Det er en skrækkelig historie – fra svenskerkrigenes tid, 1657 til 1660., da store dele af landet var besat af tusindvis af aggressive svenske soldater og hollandske hjælpetropper. Det gik især ud over Fyn og svenskerne slog hårdt ned på den odenseanske befolkning. Måske de nordiske historiebøger kan fortælle os, hvad konflikten gik ud på. Dog ligger det fast at især svenskerne var blodtørstige og pigeglade, især efter de havde plyndret byens brændevinsbrænderier. Ifølge flere dramatiske beretninger blev mange fynske kvinder voldtaget og flere slap end ikke med livet i behold. Ifølge legenden
I sin meget personlige beretning skriver Christian Thorning Engelstoft, der var biskop over Fyns Stift fra 1851 frem til sin død i 1889, at ”uden egentlig krigsvold blev mangen en voldsgerning begået. Engelstoft fortæller bl.a. tekster i kirkebøgerne som berettede om svenskernes brutalitet og kådhed de to år besættelsen varede.
En hollandsk officer konstaterede i sin stadig bevarede dagbog, at han ”blev særdeles godt indkvarteret hos rådmand Peder Pedersen og han betegnede Odense som en særdeles velbygget by, men ikke befæstet. Det skal også nævnes, agt han i ramme alvor skrev, at ”Odense havde ord for at have Danmarks skønneste kvinder boende”.
Også dengang var det dyrt for statskassen at bekrige hinanden. Det er ganske vist, at fra Svenskekrigenes afslutning i 1659 og frem til Store Nordiske Krig i 1720, da steg Danmarks udgifter til militæret markant. De ekstra udgifter kom til at sætte markante præg på Odense og mange af byens borgere, ud over rådmand Pedersen, tjente en ekstra skilling ved at indlogere soldater. Iøvrigt i samme periode den første kaserne i Odense blev opført.
Tilbage til den forfærdelige historie (sagn, skrøne eller myte) om den sagesløs troskyldige pige, der blev jaget gennem byen af kåde og forlystelsessyge svenske soldaterm, den ærbare unge pige. Pigen medbragte, som eneste våben, sin paraply.For at redde sin ære flygtede hun ind i Guds Hus, Sankt Knuds Kirke og i våbenhuset fandt hun døren til kirkens 63 meter høje tårn. Med glubske svenske ungersvende efter sig, nåede hun voldsomt forpustet op til stormklokkerne, resolut åbnede tårnets øverste luge. Hun slog paraplyen ud, slog korsets tegn og lod sig styrte ud og ned på pladsen foran hovedindgangen – mere præcist er det ganske vist, at blæsten tog i den magre pige, som med rasende fart dumpede ned foran porten til Skt. Knuds Kloster- og døde på stedet.En stor sten i granit taler den dag i dag sit tavse sprog om dramaet. Stenen som alle guider med respekt for historie vingesus !! kommer dagligt gående på fortovet i udkanten af Klingenberg, for at fortælle byens gæster, bl.a. svenske turister, om den deforme sten, som er det eneste vidnesbyrd om den dramatiske hændelse, som i beretninger og historiebøger kaldes ”Jomfruspringet”
Sagn, skrøne eller myte
Granitstenen med de sagnomspundne og nogle mener dokumenterende mærker fra paraplyspids og støvlehæl. Bagved domkirkens tårn, hvorfra den unge skrækslagne jomfru valgte at ta’ sit drabelige spring, fast klamrende til sin paraply, frem for at lade voldtage af svenske soldater. Foto: John Borgkilde.
Sådan er historien i korte træk, som bestemt ikke er blevet mindre dramatisk med årene. Dog udtrykte biskop Engelstoft skepsis, kan være fordi han ikke ville sætte sin kirke i miskredit. For, som han skrev i kirkens notater, så havde han noteret sig, at der ikke fandtes ”samtidige kilder til det såkaldte Jomfruspring”. Hverken i historiebøger, dagbøger eller andre optegnelser nævner den ulyksalige hændelse, fastslog bispen kort før sin død. Han minder om, , at der må være tale om et folkesagn, som i eftertiden var blevet knyttet til erindringen om den svenske besættelse, eller med andre ord, et vidnesbyrd om, hvilket indtryk jomfruens spring gjorde på borgerne, kirkens folk og svenskerne.
Bloggens historietyder har ikke kendskab til diplomatiske konflikter mellem fynboerne og svenskerne, som siden er kaldt ”vores broderfolk”. Måske nogle har svært ved at kapere historiens ægthed, men ikke desto mindre er der tale om en kendsgerning, at historien findes, fordi granitstenen stadig en del af fortovet – ud for det tidligere telefonhus. Iøvrigt 50 meter fra digter Andersens barndomshjem i Munke Møllestræde, hvor han som dreng løb og fantaserede sig til de eventyrlige historier, som få år senere gjorde ham verdensberømt.
HCA har aldrig skrevet om dramaet
Om Hans Christian nogensinde har set og undret sig over den bulede granitsten, henne om hjørnet – vides ikke. Han har såvidt vides ikke beskrevet hændelsen nogle steder i sin barndoms erindringer – eller som ene del af et digt eller eventyr. Men sikkert er det, at stenen den dag i dag omfatter både huller, som kan være skabt af pigens paraply og hendes støvlehæl.
Vist blæser historien, skrønen, myten eller sagnet om man vil, stadig i i den fynske sidevind – ganske som den magre pige gjorde, da hun i 1659 – ifølge sagnet – kastede sig ud fra domkirkens tårn med skrigende glubske og truende svenske soldater efter sig, Således er den odenseanske historiebog blevet lille bitte kuriøst kapitel rigere.