Vælg en side

Af John Borgkilde
Fotos: Rico Feldfoss

Vær’sko …. alle mand på dæk. Flagskibet har kurs mod bigband-musikkens syv verdenshave 

Bigband-traditionens fynske flagskab har været i tørdok, fået banket rusten af og sat navn
på stævnen. Skiltet med stolte “TipToe BigBand” er sendt til de evige jazzmarker og nu
proklameres der “Odense Jazz Orchestra”. Så er det klar til turister og de syv verdenshave.

Et studie i dyb koncentration. Helt nye kompositioner skal snart præsenteres – bl.a. i med meget  forskellige projekter på Posten, Odeon og i Domkirken. Foto:Rico Feldfoss.

Kaptajn Torben Sminge står stadig på kommandobroen og dirigerer sin 18-mands besætning, som sætter alle sejl til at skabe en ny epoke i odenseansk musikliv. Efter de første 28 begivenhedsrige år.
Ildsjælen Poul Falck søsatte i 1994 det gode flagskib TipTop BigBand. Det var kort efter, han havde købt værtshuset “Kabyssen” i Vindegade. Ene og alene for at ombygge det og skabe Jazzhus Dexter, som siden da har været et særdeles sødygtigt fartøj.

En væsentlig årsag til Falcks ambitiøse udspil var at stoppe en truende masseudvandring af dygtige fynske musikere til fortrinsvis hovedstaden.
Det lykkedes, fordi flere fremragende musikere med dette projekt fik mulighed for at supplere fletværket af sammenspil i mindre grupper, lærergerningen på musikskoler og konservatoriet med inspirerende udfordringer i TipToe BigBand, som orkestret hed indtil for nylig.

Otte albummer og otte “fynske jazzmusikere”
TipToe BigBand, som de senere år er blevet drevet som selvejende institution, udgav otte albummer og er beriget med flere priser. Af faste musikere i Odense Jazz Orchestra, bærer ikke færre end otte titlen som ”Årets Fynske Jazzmusiker”. Alene dét borger hvor en vis individuel kvalitet.

Bortset fra et spritnyt repertoire og det internationaliserede navn, “Odense Jazz Orchestra”, så er meget ved det gamle. Kaptajn Torben Sminge vil fortsat stå, hoppe eller danse, iført sine  obligatoriske nypudsede laksko, som den stærkt dedikerede musikalske leder og chefdirigent, der udstikker de nyskabende retninger. Og hans veloplagte mandskab er mere end klar på dækket til at følge hans kurs.

Fyns big bands-ensemble, her i “TipToe Big Band”-udgave på Odense Teater, præsenteres nu som “Odense Jazz Orchestra”, klar til store udfordringer.

 

Ud i de musikalske afkroge
“Ikke nok med at vi vil banke støvet af bigbandmusikkens støvede image, vi bevæger os også ud i musikalske afkroge, hvor bigbandet kan bidrage til noget helt særligt musikalsk ret medvirkende til at, orkestret over de kommende måneder kan søsætte fire banebrydende projekter: ”Alle sejl er sat til, og så håber vi at kunne åbne dørene for et nyt publikum. Det er et af de vigtigste mål, vi har sat os”.
“Efter 28 forrygende år som en markant del af Odenses musikmiljø, føler vi det som vores pligt at forny os og dermed udfordre den traditionelle opfattelse af, hvad et bigband er, og hvordan det kan lyde”, fortæller Torben Sminge, som glæder sig til at præsentere “Odense Jazz Orchestra” og samtidig lancere en unik koncertrække i samarbejde med netværks- og genrespillestedet Kultur-maskinen samt det regionale musikhus Posten.
Produktion på musik-fabrikken
Under projekttitlen “The Music Factory” præsenteres ambitiøse koncerter, der får tre hovedaktører til at fremstå som indholdsskabende kulturbærere. Altså en produktiv “fabrik” som skaber musikalsk kultur på et højt plan for fynboerne og byens gæster.
Nytænkende kompositioner og utraditionelle arrangementer skal være med til at give publikum en forståelse for bigbandets rolle i det byens musikunivers.
Kloge swingende ord som i en lidt anden form også var med i Poul Falcks formålsparagraf-logbog for 28 år siden. Innovative Poul Falck var i flere år en engageret del af bandet og manden som holdt liv i Dexter – og stod bag udvidelsen.

