Vælg en side

Når man ta’r sig sammen til at slukke mobilen og gemme den væk, lade tanker om krig og fred, krænkelser, stress og jag forblive et sted uden for hegnet, så er der klar bane til at gå på en inspirerende opdagelse i fortidens stille ro.

Fotos: John Borgkilde

Ind og ud mellem husmandssteder, stalde og bondegårde, ad stier og græsgange gennem frodige prydhaver, ud på markerne, hvor heste og køer græsser – og så finde fodfæste på de brostensbelagte gårdspladser, hvor stokroser langs bindingsværket skaber en idyl og lise for sjælen.

Hist, hvor vejen slår en bugt, ligger der en bondegård, så smukt…  og Dannebrog blafrer og minder os i den stille stund, om at nyde stilhed og skønhed ved nuet – og den nære fynske landhistorien. Ved at være her – til stede, og nyde sansernes berigelse.

“Lad fortiden inspirere dig til fremtiden!” står der at læse på et skilt ved indgangen til Den Fynske Landsby – få, men velvalgte ord i en tid, hvor det odenseanske  frilandsmuseum følger det moderne samfunds fokus på bæredygtighed i hverdagen…
En underfundig kontrast, som tager udgangspunkt i fortidens erfaringer med at leve bæredygtigt – i pagt med naturen.

Denne idyl findes lige midt i Odense. Her  kan man nyde roen og duften fra planter og dyr.

Vel vidende at vor tids største udfordring i samfundet netop er klima og bæredygtighed, gør ikke vandringen udi en svunden tids oase mindre interessant. At man tilmed får selskab af en kælen Miss Landsby og dens mange venner, af nyfriserede heste, gryntende grise, buhende køer og stolte får med fårebørn samt selvfølgelig diverse  geder, høns, kaniner, der hører sig til i bøndernes univers – og ænder og skræppende gæs i landsbyens gadekær, ja så er det svært ikke at være glad i låget, lade skuldrene falde på plads – og nyde oasens stilhed. Det gjorde jeg heldigvis i et par kvalitets-timer i begyndelsen af juni 2022. Og oplevelser er lagret.

Lige midt i Danmarks tredjestørste by.

 

“Fra får til strik og Køkkenhaven anno 1850”. Apropos landsbyens aktuelle workshop lørdag 13. maj, hvor der skal  arbejdes med at flette pilehegn og deltagerne forsøger at blive klogere på biavl. Flere workshops følger den 17. juni og igen i august og september.