“Go’ morgen Anders, det er John. Vores færge synker”.
Min gode ven og kollega John Borgkilde (dengang Fyens Stiftstiende) var i telefonen en tidlig onsdag morgen i september 1994. “Jeg tror ikke, vi kommer til at sejle til Tallinn. I hvertfald ikke med den færge vi har billetter til”, fortsatte han.
“Hvorfor ikke?”, spurgte jeg. “Fordi færgen Estonia, som vi har billetter til, er på vej mod havets bund. Den forliste i nat. Mange hundreder er allerede druknet”.
Borgkilde havde hørt morgennyhederne i radioen. Det havde jeg ikke. Færgen var om natten bukket under i hård kuling og Østersøens høje bølger: 852 ombordværende omkom, viste det sig senere.
Ved næste afgang fra Stockholm skulle færgen have sejlet os til Tallin – på en pressetur.
Trods katastrofen kom vi afsted alligevel. Vi fløj til Stockholm med SAS og videre med Estonia Air – som var et bedaget og udrangeret Aeroflot-fly.
Havde vi været ombord, ville vi næppe have overlevet.
Skæbnen var os nådig.
Siden har vi, trods den alvorlige baggrund, kaldt os “de overlevende fra Estonia”.
Berthelsens til bageblik
Denne dramatiske historie, under rubrikken “Dødens færge og det frosne hav”, er de ene af journalisten Anders Wedel Berthelsens omkring 180 beretninger, som han har samlet i sin velskrevne erindringsbog “Skriverkarl i Odense” (208 sider – Forlaget Skulkenborg).
Omtalen af katastrofen er en del af bogen, som hovedsaligt fokuserer på forfatterens private iagttagelser på Fyn
At være på sidelinjen af en skibskatastrofe var ufatteligt. Og den oplevelse ville min gode kollega gennem mange år, Anders W. Berthelsen, gerne dele med sine læserne.
“Estonia-tragedien er et eksempel på en historie, som uvægerligt dukker op i enhver journalists liv, fortæller Anders W. Berthelsen, som på det tidspunkt var ansat på Berlingske Tidende.
Estonia fortliste i 1994 i det østlige Østersøen – sydvest for Finland. Det var en af de største skibskatastrofer i nyere tid. 852 omkom og 137 overlevede i det frosne vand
John Borgkilde