Det kan være både hyggeligt og afslørende, at fokusere på fortidens vanvittige indspark.
Som nu forleden da jeg ud af ingen ting søgte dokumentation for at været en del af den desværre glemte disciplin, diagonal synkronsopning, som under den internationale musikpresses bevågenhed blev lanceret til Megadeth’s heftige liveudgave af Symphony of Destruction.
Om årsagen til at denne ultimative diagonale synkronsopning, lanceret på Midtfyns backstage en sen aftenstund, lørdag den 8. juli 1995, fortæller konfrontationens overdommer Anders W. Berthelsen, tante Berlingerens Fyns-korrespondent, at Stiftstidendes yngre festival-reporter John Borgkilde og musikredaktør Jesper Mads Eriksen, mildt sagt ikke kunne blive enige om, hvem der var berettiget til at ligge i køjen og ligge på gulvet. De overnattede begge i redaktions-campingvognen.
11 sekunder rent. Dysten er slut – for mange kilo siden.
Ikke helt enige
Den højlydte uenighed fik den samlede rockpresse til at glemme alt om amerikansk heavy metal og lod Berthelsen diktere ultimativ afgørelse i diagonale synkronsopning. Efter et par intensive træningstimer shakede kombattanterne hands midt i bassinet, fyldt med frisk vand fra Sallinge å, hvorefter de plaskede til hver sit ringhjørne.
Efter en åndeløs spændende dyst meddelte overdommeren, at begge soppede i den sensationelle tid, 11 sekunder rent. Der blev ingen omsopning, da det viste sig, at såvel Borgkilde som Eriksen var tappet for kræfter. Overdommeren så helst de to kamphaner delte sengepladsen i avisens ydmyge redaktionsvogn. Altså skulle den ene af os ligge godt og blød den halve nat, hvorpå vi så skulle bytte plads. Der var bare det problem, at vi sjældent benyttede natten til at sove…. derfor valgte d’herrer, at lade sportsånden råde – og gik straks i baren, hvor de afgjorde liggekomforten ved at slå plat eller krone. Resultatet forbliver en hemmelighed indtil 25 års jubilæet om to år. Vi ses