Det skulle jo ske. At jeg skulle afprøve endnu et medie.
Det var i juni 2018, jeg tog den ultimative beslutning, lukkede øjnene og sprang ud på det dybe digitale vand – med samlede ben. Jeg havde prøvet det meste, og dog – for det her havde jeg aldrig prøvet.
Jeg véd, at mange stadig mener, jeg forlængst burde være udstillet i en montre på det nu nedlagte mediemuseum. Men blog-universer er altså helt mit eget. Her er der ingen chefer, der skal overvåge mig. Her er jeg min egen chef – og vi holder flere møder. Jeg stiller store krav til denne medarbejder.
Det skulle jo ske, det her. Jeg har været med hele vejen – fra Gutenberg til Gates og Google – fra sats i bly og papir-manuskript, til nutidens digitale medie-platforme. Og til bloggerns indskrænkede muligheder, hvor behersket økonomi til digital teknik og faste moduler og formler, udelukker de fleste kreative og mere fantasifulde processer. Desto større er de såkaldte udfordringer udi forudsigelige designs,
Redaktionelt klenodie. Manuskriptark anno 1971, hvor overskriften skrives og sendes videre til sætteriet. Lang tid før podcast, blog, den digitale avis og andre medier blev opfundet.
I flere end 56 festlige, fornøjelige, formidable, fortryllende og forrygende år i pressens urtehave, har jeg været så heldig, at være en del af en historisk medie-udvikling, hvad angår teknik og formidling.
Da jeg sendte borgkildesblog.dk i kredsløb, var der sikkert mange som rystede på hovedet og sagde: At han gider…. men kære venner, jeg beklager: Jeg gider godt. For jeg kan slet ikke lade være med at snuppe endnu en ekstra omgang i medie-karrusellen. At udfordre skæbnen og mig selv så længe det varer.
Fundamentet til mit livs eventyrF
or vist var det et eksperiment, da jeg sprang ud med borgkildesblog.dk
På den anden side set, så har jeg jo sprunget ud i mange eksperimenter gennem mit brogede liv. Og jeg er her da endnu.
Jeg var sikkert ikke klog nok til at gå i skole, men til gengæld klog nok til at gå i lære som typograf på Roskilde Tidende – endnu mens bogstaverne blev støbt i bly.
Det var dér, på Stændertorvet i Roskilde, fundamentet til “mit livs avis-eventyr” blev støbt. Jeg ville noget med aviser. Det var i efteråret 1962. Jeg havde ingen særlige talenter, jeg var kun lidenskabeligt nysgerrig. Og sådan er det forøvrigt stadigvæk.
Gode råd fra journalisteleven Lasse Ellegaard
Efter ganske få dage i sætteriet sneg jeg mig op på redaktionen, hvor jeg spurgte en lige så grøn journalistelev Lasse Ellegaard om råd til, hvordan jeg kunne gøre mine hoser grønne på redaktionen. Jeg var jo bare en 16 årig håndsætterlærling, der ville vide mere.
Netop dét møde, har jeg ofte talt med Lasse om. Han gav mig de få, men gode råd, jeg skulle bruge – og som måske var med til at bane vejen til mit livs eventyr. “Du skal bare gøre, det du mener er mest rigtigt. Det du synes, du er bedst til. Følg hjertet – være ikke bange. Og så skal du lægge nogle af dine idéer på redaktionssekretærens bord. Så kommer det hele nok af sig selv”, lød hans enkle råd.
Lasse fik ret. Det varede ikke længe før jeg leverede mit unge livs første notitser og artikler …. og endda fik skabt min første klumme. Noget til lokal-redaktionen og noget til sporten. Jeg kan stadig huske lugten af avispapir på redaktionen.
Og snart var det normal praksis for mig, at fordele arbejdsdagen mellem blysats, sætterkasser, skibe, vinkelhager og ombrydning fra 7 til 16 og derpå journalistik på redaktionen et par etager oppe – hvor der med udsigt til torvet, rådhuset og domkirken, blev klapret på skrivemaskinen til langt ud på aftenen. Jeg var ramt af en uhelbredelig virus. Avisens indre magi. Jeg er aldrig blevet helbredt.
Lige siden har jeg været beriget af en ubændig trang til at vide mere, til at lytte, til at kommunikere med mennesker, til at informere og formidle – i et underligt univers i evig udvikling.
Karrierens sene efterår
Nu er det så, at jeg i min karrieres sene efterår, lidt rablende småskørt måske, finder på, at oprette – og skrive denne blog. En slags hjemmeside, jeg opdaterer jævnligt – med store og små historier. Noget om det jeg ser og hører på min snirklede vej gennem byen – historier om mennesker, kendte og ukendte, der fortæller mig en anderledes, skæv historie – men også noget om indtryk fra den by, jeg på godt og ondt har været en del af i en halv menneskealder. Og ikke mindst fra tid til anden beskrivelser af anekdoter og oplevelser, jeg finder i min indre glemmebog.
Her i borgkildesblog.dk er der ingen deciderede foromtaler, ingen begivenhedskalender, slet ingen kommercielle eller betalte indslag eller reklamer og annoncer, her er heller ingen madopskrifter og ingen så meget andet! Jeg er frem for alt ikke i lommen på nogle andre end mig selv.
Bloggen er derimod en broget landhandel – et hyggehjørne med blink i øjet. Jeg har ikke ramt plet – endnu. Men jeg arbejder hen imod pletten. Det skal nok komme. Der er stadig plads til forbedring, forandring – og nytænkning.
Positiv respons gør glad
Det er ingen hemmelighed, at jeg her i løbet af de første fire en halv måned har fået positiv respons. Ja faktisk en del skulderklap. Folk jeg møder ude i byen, fortæller mig minsandten, at jeg har fat i noget rigtigt – og nogle påstår endda, at de hygger sig med “lige at tjekke, hvad ham John Borgkilde nu vil fortælle os”. Den slags tilbagemeldinger varmer en ældre herre med pen og blok i inderkommen og et bankende journalist-hjerte, der stadig banker for at fortælle den gode historie. Uden af blive kikket over skulderen af en emsig redaktionschef.
Så kære venner; Vil I med, så ta’ plads i blog-vognen. Det er frit for enhver og rejsen ganske gratis. Jeg aner ikke, hvor vi er på vej hen. Men det bliver sikkert sjovt ….
Men, hvis er I lige så nysgerrig som jeg, så ta’ med til mit drømmeland, dér hvor man ka’ drømme… med på en digital rejse, hvor der serveres kuriøse, farverige, sjove, skæve og anderledes historier, krydret med anekdoter, tilbageblik, svirp med halen og et lille smil – som kan give næring til reflektion og fordybelse.
John Borgkilde
(Foto: Torben Madsen)