Det største musikalske øjeblik var, da det lykkedes, at snige mig ind i mørket til Gasolins lukkede lydprøver.
Fem koncerter som arrangør af uforglemmelige Gasolin-koncerter blev det til. De smukke indtryk af lydinferno og performence, når Kim Larsen havde fundet nye detaljer, som lige skule tjekkes.
Vildt at være i musikalsk enerum med Larsen, Beckerlee, Jønsson og Berlev som identisk med det sejeste danske rockband nogensinde. Fritimen i det store mørke rum i selskab med legendariske “Kvinde min”, “Rabalderstræde”, “This is my Life”, “Langebro”, “Strengelegen”, “Inga Katinga og smukke Charlie”, husker jeg som en smuk gave. Det var Larsen som styrede lydprøven – og han havde det fint med, at var sjældent kvartetten var enige om detaljerne. Måske derfor Gasolin blev så ikoniske og uden sammenligning, det største i dansk rock.
Lydprøven var altid klokken 17 sharp. Der var ingen bortforklaringer, Det var nærmest et ritual. Den kunne vare en time eller halvanden. Larsen stillede store krav til teknik og detaljer. Med Larsen ved roret fandtes ingen lettet løsninger.
Sådan var det også med BelStar, Bellami og senest Kjukken. Prøveforløbet udviklede sig til et intenst lukket show. Med Kim Larsen som engageret indpisker, inspirator, sanger,, guitarist og orkesterleder. Kim var ikke alene solist – han var perfektionist.
“Drengene” var velkommen til at komme mød idéer. Men det var ikke altid chefen godkendte idéen. Selv om koncerten altid var klokken 20 og aftensmaden blev kold – så prøvede og prøvede bandet til Larsen var tilfreds. Han tænkte altså på det publikum som havde betalt for at høre koncerten. Og på anmelderne, Det indrømmede han dog sjældent.. Ingen skulle ku’ sætte en finger på noget. Ingen.
Helt alene nede i mørket
Husker jeg et par gange var så heldig, at sidde alene i koncertsalens mørke – ofres i selskab med en kold pilsner. Så kunne jeg abstrahere fra arrangør-presset..Ville der komme mange nok, så regnskabet kunne løbe rundt? De intense øjeblikke glemmer jeg aldrig. Husker det var et smukt lydinferno. Som om bandet spillede for mig. Kun for mig…. nede i mørket. Det gjorde bandets jo sådan set osse..
En dag i 1973 havde min gode Roskilde-ven, skolelæreren Leif Skov, let ved at overbevise mig om, at vi skulle lave en koncert med Gasolin – ude i Rishøj Hallen, ikke langt fra svinget ved Solrød. Vi knoklede med plakater og pr-materiale. Det var helt naturligt.
Gasolin I flower power-dress under den sidste koncert under kuppeltaget i 1978. T.v. Frans Beckerlee, i midten Wili Jønsson og bagerst Kim Larsen. Foto. Historiens Hus
Jeg troede faktisk ikke på den koncert. På det tidspunkt var Gasolin nemlig et coming-band – på vej. Mærkeligt nok havde de ikke fået øjnene op for Gasserne – nord for Køge.
Men vi anede ikke, hvad der lå forude af berømmelse. At vi i virkeligheden var forudseende.
Jeg fik forhandlet en fornuftig aftale igennem med impresario Bjarne Kamby. Og og kom Leif og jeg på natarbejde for at sætte et hav af plakater op, især der, hvor man ikke måtte – og vi investerede i en enkelt annonce i den lokale ugeavis. Og skrev flere pressemeddelelser.
Den tids typiske honoraraftaler var et faste grundbeløb, som hyre til bandet og derefter en såkaldt 80-20-fordeling. Når entréen havde dækket grundbeløbet, så fik bandet 80 procent af entreindtægten – og arrangøren svimlende 20 procent. Så der var ikke meget at lege med. Men sådan var det uskrevne regelsæt. Og jo, det er dén Leif Skov, der senere blev boss på Roskilde Festivalen.