“Jeg glæder mig til at komme ud og spille vores nye musik, som når langt ud i de musikalske afkroge”. Foto: Rico Feldfoss.

Vidt forskellige tema-koncerter
De fire på vidt forskellige og meget ambitiøse koncerter får hver sit tema, og vil leve deres helt eget liv – de er:
”The Future”, onsdag den 26. oktober danner kulturhuset Odeon rammen  om to koncerter i én. Nemlig en ”Kahoot”- koncert (quizkoncert) med skolebørn og ”6 stærke” med gymnasieelever. “Lydhør” alias komponist- og sangskriverparret Mette og Anders Møller har skrevet en række sange, der kredser om børn og unges hverdag – også de svære side af det at vokse op.
Onsdag den 9. november bydes på releasekoncert, “The New Record” i Musikhuset Posten på albummet ”It Takes All Kinds (To Make A Word”), hvor alle numre er komponeret af saxofonisten Fredrik Lundin specielt til Odense Jazz Orchestra.

Og så noget helt andet. Onsdag den 23. november står der “The Old Record” på plakaten. Så fyldes Magasinet med legendariske surfin-rytmer i en nyfortolkning af The Beach Boys’ udødelige 60’er-mesterværk “Pet Sounds” som indeholder fede eksperimenterende rockede rytmer – sangerinden Kira Skov hjælper til som solist.
Koncerten, som er en hyldest til The Beach Boys’, fremføres i, hvad Torben Sminge kalder “alternativ indpakning”. Orkestret giver sit bud på, hvordan albummet kunne lyde i dag, hvis det var skrevet for bigband. En fantastisk kreativ idé med projektet, som er et godt eksempel på, at repertoiret, trods navneskiftet, ikke er rendyrket jazz det hele.

Torben Sminge: “Odense Jazz Orchestra vil styrke den musikalske fødekæde, dyrke vækstlaget og skabe interesse for den vidtfavnende bigband-musik.

Fordybelse i Domkirken
Koncertrækken rundes af onsdag den 7. december med “The Spirit” i Odense Domkirke. Her uropføres værket ”Hope”, der er er et moderne juleoratorium komponeret og arrangeret af Torben Sminge og John Kristensen, der også er basunist i bigbandet. Koncerten vil forme sig som et sammenhængende værk, der tager udgangspunkt i både klassisk og rytmisk tradition og inddrager hele det smukke kirkerum og to orgler. Solist ved koncerten er sopranen Kiki Brandt.

Talentudvikling og vækstlag
Kaptajn Torben Sminge oplyser endvidere, at Odense Jazz Orchestra på sin kurs mod fjerne kyster, vil gøre sit til at styrke den musikalske fødekæde, dyrke vækstlaget og skabe interesse for den vidtfavnende bigbandmusik.
Det bliver, siger han, Music Factorys’ oktoberkoncert, ”The Future”, i Odeon, et markant eksempel på. Koncerten involverer børn og unge og henvender sig både til publikum alle aldre.

“Musik-fabrikken”, Music Factory, har i det hele taget øje for de unge, fastslår Kulturmaskinens leder Jakob Kwedéris. ”Vi er glade for at være med til at bære musikken videre til nye generationer, hvilket flugter med vores værdier og forpligtelse som netværks- og genrespillested at arbejde med musikkens bæredygtighed og musikalske potentialer. Og så er vi jo altid glade for at arbejde sammen med byens dygtige kolleger om at præsentere musik af høj kunstnerisk kvalitet.”

Med andre ord; Velkommen ombord – i en helt ny musikalsk epoke.