DE fleste rigtige mænd har prøvet det. Endnu flere nægter at tale ikke om det. Men nu skal det frem, efter alle disse år – en episode, jeg har forsøgt at fortrænge i årevis. Det er ikke lykkedes. Så nu skal proppen af flasken.
JEG går til bekendelse. Råt for usødet. Jeg har hverken taget nogle kvinder på lårene, eller slikket dem i nakken. Såvidt jeg husker. Men jeg har været i karambolage med ordensmagten. Det har jeg, Taget på fersk gerning. Ikke noget med at cykle i gågaden. Men noget meget værre. For vist har jeg angret siden den fatale nattestund i november 1987. Da alt gik galt for mig og en godt ven
Politiet havde sat to mand på specialopgaven denne mørke og stormfulde nat. Det var omkring den tid, da natklubbens sidste gæst var ved at finde overtøjet i garderoben – og de ensomme damer ville følges hjem.
Umættelig var jeg om min ven ved at runde en hyggeaften af med på Tinsoldaten og derefter til natbageren inde i gården – i Overgade. Vidste at fleksible Susanne satte pris på at blive overrasket med sprøde rundstykker. Ak ja, det var tider.
TIL gengæld anede jeg ikke, at natholdets årvågne betjente så alt, hvad vi havde haft gang i. Vi var nemlig blevet noget så voldsomt trængende, så vi tog chancen i et, troede vi, ubevogtet øjeblik. Ung og naiv som vi også var dengang. Ordensmagten passede deres arbejde. Noget skulle noteres på blokken inden morgenmødet på stationen.
Pludselig, mens vi intetanende og dybt koncentreret forrettede min nødtørft, forsvarligt gemt bag et plankeværk og en række skraldespande – i ellers så pæne Dansestræde. Alene navnet. Lige dér i tusmørket, blev jeg opdaget lige i mit ærinde. Lige dér bliver man en lille mand.
Måske kender I det. På det tidspunkt, hvor natten er ung og nysgerrigheden uden grænser, da følte jeg det ikke alene som en naturlig, men også meget vigtig ting, at komme af med vandet. Det var en simpel menneskelig nødvendighed. Og frem for alt ønskede jeg ikke, at provokere. Så jeg gemte mig bag rækværket ved Dansestræde. Troede jeg.
Forsvandt ind i mørket
Politiets opdagere havde fra patruljevognen fået øje på mit korpulente kontrafej, som forsvindt ind i mørket. Lige dér anede de uråd. Pludselig blev patruljevognens projektør rettet direkte mod mig. I sådan en situation, kan du ikke få hånderne op på western-manér. De tog mig om ikke med bukserne nede, så på fersk gerning, Pænt tilknappet. Det viste sig, at de skarpsindige herrer bogstaveligt talt var kørt i stilling i sidegaden – Gravene. For at komme på baghold.
Da gik luften bogstaveligt talt, ud af mig. Jeg stod badet i spot og kunne ikke andet end at stå – og tænke mit.
Jeg rystede over hele kroppen og forsøgte at bevare roen – og tale rent. Sagde til mig selv: Ikke råbe, ikke bortforklare, ikke beklage. Indrøm alt. Så det gjorde jeg.
Vor alvorlige forseelse blev sat i relief, da jeg så og hørte, at 20 meter derfra, midt ude på Nørregade, lå tre-fire unger gutter og hamrede løs på hinanden så blodet sprang. Og hulkorte damer i højhælede forsøgte at hive slagsbrødrene fra hinanden.
Den slags støj agf blodnæser interesserede ikke det granvoksne politi i fuld uniform, som valgte at komme mig i møde. Fandme kosmisk, tænkte jeg – og bukkede pænt, da de spurgte, hvad jeg havde lavet bag stakittet, Klokken røv – om natten.
Minsandten om d’herrer fortalte, de kom fra politiet og viste mig deres blankpolerede politiskilte. Jeg kunne jo være i tvivl. Hvilket jeg også gav udtryk for i nogenlunde pæn tone.
DERPÅ kom blok og pen fra fra inderlommen, hvorefter de med myndig stemme spurgte; “hvad det er jeg står der og laver”. Var lige ved at påstå, jeg stod og nød vejret. Og så fik jeg at vide, hvad klokken var slået.
MÅSKE var jeg midt i verdenshistoriens første anholdelse – i Dansestræde.
Skarpe i replikken anråbte de granvoksne mænd i uniform: at det ved du godt, du ikke må”, hvorefter de pegede på skraldespandene bag stakittet.
I GADELYSETS dunkle skær, indrømmede jeg alt og kom så til at fortælle om det højlydte slagsmål der udfoldede sig midt på Nørregade – nu med endnu flere skrigende tøser på stiletter inde fra Boogie, som engageret publikum.
Måtte ikke blande mig i politiets arbejde
“DET skal du slet ikke blande dig i. Det er en helt anden politiforretning. Har du forstået“, lød det kompetente svar fra lovens vogtere. Derpå valgte jeg klogeligt at blande mig udenom og rettede mig op. Selv om det var ment som et godt råd. Så jeg bevarede tavsheden.
