende – 3
Jeg selv havde været ansat på bladet i 44 år. Og jeg blev aldrig beæret med så meget som en tandkrus.
Nå, men Tore havde såmænd nok fortjent kruset, som Tore ifølge Larsen havde sat et meget sted – på radioen.
Det var i begyndelsen af november 2006 og jeg husker det pludselige møde, som det var i går.
Forundret og beæret
Jeg følte mig overrasket, forundret og beæret, da sangeren stille og roligt forklarede mig historien om kruset og om sin bror, som altid havde boet i Kerteminde.
Den korte årsag var, at under rundgangen i lejligheden fik Kim og moren øje på kruset. Nærmest i munden på hinanden, sagde mor og søn, at det skal “Borgkilde” da ha’. Kim var altid på efternavn med mig.
Når han huskede på fornavnet, vidste jeg hvad klokken var slået. Så fik jeg første vers af 50’er-hittet “Kære John…. når du får mit blev….”
På det tidspunkt Tore havde været ansat godt 30 år på Stiftstidende som avisbud – avisen, hvor jeg så ofte havde omtalt den ikoniske spillemand.
Nogle historier husker jeg bedre end andre, sagde jeg til Kim Larsen.
“Sådan har jeg det også Borgkilde. Og jeg ved aldrig om det er godt eller skidt”, replicerede han og sprang behændigt på en af sine fire cykler, som altid stod klar, på rad og række. ud for Lørups Vinstue.
Storebroren Tore Larsen levede indtil sin alt for tidlige død, som 64 årig efterlønner, en tilbagetrukken tilværelse, langt uden for rampelyset. Det havde han det fint med. Stille af natur, udlært rørlægger og i en årrække skattet medarbejder på genbrugsstationen i Kerteminde. Han efterlod sig hustruen Gitta, to sønner – og syv børnebørn. Som knægt gik Tore med aviser i det indre Kerteminde. Det gjorde han så godt, at han efter tre års tjeneste fik tinkruset som påskønnelse – en flidspræmie, han var meget stolt af. Det var på alle måder en raritet, som jeg pludselig stod med i hånden – og tænkte; Hvad gør du nu, lille du…
Lige nu står det ikoniske krus på hylden i mit ydmyge arbejdshjørne som kært minde om en et anderledes kammeratskab. En kuriositet, som jeg har værnet om lige siden den grå novemberdag i 2006. Vemodigt.
I det hele taget, gav Kim Larsen mig hen ad vejen flere små gaver – ikke mindst talegaver. Det var f.eks. stort for mig, da han den 2. april 2002 dukkede op til mit avisjubilæum, som firmaets gav mig lov til at holde på Grønttorvet, der dengang var et hyggeligt værtshus og i øvrigt vores fælles vandingssted. Det var såvidt vides første og eneste gang Fyns avis gave en medarbejder lov til at markere sit 25 års jubilæum uden for huset, som på det tidspunkt lå “langt uden for byen”.
Midt i det afsluttende studiearbejde til albummet “Det Var en Torsdag Aften”, gav han sig tid til, sammen med sin Liselotte, at dukke op med en flaske fremragende rom og dertil “Sølvstænk i dit gyldne hår”, da jo som han tilføjede “passede til dagen. En smuk gave fra et sublimt menneske. Da det nogle dage senere gik op for mig, at Kim Larsen havde sunget for mig, da fik jeg en rørstrømsk følelse.
Jeg kan ikke rigtig frigøre mig fra de store og måske især små anekdoter og skæve og anderledes møder med den gamle poet og popmusiker, som han kaldte sig selv- og som også var min nabo og genbo.
Lige siden filmen blev vist på tv, for Gud ved hvilken gang, har jeg haft “Midt om Natten” kørende i baghovedet – sammen med “Papirsklip” og “Haveje”. De er der endnu. Sangene!
Odense-historien kort
Siden 1994 havde Kim Larsen været eksil-fynbo, som han yndede at kalde sig. I al stilhed og uden pressens bevågenhed, rykkede Larsen og hans sønderjyske kæreste Liselotte ind i halvanden værelse oppe over Lørups Vinstue, som hans impresario Frank Steen drev. Den lejlighed, hvor sønnerne Hjalmer og Lui også boede og voksede op i, blev senere udvidet til det dobbelte, da Larsen købte nabolejligheden og fik grønt lys til at rive en mellemvæg ned. Mens ombygningen stod på flyttede den lille familie hen på den anden siden af gaden – lige under denne skribent. Det blev en fornøjeligt genboskab.