Fed koncert – ikke ret meget publikum
Det blev en kanon god koncert, men en økonomisk fiasko derude i Rishøj.
Bare et par hundrede betalende gæster kunne lige akkurat fylde to-tre stående rækker foran scenen. Måske det mindste publikum nogen sinde til en Gasolin-koncert. Så lidt rock-historie har jeg da været med til at skrive. Ærgerligt nok befandt superbandet sig i en kort nedtur lige på det tidspunkt …. og hvor Fanden ligger Rishøj?
Alle i hallen havde det vist forrygende. Undtagen ham i baren, Leif Skov og jeg.
Bartenderen fordi han ingen omsætning havde Han røg flere smøger end han solgte øl. Leif hjalp med at losse grejet ud i “Hvides” kassevogn ´- og jeg stod bogstaveligt talt til regnskab hos impresario Bjarne Kamby – i hallens køkken. Dér havde jeg røde kinder, kunne jeg mærke.
Men Kamby var heldigvis imødekommen og fleksibel i nødens stund.
Den aften for 47 år siden, huskede Kim Larsen skam godt, da vi for få år siden snakkede gamle dage. Det elskede han. Larsen havde en helt utrolig evne til at huske selv de mindste og skæveste detaljer.
Over en spids på vores fælles vandingssted, fortalte Kim ofte, at det ikke kun var koncerter med mange mennesker, som dem på festivalerne, han mindedes med glæde. Det var også de mere intime. Dem elskede han.
“Koncerter handler også om nærvær”, fortalte han. Igen og igen.
Vi talte samme sprog
Jeg var så heldig, at vi talte samme sprog, skønt det kunne være svært for udefrakommende som var med på en lytter, at hitte rede i det vi talte om. Det er også lige meget. Men det ku’ vi altså – og det ret dejlige minder. Og den er jeg glad for at have intakt – så mange år efter.
”Når jeg kunne fange publikums blikke, så var det en god aften”, fortalte Larsen ofte.”De, der kom til den koncert i Rishøjhallen ved Køge, som du taler om, de fik en god koncert. Det kan jeg sgu huske. Det kan godt være, at der kun var to-tre rækker publikum langs scenekanten, men de havde det altså lige så fedt, som vi havde. Jeg så, de havde det godt, mens vi gav den gas…. og at de kunne li’ det vi spillede. Så hva’ piver du så over”, sagde han, drak ud, tog cyklen, og forsvandt fløjtende, derud’a.
Tre Gas-koncefter med fuldt hus
Turen op og ned af mindernes boulevard, får mig til af huske de tre andre Gasolin-koncerter, som jeg i al beskedenhed var så heldig at stå som arrangør for. Alle sammen med Leif Skov som en klog og vidende makker. Og der var udsolgt til dem alle.
Da jeg i 1976 fik for meget af Roskilde og Sjælland og søgte til eksotiske Fyn, hvor jeg slog mig ned på H.C. Andersens fødselsdag, 2. april 1977, var det mærkeligt nok ikke et farvel til Gasolin. Det var som om at gasserne fulgte med mig. Omend det var ganske tilfældigt.
Kuriøst er det, at årsagen til flytningen var identisk med Fyens Forum – det var nemlig de to chefer for udstillings- og messeafdelingen Birgit Merete Rasmussen og Otto Tjerrild som lokkede mig til Odense. Og mærkeligt var det, at Gasolin valgte at spille 3-4 af sine sidste koncerter netop i den “dødsdømte” udstillingshal ved Sortebrødre Torv.
47 år gamle fotos fra den legendariske koncert med Danmarks suverænt bedste rockband nogensinde, i Rishøjhallen nord for Køge, hvor Gasolin alias Franz Beckerlee, Kim Larsen, Søren Berlev og Wili Jønsson endnu ikke havde fundet det berømte outfit, som i høj grad var med til at profilere kvartetten.