MENS den ene betjent holdt mig i skak, tænkte jeg over livets mærkværdigheder, så forlod den anden os. Han ville nemlig, som den opsøgende betjent han var, kigge nærmere på detaljerne omme bag rækværket. Med andre ord: Han ville vide, i hvor store mængder, vi havde forrettet nødtørft. Han lyste skraldebøtterne op med en reglementerede stavlygte, så han med egne øjne kunne beskue, hvad vi havde efterladt.
Og så er det ikke engang løgn.
JEG har det med at huske de mærkeligste ting her i livet – ned i detaljer. Situationen jeg beskriver her, husker jeg ord for ord.
Nå, men efter et kort nik med kasketten kundgjorde den største af betjentene, at det bestemt ikke var morsomt. Det tror jeg heller ikke jeg syntes, Derpå bad han én gang for alle om navn, fødselsdato og kørekort. Også dengang havde jeg både navn og fødselsdato – og heller ikke dengang var jeg i besiddelse af et kørekort.
Overtrådte politivedtægtens § 42, stk. 1 jfr.§ 3, styk. 1.
I EN tid, hvor det er moderne at bekende fortidens synder, selv om man ikke er tv-ansat eller politiker, så står jeg herved frem og indrømmer alt. Jeg beklager, ikke mindst overfor min familie, som formentlig har været i den tro, at jeg var ren som Rolf Sørensen. Men kære venner. Bare tanken om det som skete natten til søndag den 8. november 1987 giver mig stadig sorte fuger i panden.
IFØLGE bødeforlægget udviste jeg “klokken 0355 adfærd til forstyrrelse af den offentlige orden” og derved overtrådte jeg politivedtægtens § 42, stk. 1 jfr.§ 3, styk. 1. Idet jeg, som der står skrevet “urinerede på fortovet i Dansestræde ved Gravene”.
JEG bliver nødt til at korrigere. Rapporten er nemlig ikke helt korrekt, hr. betjent! Det var ikke på fortovet, jeg vandede, men derimod inde i en mørk baggård – bag et stakit! Jeg havde altså gjort alt, hvad der stod i magt for at gemme mig, så jeg ikke vakte opsigt. Det lykkedes ikke at undslippe lovens lange arm. Det beklager jeg i dag – næsten 34 år senere”.
Her er åstedet, hvor begivenheden fandt sted for 34 år siden, da der var plankeværk langs strædet, der nu er markeret med en streg i gaden. Men det er dog nok ikke derfor.
DEN intermezzo skulle skylles ned. Så en oplevelse rigere fortsatte jeg min nysgerrige færd videre ud i nattelivet.
Well, jeg var havnet i døgnrapporten. Skulle jeg være stolt af det. Næh. Slet ikke. Det har jeg faktisk aldrig været. Tvætimod har jeg lige siden den nattestund undret mig over, at ordenmagten magtede opgaven uden så meget som et lille smil.
SET i bagklogskabens dunkle lys, så burde jeg vel nok have betalt entré på Boogie Dance Café – for at låne toilettet. Det havde været billigere.
Men det er for sent nu.
Bødeforlæg er et trofæ
EN uges tid senere fik et brev fra “Politimesteren i Odense”, som forøvrigt var en fin fyr, med et bødeforlæg som forlængst er betalt “og ude af verden”. Og som er sat i glas ramme.
SOM dokumentation hænger det skriftlige bødenforlæg på væggen i bloggens ydmyge kontorhjørne som et underfundigt trofæ – side om side med andre rariteter, som minder mig om en svunden fortid, som jeg ikke ville have været foruden.
I SKRIVELSEN fra politimesteren, som iøvrigt var en flink mand, kunne man bl.a. læse; at “hvis De kan erkende Dem skyldig i den forseelse, der er beskrevet i punkt 3, så kan sagen afgøres uden retsforfølgning, samt hvis De inden for 20 dage fra dags dato er villig til at betale bøden; kroner 300”. Mange penge dengang.
DER åndede jeg lettet op. Jeg betalte de mange penge samme dag, jeg fik brevet. Det var mange penge dengang. Men jeg slap billigt. Interessant var det, at jeg bare fjorten dage senere kunne konstatere, at bødetaksten for den slags gadeuorden steg drastisk til 400 kroner – og i løbet af næste forår steg bøden til uoverskuelige 500 kroner”. Bureaukratiet længe leve.
ER der noget at sige til, at jeg lige siden har holdt mig på måtten, uanset det alt for sene tidspunkt, jeg strejfede hvileløst rundt på offentlig gade.
Det juridiske klenodie af et bødeforlæg anno 1987 hænger på æresvæggen, som et trofæ fra en god tid.
MEN kære venner: Jeg kan stadig med en vis stolthed konstatere, at uden alle disse vidunderlige fejltagelser, jeg har begået, så havde livet ikke været værd at leve.