Lejligheden oppe over Lørups Vinstue og Kunst- og rom-butikken blev musikeren, sangeren og poeten Kim Larsens hjemmeunivers de næste mange år. Der hvor han skrev mange af sine ørehængere.
Det var impresario Frank Steen, Danartist i Overgade, som rådede Larsen til at sige farvel til den københavnske stenbro, og flytte til Odense, fordi Frank mente hans stjernenavn, kunne få den ro i sin hverdag, som han higede efter.
Larsen havde netop opløst bandet Bell*Star, og straks efter ankomsten til Odense gik han på udkik efter nye musikalske venner – bl.a. i byens mindre spillesteder. Han var faste besluttet på også at begynde et nyt musikalsk liv.
Allerede året efter havde han samlet orkestret Kjukken – udelukkende med lokale musikere. Det blev til 24 års unikt samspil. Guitaristen Karsten Skovgaard var med på hele Kjukken-rejsen.
The Last Waltz i Fyens Forum
Der er sikkert ikke mange som i dag tænker på, at Kim Larsen og Gasolin for 40 år siden skrev et stykke Odense-historie – i Fyens Forum, der siden 30’erne havde været hele Fyns udstillings- og koncertmekka.
Hovedindgangen ud mod Sortebrødre Stræde lå bare 70-80 meter fra Claus Bergs Gade, hvor musikeren havde bopæl gennem 24 år.
I Forum er der ofte op mod 5000 mennesker til rockkoncerter. Det havde der været til to koncerter med Gasolin’ 24. og 25. marts 1977.
Kuriøst og selvfølgelig ganske tilfældigt er det i dag at konstatere, at Kim Larsen og Gasolin’ gav den allersidste rockkoncert i Fyens Forum, helt præcist mandag den 20. februar 1978.
Ganske få dage senere begyndte nedrivningen af den legendariske udstillingshal og koncertsal.
Også Gasolin var ved at være slidte
Den enkle, men smukke gule plakat t.v. med det velkendte Gasolin-logo, er fra Odense-koncerten året før, 25. marts 1977 – en turné som kom i slipstrømmen på Gasolins sjette album “Live sådan,…” fra 1976. Det syvende, suverænt stærke “Gør det noget”, kom først i (jule)handlen den 11. november 1977. På det tidspunkt var Gasolin’ slidt ned til sokke-holderne. Efter ni år på landevejen var det tid til allersidste dans, og den blev danset den 21. august 1978. ‘
Kim Larsen fortalte mig, at bandet den aften afrundede sin korte karriere med en mindelig koncert i Folkets Park i Malmö. Det var det musikalske punktum på et vildt stykke dansk musikhistorie med fire gadedrenge fra Christianshavn, der blev Danmarks absolut mest succesfulde rockband i 1970’erne, ja forever.
Tilbage til Fyens Forum, der i virkeligheden havde to haller, en cirkelrund kuppelsal og en rektangulær sal. Hallerne kunne adskilles ved at sænke en 17 tons tung ucharmerende såkaldt hejsevæg ned mellem dem. Kønt var det ikke, men det var effektiv.
Den historie og mange andre dukkede op i mit indre, den middagsstund i 2o06 da Kim Larsen stoppede mig foran Lørup’s og sagde “Borgkilde, bliv dér. Jeg har noget til dig….”, hvorefter landets uden sidestykke største spillermand, sangskriver og hitmager gennem tiderne spænede op ad trapperne. Ved ikke hvorfor, men i det minut han var fløjet, sendte jeg blikket hen mod Hotel H.C. Andersen, præcist dér, hvor Fyens Forum lå – indtil 1978. Og hvor Gasolin 28 år forinden spillede Forums svanesang, som allersidste rockband – inden bulldozerne rykkede ind.
Og så var var Kim Larsen tilbage med det lille tinkrus. Og lige dér, gjorde han en råkold novemberdag lunere.
Historien og minderne hænger sammen. Og dem kan ingen ta’ fra mig.
Den dag i dag, kan jeg stadig føle mig privilegeret over, at Kim Larsen generøst lukkede mig ind i hans univers.
Søndag morgen den 30. september 2018 døde sangeren, musikeren, komponisten og sangskriver Kim Larsen efter længere tids sygdom. Han blev 72 år.